Negative følelser er livsfarlige

Dr. Don Colbert beskriver i bogen ’Livsfarlige følelser’ sammenhængen mellem blandt andet vrede, stress og en række sygdomme.

Det man føler, påvirker en fysisk.

En kvinde ved navn Jess fortalte, hvordan mange af hendes venner opfordrede hende til at gå i terapi, efter at hendes mand havde forladt hende:
”…men min veninde, en sygeplejerske ved navn Ellen, sagde til mig, at jeg skulle passe på mit helbred og gøre det rigtige for ikke at blive syg! Ellen snakkede med mig om mit fysiske helbred, og hun forklarede: ”Jeg ved, du gør de rigtige ting mentalt og følelsesmæssigt. Bliv ved med at træne, hvile og spise sundt. Du må opbygge energi og styrke!”

I ugerne efter skilsmissen sov jeg utroligt meget – mere end normalt og sikkert mere, end det var nødvendigt. Det virkede, som havde jeg mindre energi og styrke end blot få måneder tidligere. Ellen fortalte mig: ”Jeg har set mange mennesker blive syge ovenpå en skilsmisse! ” Jeg spurgte, om hun havde truffet dem på sygehuset? Hun svarede: ”Ja – eller på kirkegården, jeg kender til mindst 25 mennesker, som pådrog sig alvorlige sygdomme mellem to og fem år efter skilsmissen. Mindst ni af dem døde!” fortæller Jess og tilføjer, at hun derefter gik i gang med et omfattende helseprogram, der inkluderede træning, at spise sundt, få tilstrækkelig hvile og have det sjovt med vennerne.

Jess satte ord på det, som mange læger ved intuitivt. I årenes løb ser vi, hvordan patienter gennemlever følelsesmæssigt ødelæggende oplevelser som skilsmisse, økonomisk konkurs eller tabet af et barn – hvorefter de rammes af slagtilfælde, kræft, immunsygdomme, alvorlige lammelser eller handicaps. Som læger har de fleste af os lært at skille følelser fra fysiske sygdomme. Vor uddannelse lærer os, at følelser blot er … følelser. Og sygdomme er udelukkende noget fysisk. Vi bliver dog nødt til at erkende, at kroppen ikke kan skelne mellem stress og belastninger forårsaget af psykiske faktorer og stress som skyldes fysiske faktorer. Stress er Stress. Og følgerne af for megen stress, som man ikke gør noget ved, er de samme, uafhængigt af hvad der førte til ophobningen af denne stress.

Hvad skete der i går?

En dag sagde jeg til en patient: – Beskriv alt, hvad du oplevede i går. Fortæl mig ikke bare, hvad du gjorde, men også hvem, der sagde hvad, og hvem, der gjorde noget for eller imod dig!
Ben led af kronisk migræne, men han havde opsøgt mig, fordi han netop havde fundet ud af, at han havde en meget stor risiko for hjerte- og karsygdomme. Hans egen læge havde faktisk fortalt ham, at det første hjerteinfarkt var lige på trapperne.

Ifølge The American Institute of Stress har mellem 75 og 90 % af konsultationer hos alment praktiserende læger i USA stressrelaterede årsager!

Ben fortalte mig om sin dag: På vej til arbejdet sad han fast i en trafikprop og kom for sent til et vigtigt møde. På vej hjem sad han igen fast i trafikken og kom hjem til en kone, der var sur over, at maden var blevet kold. I bilradioen havde han lyttet til et debatprogram med nogle specielt ophidsede deltagere. I posten fandt han et brev fra banken om overtræk på en konto samt to rykkere for en regning, som han troede var betalt. Hans teenage-søn kom hjem sur og vranten. Ben kom da i tanke om, at han igen havde glemt at komme til sønnens baseballkamp, selv om han havde lovet at komme. Sønnen havde spillet rigtig godt, men have ikke lyst til at fortælle sin far om det. Datteren nægtede at lave lektier, og Ben fandt to prøver, hvor hun havde fået bundkarakter. En butiksansat havde givet ham for få vekselpenge tilbage og nægtet at indrømme det.

