Folkekirken har en fremtid – hvis den fornyes, mener forsker Bibelselskabet med kirkeordførere

Findes der en folkekirke om 20 år? I så fald skal den fornyes – men hvordan? Gennem en fladere struktur eller et skarpere budskab? Det diskuterede kirkeledere og politikere på Menighedsrådenes årsmøde den 29. maj.

Hvad vil I med magten? Og hvordan vil I forny folkekirken? Sådan indledte forhenværende biskop Karsten Nissen den kirkepolitiske debat på Menighedsrådenes årsmøde på Nyborg Strand fredag den 29. maj.

Forinden havde Landsforeningen af Menighedsråd spurgt fremtidsforsker Marianne Levinsen fra Institut for Fremtidsforskning, om der også er en folkekirke om 20 år med tanke på faldende dåbstal, kritik af præster osv.
– Vi har også en folkekirke om 20 år. Sikkert også om 40, svarede fremtidsforskeren og fortsatte:
– Men det afhænger af kirkens evne til at gribe de muligheder, der findes for at være kirke for danskerne. Det vil sige hele paletten af tilbud lige fra spaghettigudstjenester, højmesse, børnekonfirmandundervisning og så videre. Kirken skal møde danskerne i deres nutid.

De vakte og de dovne?

Den første oplægsholder på Menighedsrådenes årsmøde var ikke enig. For Marie Vejrup fra Center for Samtidsreligion er spredt fægtning et af folkekirkens store problemer:
– Det er ikke nemt at være så populær, som Folkekirken er blevet de seneste ti år. Medlemmerne er interesserede i alle de tilbud, I kan finde på. Men hvad gør det ved kirken, når I tilpasser den til medlemmerne? Så bliver kommentaren måske efterfølgende: Dejligt at der ikke blev forkyndt i kirken, for så var det meget nemmere at være der!
Den store udfordring er ikke at finde på flere slags arrangementer, men at ”vække” medlemmerne:
– Hvordan får man engageret medlemmerne? I gamle dage inddelte man medlemmerne i ”de vakte” og ”de dovne”. I dag kalder vi dem kulturkristne og kirkekristne. De kulturkristne kommer, når det passer dem, men de løfter ikke en finger. Hvordan engagerer man dem? spurgte forskeren og udfordrede menighedsrådsmedlemmerne til at udnytte den stigende interesse for folkekirken til at engagere medlemmerne.

Kirken skal påvirke

Marie Vejrup var en af tre oplægsholdere, der spillede op til kirkeordførere fra fire partier. Oplæggene kom hurtigt til at handle om struktur – om hvorvidt folkekirken som nu ”understøttes af staten”, som det fremgår af Grundlovens paragraf 4, eller om der i stedet skal oprettes et såkaldt kirkeråd til at lede folkekirken.
Som Hans Krab Koed fra Skt. Nicolai Sogns Menighedsråd i Kolding sagde:
– Civilsamfundet svækkes, hvis båndet mellem kirke og stat skæres over. Og vi svigter sammenhængskraften i samfundet, hvis vi opdeler os efter anskuelser. Ægte kærlighed er at elske kirken på trods af al dens ufuldkommenhed. Kirken skal bruge sin chance for at øve sin indflydelse og styrke civilsamfundet. Den skal sige mere ja end nej. Nej er ikke vejen frem, hvis vi mener noget med budskabet, som er indhold, ikke form.

Kirken skal være tæt på

Biskop Tine Lindhardt fra Fyns Stift fik det sidste ord, inden kirkeordførerne blev sluppet løs:
– Den bedste struktur for at fremme evangeliets formidling er den flade struktur, som også er lokalt forankret. Det skal være nemt at gå i kirke. Kirken skal være tæt på. Derfor er det vigtigt at have menighedsråd, som kender folk, og som folk kender. De er kirkens ambassadører.
– Jeg går ikke ind for et kirkeråd. Det er det første skridt i adskillelsen af stat og kirke. Nogle kalder det frihed. Men at blive fritstillet er det samme som at blive fyret, sagde biskoppen og slog fast:
– Kirken skal være en del af samfundet, en del af det offentlige rum, det normale, det almindelige. Vi skal bevare den erhvervsrisiko, det er at møde mennesker, som har den stik modsatte holdning af os selv. Evangeliet når ud til flere, når kirken ikke bliver et meningsfællesskab. Vi skal sikre, at så mange som muligt hører evangeliet om tilgivelse i guddommelige dimensioner.

