Vestligt demokrati er blevet blasfemikultur

Debatten raser videre ovenpå den tragiske terroraktion mod Charlie Hebdo i Paris og fylder dagligt aviser og debatprogrammer på radio og tv.

Der tegner sig to fronter i debatten om ytringsfriheden. På den ene side står dem, der mener, at ytringsfriheden er absolut, og på den anden side dem, der mener, at ytringsfriheden skal forsvares, men at der også må tages hensyn til menneskers religiøse følelser og traditioner. Blandt dem hører Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, der i et interview i Kristeligt Dagblad mener, at terroristerne ikke gik efter specifikt at angribe ytringsfriheden, men egentligt blot forsvarede deres tro, og at Vesten har en egocentrisk holdning til sin omverden. Og hvor har Pundik dog ret i, at det kunne gavne, at Vesten tog et kritisk blik på selv og ikke kun på islam.
Vestens syn på ytringsfriheden har nu – og særligt efter angrebet på Charlie Hebdo – udviklet sig til en insisteren på retten til at forhåne islam. Har man et mere moderat standpunkt, der gerne vil tage hensyn til andre mennesker, får man at vide, at man ligger under for terror og islam. Men der er jo mange andre emner i samfundsdebatten, hvor vi godt kender grænsen og ikke har problemer med at overholde den, som fx at man ikke må tale om abort, fordi det støder de kvinder, der har fået foretaget en abort. Hvornår har vi hørt, at ytringsfriheden er truet på grund af disse kvinder? Det er kun, når det gælder religion, at ytringsfriheden er uindskrænket, og blasfemi er således blevet til kerneværdien i vestlig kultur. Da den russiske punkgruppe Pussy Riots for et par år siden trængte ind i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva og sang en punksang foran ikonostasen og efterfølgende blev idømt fængselsstraf for hooliganisme motiveret af religiøst had, rettede Vesten også et glødende raseri og had mod de russiske myndigheder.
I Vesten er demokrati nu lig med oprør imod alt helligt og ethvert moralsk imperativ. Konsekvensen er, at vestlig kultur nu nedsynker i kaos. De, som gik i protestmarch i Paris, marcherede for at beskytte blasfemi, sjofelhed og for at nedbryde det civiliserede samfund – og ikke for ytringsfriheden.