Han stod i kø i 15 minutter, fordi et kasseapparat strejkede. Hans kone var træt efter at have haft vrøvl med bilen, et ubehageligt møde med datterens fodboldtræner og en større bunke vasketøj, som skulle ordnes til næste dags kamp. Ben ville slappe af med TV-nyhederne. Men han hørte om en seriemorder, som var på fri fod i byen, om en korrupt politimand og et fald i aktierne, der ville skade hans pensionsopsparing. Naboens søn havde drevet ham til vandvid ved at øve på sin saxofon. Ben orkede ikke endnu et skænderi med drengens far, der nægtede at lukke vinduet.
Da Ben var færdig med sin gennemgang af gårsdagens oplevelser, mærkede jeg, at jeg selv var blevet mere anspændt.  Men Ben betegnede det som en af de bedre dage!
– Føler du dig slet ikke stresset? spurgte jeg.
– Jo, selvfølgelig. Ville alle ikke være det?
– Ikke alle, men næsten alle. Jeg vil gerne hjælpe dig til ikke at være en af dem! svarede jeg. Men desværre er Ben’s tilfælde ganske normalt i vor kultur. Ifølge The American Institute of Stress har mellem 75 og 90 % af konsultationer hos alment praktiserende læger i USA stressrelaterede årsager!

Hvis man ikke gør noget ved problemets rod, kan symptomerne blive kroniske.

Træk ondet op med rod

Det nytter ikke meget kun at klippe toppen af en mælkebøtte. Tværtimod vender ukrudtet så meget stærkere tilbage senere. Når det gælder behandlingen af bestemte fysiske symptomer, fjerner man ofte kun problemets top. Vi gør det for at blive den akutte smerte kvit eller berolige maven. Men problemet vender blot tilbage. Vi tager igen medicin  – problemet vender tilbage – hvorefter man tager endnu en omgang medicin. Og således fortsætter det uge efter uge, år ud og år ind.

Det første tegn på stress er normalt spændingshovedpine, fordøjelsesforstyrrelser og udslæt. Disse symptomer kan i sig selv øge stressniveauet. Hvis man ikke gør noget ved problemets rod, kan symptomerne blive kroniske. Nye og alvorligere symptomer kan komme til som søvnløshed, vægttab eller -øgning, muskelsmerter specielt i ryg og ben, generel sløvhed eller udmattelse, sløv tankevirksomhed og mangel på virketrang. Vi reagerer oftest med at tage flere piller, prøver en anden diæt og træner nogle dage for derefter at give op igen. Så kritiserer vi os selv for vores dårlige helbred, men også for vor manglende evne til at holde os i form. Og på grund af alt dette øges stressniveauet yderligere.

Hvis man fortsætter med at ignorere problemernes årsag, kan symptomerne med tiden udvikle sig til rigtige sygdomme, der kræver kirurgiske indgreb, kemoterapi og strålebehandling, tung medicinering og andre alvorlige behandlingsformer. Alt dette forøger naturligvis stressniveauet endnu mere. Selv en diagnose på en sygdom kan forkorte livet eller påvirke det dramatisk.

Stress skaber stress skaber stress. Og hele tiden reagerer kroppen negativt på det, som udløste stressen i første omgang:
Det lille skænderi og mundhuggeri, som førte til alvorlige problemer i ægteskabet.
Den konstante indånding af giftige stoffer på fabrikken.
Gentagne mareridt som følge af mishandling i barndommen.
Indånding og optagelse af kræftfremkaldende stoffer.
Konstant frustration over andres uduelighed og dumhed.
Årtiers indtagelse af mad fyldt med kemikalier og mættede fedtstoffer.
Flash-back billeder af forfærdelige ulykker eller krigsscener.
Afmagt over tidsfrister på grund af for mange opgaver og arbejdsfunktioner på jobbet.
Kroppen ved ikke, hvad der var skyld i stressen. Kroppen ved blot, at den er udsat for stress.

Stress, stress – og atter stress

Stress er mental eller fysisk overbelastning. Stressforskerne Doc Childre og Howard Martin har defineret stress således: ”Stress er kroppens og sindets reaktion på enhver form for pres, der rokker ved den normale balance. Stress indfinder sig, når vor opfattelse af begivenheder ikke svarer til vore forventninger, og vi ikke kan tackle vores reaktion på skuffelsen. Stress … kommer til udtryk som modstand, spænding, belastning eller frustration og fører os ud af vores fysiologiske og psykologiske ligevægt. Hvis forstyrrelsen af ens ligevægt varer ved, gør stress os magtesløse. Vi visner af overbelastning, føler os følelsesmæssigt slået ud og bliver til sidst syge.”

