Senator vil have præster til at kæmpe mod abort
Hvordan kan man kæmpe mod den abortlobby, som støtter mange senatorer i USA? Republikaneren Ted Cruz vil nu have præsterne på banen.
Den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz har sendt breve til 100.000 præster med opfordring til at kæmpe mod den offentlige støtte til Planned Parenthoods abortklinikker.
En rækker videoer optaget med skjult kamera på abortklinikker under Planned Parenthood har afsløret, at flere klinikker driver et udbredt salg af aborterede fostre og deres organer. En afstemning i Senatet den 3. august om at fratage klinikkerne statstøtten faldt dog til jorden.
Men abortmodstandere i titusindvis har siden demonstreret i USA’s byer. Protesten gælder både statsstøtten til abortklinikkerne, salget af aborterede fostre og muligheden for fri abort som sådan.
Brev til 100.000 præster
Nu er også den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz gået ind i kampen ved at skrive til 100.000 præster i USA.
I brevet skriver Cruz blandt andet: ”Vi har alle for nylig set videoer af, hvad der foregår bag scenen hos Planned Parenthood. De fleste amerikanere finder disse aktiviteter forfærdeligt krænkende.
Men det er endnu mere horribelt, at vi som skatteydere støtter disse ting. Vi kan ikke lade det fortsætte. Kun vore præster og kirkeledere har nok indflydelse til at stoppe dette holocaust.”
Senatorer i lommen på abortindustrien
Der var flertal for at fratage Planned Parenthood statsstøtten under Senatets afstemning. Men selv om 53 stemte for og 46 imod, faldt forslaget alligevel, fordi Demokraterne hævdede en regel om, at der skulle 60 stemmer til for at vedtage det.
Men siden har det vist sig, at det ligefrem betaler sig økonomisk for senatorerne at støtte Planned Parenthood.
Abortmodstanderne i Live Action kunne den 17. august offentliggøre en liste, som viser, hvor meget Planned Parenthood har givet i støtte til valgkampagner for deres venner blandt senatorerne.
Siden 1998 har over 40 navngivne senatorer modtaget beløb på mellem 824 og 29.282 dollars fra Planned Parenthood. Faktisk har alle de senatorer, som stemte imod forslaget den 3. august – med en enkelt undtagelse – modtaget støtte fra Planned Parenthood.
Er regeringen involveret?
Forud for offentliggørelsen af støtten til senatorerne vidste man, at klinikkerne har modtaget 344,5 millioner dollars i statsstøtte samt 1,2 milliarder dollars fra sygesikringsprogrammet Medicaid over en periode på tre år.
To komitéer i Repræsentanternes Hus er nu ved at undersøge Planned Parenthood. Den ene komité skal se på, om abort-giganten bryder amerikansk lov ved at tilpasse proceduren for indgrebet, så man bedre kan sikre brugbare organer til videresalg. Den anden komité skal blandt andet se på, om Obama-regeringen direkte har givet Planned Parenthood grønt lys for og statsstøtte til handel med organer fra aborterede fostre.