Den usynlige menighed

Det er en overordentlig spændende, interessant og vedkommende bog, er det! For første gang på dansk lægges et ellers generelt utilgængeligt materiale frem for offentligheden: fyldige uddrag af gæstebøgerne i Rigshospitalets kirke.

Her har patienter, pårørende og alle andre – siden 2005 – frit kunnet give deres smerte og håb skriftligt udtryk. De fleste af tilkendegivelserne er udformet som bønner til Gud, undertiden blot som en blufærdig hvisken, men her er også forsøg på samtale og på at gå i rette med Ham. Her er taknemlighed side om side med afstandtagen; her stilles de store spørgsmål, som de kun kan stilles af mennesker ”på kanten”: ”Jeg tror på, at lægerne ved, hvad de gør. Jeg lægger mit liv i deres hænder … Men kære Gud, hvad gør man, når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder? Hvad gør man så? Jeg beder dig give mig styrken til at fortsætte og modet til at kæmpe videre. Jeg håber, at medicinen vil virke igen. Jeg er kun 18 år og har et langt liv foran mig. Lad mig opleve det. Tak” (s. 13).

Andre emner, gæstebøgernes brugere tager op, er ikke mindre vigtige: meningen med det hele, himmel og helvede, skyld, lidelse, død, sorg, afmagt. Der er megen tvivl, men også megen tro og megen eftertanke og god opmuntring at gå videre på. Maibritt Normann Nielsen har skrevet religions-sociologisk kandidatafhandling om gæstebøgerne, og hun kalder deres udsagn i vidneskranken udtryk for en ”usynlig menighed”; det er en udogmatisk menighed, der ikke nødvendigvis møder op til søndagsgudstjeneste kl. 10, men alligevel gør sig mange tanker om Gud og eksistensen. – Hendes med-redaktør, Lotte Blicher Mørk, er ansat som præst på Rigshospitalet. Kirke på kanten er jo bogens titel.

Men dét bliver så også kirke med kant. Når man arbejder som hospitalspræst, er det altid på kanten. På det fysiske plan: på kanten af sygesengen; på det lidt mere overførte: på kanten af livet selv. Tak for en bog, der giver meget at tænke på. Herunder også, at de mennesker, der befinder sig på kanten af samfundet, de såkaldt ’socialt udsatte’, også må finde udtryk for deres tro, når deres eksistens udfordres. Også her dagligt.