Stressreaktioner er metoder, som vores krop benytter for at bearbejde og frigøre sig for følelser og negative fysiske påvirkninger, som vi har oplevet gennem tilværelsen.
Dr. Candace Pert, en pioner indenfor stressforskning, sagde engang: ’Da jeg begyndte at arbejde, tog jeg det for givet, at følelser ligger i forstanden eller hjernen. Nu ved jeg, at de findes i kroppen!’
Ingen oplever en følelse udelukkende i sit ’hjerte’ eller i sit ’sind’. Man oplever en følelse i form af kemiske reaktioner i kroppen og hjernen. De kemiske reaktioner sker såvel på organniveau – mave, hjerte, store muskler m.m. – som på celleniveau.

Fra følelse til sygdom

Gennem årene har forskningen, som knytter følelser sammen med sygdomme, produceret imponerende mængder af materiale. Og alt peger mod den konklusion, at det, vi føler mentalt, påvirker, hvordan vi føler os fysisk. Her er nogle resultater fra de sidste 15 års forskning: En undersøgelse over ti år viste, at personer som ikke klarede at håndtere følelsesmæssig stress havde 40 % højere dødelighed end personer, som ikke var stressede. En undersøgelse ved Harvard Medical School af 1623 personer, der havde overlevet et hjerteinfarkt, konkluderede, at vrede og ophidselse på grund af emotionelle konflikter fordoblede risikoen for flere hjerteinfarkter sammenlignet med personer, der tog tingene med ro.

The Harvard School of Public Health gennemførte en undersøgelse over 20 år, der omfattede over 1700 ældre mænd. Undersøgelsen viser, at mænd, der bekymrer sig for sociale forhold, helbred og økonomi, har en betydelig højere risiko for hjerteinfarkt. En undersøgelse af 202 erhvervsaktive kvinder viste, at konflikten mellem karriere og forpligtelser overfor ægtemand, børn og venner spiller en rolle for kvinders hjertesygdomme. En international undersøgelse af 2829 personer i alderen 55 til 85 år viste, at de, som oplevede, at de mestrede tilværelsen og havde kontrol over livets hændelser, samtidig havde 60 % mindre risiko for at dø end dem, som følte sig hjælpeløst udleveret til livet tilskikkelser og udfordringer. En undersøgelse af hjertesygdomme ved Mayo-klinikken fandt frem til, at psykisk stress var den faktor, der med størst sandsynlighed fører til hjerteproblemer som bl.a. hjertestop og hjerteinfarkt. Nu skal vi se på, hvordan følelser giver sig fysisk udtryk.

Følelser bliver til sygdom

– Hvorfor fik jeg denne sygdom? spurgte Jim anklagende. De fleste af mine patienter er mere kede af det end forbitrede, når de første gang opsøger mig. Jim var forbitret og vred:
– Jeg har gjort alt for at få et godt liv. Jeg har arbejdet hårdt, været min kone tro og prøvet på at gøre tingene rigtigt. Jeg fortjener ikke dette! brølede han. ”Lige siden jeg var barn, har livet lagt mig hindringer i vejen. Den ene efter den andet. Noget af det gjorde jeg mig fortjent til, men det meste af det, som ramte mig, var uforskyldt. Og nu kommer altså endnu en ny forhindring, som jeg ikke kan håndtere!”

Jim og jeg talte sammen i næsten en time. Han havde i 38 år arbejdet som advokat. Og som så mange andre advokater forsøgte han at finde nogen eller noget at give skylden. Efter at vi havde snakket lidt mere, rejste han sig pludselig, vendte sig mod mig og sagde: ”Prøver du at fortælle mig, at jeg selv er skyld i denne sygdom? Hør engang. Jeg tror ikke på følelser. Dem har jeg ikke mange af, og dem jeg har, har jeg lært ikke at vise frem!”
– Du har jo netop vist en af dem! sagde jeg. ”Pointen er her, om du også ønsker at blive rask. Om du virkelig ønsker at overvinde den forhindring og leve på en måde, så du kan møde en ny?”

