Tyrkiet tillader kirkebyggeri

A. Davotoglu
A. Davotoglu

For første gang siden Tyrkiet blev en republik i 1923 har den islamiske regering givet tilladelse til at opføre en ny kirke.

Det er Tyrkiets syriakiske minoritet, som bygger den nye kirke. Den skal ligge på en statsejet grund nær de græsk-ortodokse, armenske og katolske kirker i Yesilkoy i udkanten af Istanbul, sagde Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu under et møde med religiøse ledere i Istanbul. Af Tyrkiets 80 millioner indbyggere er de fleste muslimer og kun omkring 100.000 kristne. Selv om Tyrkiet er hjemland for mange kristne apostle og helgener, har regeringen i årtier kun tilladt vedligeholdelse af de allerede eksisterende kirker.
Årsagen til den nye udvikling er sandsynligvis et ønske om at forbedre forholdet til EU. Tyrkiet er nemlig for nylig blevet kritiseret for at fjerne sporene af sin egen kristne fortid, bl.a. i forbindelse med den byzantinske Hagia Sophia kirke fra det 13. århundrede, som blev forvandlet til en moske i det 15. århundrede. I 1930’erne blev den nye moske lavet om til museum – men den blev anvendt til fredagsbøn under ramadanen i juli 2013. Bygningens kristne vægmalerier blev dækket af forhæng, og klokketårnet har fungeret som minaret.