Din bøn kan gøre en forskel ved folketingsvalget

Ansvarshavende redaktør  Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør Henri Nissen

Denne avis handler meget om folketingsvalget. Næste uge udkommer vi nemlig på selve valgdagen – den 18. juni.

Derfor bringer vi også en opfordring – eller udfordring – til at bede konkret for folketingsvalget nu – en uge før.
For som Moses Hansen siger et sted i avisen, så er det for sent at vågne op efter valget og jamre, når det er forbi. Det er nu, vi skal afsætte tid hver dag til at gå i forbøn for Danmark. Det er på søndag, vi skal mødes til én af forbønssamlingerne. Det vil nemlig gøre en forskel.
Mange kristne har desværre vænnet sig af med at tro på bønnens kraft. For mange er bønnen reduceret til kun en slags terapi for ens egen skyld. Men bøn er også en ”politisk” kraft. Bøn kan ændre udviklingen i samfundet.
Vi ved det fra de mange gode løfter i Bibelen, fx dette fra 2. Krøn. bog 7,14: ”…hvis mit folk ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land.”

Vi skal ikke vente på, at danskerne som helhed omvender sig. Det kommer senere. Nej, det er os troende kristne, der først skal bede. Det er os, der har et særligt ansvar for vores folk. Det er os, der kan stille os i gabet og gå i forbøn.
Der er mange eksempler fra historien – og fra verden i dag. Når de kristne forenes i bøn for deres land, sker der i den åndelige verden noget uforklarligt, som påvirker den synlige.
Det kan ikke forklares, men det kan erfares.
De sidste fire år har vist, at vi kristne ikke længere har nogen verdslig magt af betydning. Vi er sat ud af spillet. Ateister og kulturradikale har erobret magten. Derfor har vi fx oplevet det politiske overgreb på folkekirken. Og der vil komme mere af den skuffe, hvis ikke vi går op imod disse angreb.
Men vi kæmper ikke imod mennesker, men imod åndsmagter (se Efeserbrevet 6). Og vi kæmper ikke i egen kraft:
”Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre. (Zakarias bog 4,6).

Obs! Der er også en 4-siders valgavis i midten. Det er en betalt 4 siders annonce, som Kristendemokraterne har indrykket.
Der er også et hæfte indlagt i avisen fra foreningen ”Med Grundlov skal Land bygges”. Det er betalt af foreningen og hverken en del af Udfordringen eller KDs valgavis.