Sådan opstår stress

Den grundlæggende kommunikationslinje mellem det, vi tænker i hjernen, og det vi oplevet i kroppens celler handler om neuropeptider. Jeg vil her prøve at beskrive, hvad der sker, når følelser udvikler sig til sygdomme. Stressforsker Dr. Candace Pert har påvist, at en bestemt type af vore immunceller – monocytter – har ganske små molekyler på overfladen, neuroreceptorer, som passer perfekt til neuropeptider. Alle monocytter har sådanne receptområder. Hjernen producerer neuropeptider, der er kæder af aminosyrer – og leder dem langs nervecellerne ud i kroppen. De er nøglerne, som passer i de molekylære låse i alle kroppens celler. Dr. Pert kalder dem ’små stykker af hjernen, der flyder rundt i kroppen’. Hjernen ’snakker’ med immuncellerne i hele kroppen ved hjælp af disse budbringere, der kaldes neuropeptider. Når din hjerne tolker fysiske indtryk som vrede, frygt eller depression, får alle immunceller i kroppen hurtig besked om denne tolkning.

Udover at hjernen og cellerne i kroppen kommunikerer, har også cellerne en vis grad af hukommelse.  Den kendte skuespiller Christopher Reeve blev lammet, da han faldt af en hest for mange år siden. Siden har han gennemgået et omfattende fysioterapiprogram, hvor man har trukket, skubbet og arbejdet med hans ben og arme. De nye celler, som efterhånden erstattede de gamle celler i hans muskler, nerver og væv har tilsyndeladende ingen erindring om lammelsen. I stedet husker de, hvilke bevægelser de gamle celler udførte. Erindringen om, hvordan cellerne, vævet og musklerne er beregnet til at skulle bevæge sig, er blevet overført fra en gruppe celler, som har været i brug, til en anden gruppe celler, som venter på at blive brugt! Hukommelsen sidder ikke i hjernen, men i kroppens celler! Stressreaktioner på celleniveau er gennemgribende og vidtrækkende. Frygt udløser mere end 1400 kendte fysiske og kemiske stressreaktioner og aktiverer mere end 30 forskellige hormoner og neurotransmittere.

I 1920’erne beskrev fysiologen Dr. Walter Cannon det, som han kalder kæmp- eller flygt-reaktionen. I maj 1936 skrev han artiklen ’The Role of Emotion in Disease’ (Følelsernes rolle i sygdom), som blev publiceret i tidsskriftet Annals of Internal Medicin. Her slår han fast, at når en person oplever voldsomme angreb, vil frygten som et resultat af denne oplevelse føre til betydelige fysiologiske ændringer i kroppen. Stærk frygt sender et signal til kroppen om, at den enten skal forsvare sig eller flygte.
Et komplet system af fysiske reaktioner omfatter primært hormonerne adrenalin og noradrenalin. Disse to hormoner har en dramatisk påvirkning på det sympatiske nervesystem i perioder med voldsom stress.

Når en stressende hændelser indtræffer, opfatter hjernen denne stress og udsondrer hormoner fra hypothalamus, hypofysen og binyrerne. Stressopfattelsen sætter også binyrerne i gang med at frigive adrenalin. De sympatiske nerver, som findes i hele kroppen samt i organer og væv, stimuleres til at frigive mere adrenalin rundt om i kroppen. Hjerterytmen øges, tyktarmen stimuleres (hvilket kan forårsage diarre). Man begynder at svede, og luftrørenes grene udvider sig, så de kan optage mere ilt.

Men kroppen opfatter også et skænderi med ægtefællen, ens barn eller et vredesudbrud i trafikken som en situation, der kræver ekstra adrenalin og kortisol. Kroppen vil opfatte en situation som farlig og reagere hurtigt på det.

Hormonbalancen

Kroppens hormoner er nøje afbalancerede. Den rette mængde af et hvilket som helst hormon giver positive resultater. For meget eller for lidt hormon kan give negative resultater.
Dr. Hans Selye drog den slutning, at frygt, vrede og andre stressende følelser fører til, at binyrerne forstørres ved at hypofysen overstimuleres. For megen stress gav altså en overproduktion af hormoner i binyrerne. Vi har alle hørt historien om en lille gammel dame, som løftede en bil for at redde et barn, der var klemt under bilen eller om den rasende soldat, der alene angreb en hel bataljon af fjender. En syndflod af adrenalin kan under påvirkning af stærk stress give kroppen utrolige kræfter.