Kirken binder samfundet sammen

Kirkeordførerne fra så forskellige partier som Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og SF var enige om, at evangeliet er kirkens kerneydelse, og at menighedsrådene er sognekirkens ambassadører i lokalsamfundet, men her hører enigheden også op.
– Folkekirken er vigtig for vores fællesskab i Danmark. Den er den institution, der skaber mest fællesskab i vores samfund. Men derfor behøver den ikke være en statskirke, sagde Karen Klint, kirkeordfører for Socialdemokratiet og tilføjede endnu en dimension til debatten:
– Vi er storebror for de andre trossamfund, og det forpligter. Vi skal ikke fylde og styre det offentlige rum, men vi må finde ud af relationen til de andre trossamfund. Samtidig må vi forandre folkekirken, så den også appellerer til unge.

Hvis jeg blev kirkeminister

Flemming Damgaard Larsen fra Venstre vil ikke adskille stat og kirke:
– Jeg er stærkt imod et kirkeråd. Jeg er bange for, at det medfører en adskillelse af kirke og stat. Vi skal i højere grad se kirken nedefra. Der er behov for, at vi løbende fornyer folkekirken. Folkekirken er en del af det folkelige Danmark, sagde han.
Og selv om han er jurist, mener han ikke, man skal definere folkekirken juridisk.
– Det er arbejdet ude i sognene, der udvikler folkekirken. Vi skal afbureaukratisere menighedsrådsarbejdet. Masser af regler skal fjernes, så også almindelge mennesker kan sidde i menighedsrådene, sagde Flemming Damgaard Larsen, og menighedsrådsmedlemmerne kvitterede straks med en klapsalve, der gik over i latter, da han tilføjede:
– Hvis jeg blev kirkemimister, ville jeg straks sætte dette arbejde i gang!
Vi skal også forny sproget i folkekirken. Unge føler sig fremmedgjort. Det er især præsterne, der skal arbejde med sproget. De har den faglige baggrund for at gøre det.

Kirken er ikke en koncern

Også Christian Langballe fra Dansk Folkeparti vil bevare statens indflydelse på folkekirken:
– Jeg holder utrolig meget af den danske kirkeordning. Den er indbegrebet af danskhed. Det glædede mig usigeligt, da kirkeministeren måtte meddele, at der ikke kunne laves et forlig om en ny kirkeordning. Enhver tanke om kirkeråd faldt, fordi det ville have fremmet en adskillelse af stat og kirke og fremmet en topstyring af kirken, sagde han.
Men så måtte det også være slut med snak om styringsstruktur, mente han:
– Vi har snakket om struktur, siden jeg blev præst i 2000. Nu må vi snakke om evangeliet i stedet. Det andet keder man sig ihjel over. Hvis folk ser folkekirken som en koncern, hvor præster stempler ind og ud, så holder de sig væk. Kirken er sat i værk for at forkynde evangeliet.

Pernille Vigsø Bagge fra Socialistisk Folkeparti ønsker en fri folkekirke:
– Vi er overbeviste om, at tiden er løbet fra, at folketinget er øverste råd for folkekirken i Danmark. Folkekirken er for vigtig til, at vi kan overlade den til de ni partier i folketinget. Og kirkepolitik er ikke det store tilløbsstykke i folketinget. Det bliver aldrig en stor debat, sagde hun og sluttede med det retoriske spørgsmål:
– Hvad er det farlige ved at give ansvaret for folkekirken ud i et land, hvor selveje er i højsædet?

Ønskes: Kirkesale på sygehuse

Debatten bølgende frem og tilbage og sluttede forfriskende med tre ønsker til kirkeordførerne fra biskop Tine Lindhardt:
– Jeg kunne ønske, at folketinget støttede folkekirken mere, ikke økonomisk, men ved at sikre, at konfirmandundervisning ikke bliver et stedbarn på tålt ophold i skolen. Sørg også for, at der er kirkesale på de nye supersygehuse. Det er fint med religiøse rum, men der bør selvfølgelig være deciderede kristne kirkesale. Og så skal man holde op med at snakke om at lukke kirker. De skal åbnes, for evangeliet skal forkyndes for alle. Derfor kunne vi også ønske flere præster.

I skal være mere vilde!

Kirkeordførerne kvitterede med at opfordre kirkerne til at stille flere krav til politikerne:
– Menighedsrådene skal være mere offensive og protestere mod den nye folkeskolelov, som fuldstændig har kørt folkekirken over og placeret konfirmandforberedelsen i skolen sidst på eftermiddagen, sagde Christian Langballe fra DF.
I skal gå hjem og være mere vilde, end I er. I skal komme med krav og udfordre os. Da får vi en vigtig dialog, sagde Flemming Hedegaard Larsen fra Venstre.
Og således fik deltagerne en bred vifte af svar på Karsten Nissens oplæg: Hvad vil I med magten? Og hvordan vil I forny folkekirken?