Virker evangeliet også herhjemme?

Ansvarshavende redaktør Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør Henri Nissen

Vi har nu flere gange oplevet, at almindelige mennesker ønsker at tage imod evangeliet om Jesus Kristus ved vores kampagner i Afrika (se artikel her). De fleste kommer måske, fordi der også er udsigt til helbredelse. Men hvad gør det?

Jesus sagde jo selv: ”Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.” Gennem miraklerne bliver mennesker udfordret af det kristne evangelium. Og heldigvis vælger afrikanere hver aften at tage imod i stedet for at afvise de gode nyheder.

Hvad er hemmeligheden? Hvorfor sker det samme ikke herhjemme? Måske fordi evangeliet i sin enkelhed og storhed ikke længere forkyndes ret mange steder. I stedet forkyndes velmenende humanisme eller teologiske spidsfindigheder. Det kildrer øret, men det kan ikke hjælpe sjælen fri.

Er det da Per Hyldgaard, der er så stor en oratorisk begavelse, at mennesker lader sig overbevise i tusindvis? Nej, det er ikke talegaver, men ”salvelse” – dvs. Helligåndens tilstedeværelse. Per Hyldgaard modtog for mange år siden et stærkt kald til at hjælpe mennesker til frelse, som ellers ville gå fortabt. Men Gud gav ikke blot et kald, men også evangelist-gaven til at gøre det. Så det er ikke tilfældigt, at over 250.000 gennem de seneste år har taget imod Jesus på hans massemøder i hele verden. Det er Guds værk – og dog. Gud arbejder igennem dem, han kalder.

Kunne vi så ikke bare arrangere nogle massemøder herhjemme? Jo, hvorfor ikke? Men måske skal der bruges andre former i Danmark. Hvad tror du selv…? Lad os være åbne for alle muligheder. For sjældent i historien har danskerne været så langt ude. Der er i den grad brug for – frelse! Brug for omvendelse og tilgivelse. For genopretning af hele folket. Vi danskere er ligesom den menighed i Laodikea i Tyrkiet, om hvem Jesus siger: ”Du siger, at du er rig, har alt og ikke trænger til noget. Men du er ikke klar over, at du er elendig og ynkværdig, fattig, blind og nøgen.” (Johs. Åben. 3,17) Vi har – alle – brug for evangeliet på ny.