Adrenalinets funktion

Adrenalin er et stresshormon, der giver en ligeså kraftig rus, som et hvilket som helst andet lægemiddel. Høje niveauer af adrenalin kan få en person til at føle sig fantastisk tilpas.
En person, som har adrenalin pumpende rundt i kroppen, har masser af energi, behøver kun lidt søvn og er generelt meget opstemt og entusiastisk. Karrieremennesker kan ligefrem blive afhængige af stress – i virkeligheden bliver de afhængige af adrenalinrusen.

Adrenalin er et kraftigt hormon med vidtrækkende fysiske virkninger. Det skærper hjernen og synet og spænder musklerne som forberedelse til kamp eller flugt. Det øger også blodtrykket, hjerterytmen og sammentrækninger i blodkar. Når adrenalin begynder at strømme gennem kroppen, stopper fordøjelsen, forbi blodet trækkes fra fordøjelsessystemet og ud til musklerne.
Under kortvarig stress er en lille mængde adrenalin noget nyttigt. Hvis man pludselig står overfor en aggressiv hund eller bliver angrebet af en truende person, vil kroppen sandsynligvis reagere på oplevelsen af fare og stress med at pumpe en dosis adrenalin og kortisol ud i systemet. Denne pludselige dosis følges op af udmattelse og behov for hvile. De fleste mennesker ved, at de bliver udmattede og trænger til en hvilepause efter specielt skræmmende eller ophidsede situationer.

Men kroppen opfatter også et skænderi med ægtefællen, ens barn eller et vredesudbrud i trafikken som en situation, der kræver ekstra adrenalin og kortisol. Kroppen vil opfatte en situation som farlig og reagere hurtigt på det.

Adrenalin er et stresshormon, der giver en ligeså kraftig rus, som et hvilket som helst andet lægemiddel. Høje niveauer af adrenalin kan få en person til at føle sig fantastisk tilpas.

Under normale forhold er denne vekselvirkning af adrenalin/kortisol og udmattelse/hvile som respons på kortvarig stress uskadelig for kroppen. Og den kan hjælpe os til at redde livet i farlige situationer. Men langvarig stress kan holde adrenalinpumpen næsten konstant i gang. Hvis man fx år efter år lever med indestængt vrede mod sin ægtefælle, kan strømmen af adrenalin blive for meget for kroppen. Det samme gælder negative forhold på arbejdspladsen. Et langvarigt emotionelt tryk udløser en jævn tilførsel af adrenalin og kortisol til blodbanerne, og det er meget ødelæggende for kroppen.

Høje værdier af adrenalin over længere tid kan øge hjerterytmen og blodtrykket til et punkt, hvor høj puls og højt blodtryk bliver det normale. Høj adrenalin over længere tid kan også medføre et øget niveau af triglycerider, dvs. fedtstoffer i blodet – samt forhøjet blodsukker. Det er ikke godt! Høje værdier af adrenalin over længere tid kan også medvirke til, at blodet hurtigere koagulerer (hvilket fører til forkalkning), overstimulering af skjoldbruskkirtlen samt øget produktion af kolesterol. På sigt er alle disse faktorer potentielt dødbringende.

Hvilke skader giver for meget kortisol?

Når kroppen frigør adrenalin, frigør den også  kortisol. Høje niveauer af kortisol vil over tid udløse en permanent forøgelse af blodsukker og insulin. Mængden af triglycerider øges i blodet; en forøgelse som også kan blive permanent. Kolesterolniveauet kan stige og holde sig oppe. For meget kortisol kan også føre til en permanent øgning af kropsvægten, specielt omkring maven.
For meget kortisol kan tappe skelettet for livsvigtigt calcium, magnesium og kalium, hvilket kan reducere knoglerne. Desuden kan kortisol få kroppen til at holde på saltet, hvilket bidrager til stigning af blodtrykket.

Permanent høje niveauer af kortisol har vist sig at:
Påvirke immunsystemet. Fejl i immunsystemet forbindes med en række sygdomme.
Reducere evnen til at optage glukose, en vigtig faktor både for diabetes og vægtkontrol.
Formindske knoglemængden, som kan føre til knogleskørhed.
Formindske muskelmassen og hæmme hudvækst og –gendannelse. Dette er direkte relateret til styrke, vægtkontrol og den almene aldringsproces.
Øge fedtoplagringen.
Påvirke hukommelse og læring og ødelægge hjerneceller.

”De kommer trætte, hostende og nysende til timerne. De lider af alle slags infektioner fra kronisk forkølelse til mononukleose/kyssesyge. Når jeg spørger dem, hvad de foretager sig i deres fritid, er det normale svar, at de ’hænger’. Når jeg spørger dem, hvad de mener med det, svarer de, at de hænger og venter på et eller andet, der kan optage dem!”

Som syre på metal

Hvis man ikke gør noget imod det, kan den vedvarende frigivelse af adrenalin og kortisol nedbryde kroppen på samme måde, som syre nedbryder metal. Selv flere timer efter en akut stressproducerende tildragelse, kan hormonværdierne være høje og nedbryde kroppen. Når emotionel stress bliver en kronisk tilstand, bliver resultaterne endnu mere ødelæggende. Da bliver de giftige følelser til dødelige følelser. Kroppen begynder at ødelægge sig selv. Den kraftige og vedvarende tilførsel af kemikalier skader væv og organer og kan vise sig i skikkelse af forskellige sygdomme. Desværre får stadig flere yngre mennesker stress. Det beskriver Paul Pearsell i bogen The Pleasure Precsription, hvor han bl.a. beskriver en samtale med en af sine studenter, der allerede som 19-årig ikke oplevede, at noget gav ham hverken glæde eller sorg.

Pearsall konkluderer, at mange af hans studenter udviste klassiske symptomer på udbrændthed og tredje fase af stress-udmattelse. Han skriver: ”De kommer trætte, hostende og nysende til timerne. De lider af alle slags infektioner fra kronisk forkølelse til mononukleose/kyssesyge. Når jeg spørger dem, hvad de foretager sig i deres fritid, er det normale svar, at de ’hænger’. Når jeg spørger dem, hvad de mener med det, svarer de, at de hænger og venter på et eller andet, der kan optage dem!” Når en gennemsnitsperson i vor kultur bliver voksen, har han eller hun set mere end 70.000 simulerede mord i TV.

Et  barns sind skelner ikke mellem simulerede mord og virkelige mord. Sindet opfatter det som fare og reagerer på fare. Vi ved alle, hvordan vi føler os, når vi ser en specielt spændende eller skræmmende film. Kroppen oplever et øjebliks adrenalinrespons. Det samme kan ske, når vi ser en nullermand på gulvet og tror, det er en edderkop. Adrenalinet strømmer igennem kroppen, også selv om vi blot indbildte os edderkoppen. Det samme sker med et barn, som ser en potentiel dødelig tildragelse. Stimulansen er der – selv om hændelsen ikke sker i virkeligheden.

Nogle får en afhængighed af stress-neurohormoner. Det sker, når man konstant leder efter noget nyt, usædvanligt, kreativt eller sansepåvirkende. Man haster fra den ene højdramatiske oplevelse til den anden. Resultatet er, at man betragter overstimuleringen som noget normalt. Og alt som ligger under denne hormon-rus-normalitet bliver kedeligt og uinteressant.
Til sidst skaber adrenalin både fysisk og psykisk afhængighed. Og som med de fleste andre kemiske afhængigheder, er afhængighed af adrenalin meget ødelæggende for kroppen. En person, som kommer ud af sin adrenalinafhængighed får ofte alvorlige abstinenser.

To principper om stress

Det er vigtigt at være bevidst om, at kroppen opfatter stress fra positive oplevelser på samme måde, som den opfatter stress fra negative oplevelser. Det er også vigtigt, at man forstår følgende principper:
Første princip: der er forskellige former for stress.
Nogle emotionelle tilstande er mere skadelige end andre. Både ekstrem lykke og ekstrem sorg resulterer i fysisk stress, men intens sorg er langt mere skadelig end intens glæde. Vores krop har en indbygget stressmåler. De mest skadelige følelser er raseri, uforsonlighed/uvilje til at tilgive, depression, vrede, bekymring, frustration, frygt, sorg og skyldfølelse.
Andet princip: vi må lære at undgå stress.
Vi må også forstå, at niveauet af stresshormoner øges, hvis man ikke er i stand til at stoppe stressreaktionen. En stressreaktion er fin nok, hvis blot den igen går over. Kronisk stress er derimod altid negativ i det lange løb.