Kaj Munk for vor tid

Manden og værket præsenteres i udvalgte og kommenterede tekster – en god appetitvækker.

Den tid er for længst ovre, da der var økonomisk forlags-fornuft i at udgive en 10-binds mindeudgave af Kaj Munks udvalgte værker – det kunne man tilbage i 1960’erne – men siden da er han gået lidt i glemmebogen; dog opnåede hans i dag allermest kendte opus, nemlig skuespillet Ordet (1932), den fornemme ære i 2006 at blive optaget i selveste den danske kulturkanon.

Nu synes der at være en renæssance på vej for Munk. I mine noget yngre dage havde jeg selv en større svaghed for manden, specielt dramatikken, og sådan var og er det vel for de fleste.
Men der var så mange andre felter, han færdedes lige så hjemmevant på. Kaj Munk var en meget central person i både det kulturelle og politiske landskab i 1930’rnes Danmark, en evigt engageret blæksprutte-type, en kulturens arbejds- og altmuligmand, og som alle andre større ånder delte han vandene. Nogle kaldte ham en charlatan; omvendt omtalte Tom Kristensen ham som en præst med digteriske evner på grænsen til det geniale og skrev dertil, at Munk ”virkede splittet, for han var baade kristen og moderne og diktatorvenlig og national, ligesom han baade var Præst og Journalist og Digter …”

Tegner et bredt billede

Denne bog prøver at tegne et bredt billede af den omstridte digterpræst; det gør den dels ved korte introduktioner, dels ved gode udvalg af Munks egne tekster. Søren Doserod forsøger at samle det hele ved at sige, at præstegerningen og Munks dybe tro på Jesus er forfatterskabets omdrejningspunkter (s.13). I dén henseende har man sagt, at Jakob Knudsens ord lige så vel kunne være Munks: ”Jeg kan godt øve ugudelige Ting, men jeg er lænket som en Hund til Guds Fodskammel.”
En række forskellige Munk-eksperter tegner sig for bogens enkelte afsnit.
I første omgang tages Munks dramatik under luppen af Marc Auchet, der også peger på den tætte forbindelse mellem Kaj Munks dramatik (og kunst i øvrigt) og hans tro: Al sand kunst fortæller om Gud – og dermed, at ”Komponisten, Digteren, Maleren, Billedhuggeren, Skuespilleren – de er alle Guds Præster” (s. 41). – Et inspirerende kunstsyn.
Anker Gemzøe tager sig af Kaj Munks lyrik og prosa, herunder det helt enestående erindringsværk, Foraaret saa sagte kommer (1942). Gemzøe fremhæver også Munks eneste bidrag til Den Danske Salmebog: ”Du ved det nok, mit Hjerte” for dets ”monumentale enkelhed og styrke”; generelt er han ikke så begejstret for Munks lyrik, den er gammeldags og sine steder svulstig, mener han, men fremhæver dog markante undtagelser som fx ”Ode til den danske Cykle”, ”Saa sødt som i gamle Dage” samt sidst, men ikke mindst ”Den blaa Anemone” – den smukke, stedsegrønne klassiker over dem alle!
Værkets hovedredaktør, Søren Doserode skriver dels om Munks politiske holdninger og forholdet til demokratiet og diktaturet, dels om Munks teologiske overvejelser omkring modstanden mod besættelsesmagten: det er en kristen pligt at handle og hjælpe krigens og voldens ofre. Hans sidste prædiken stammer fra nytårsdag 1944, hvor han fortæller om sin smerte ved at se folk, ”der ikke har det behov”, gå i tysk tjeneste.
Hans Raun Iversen har fået til opgave at tage sig af spørgsmålet om Kaj Munk som teolog og fastslår, at selvom han ikke var nogen stor én af slagsen, rager han alligevel op, ”fordi han turde være fuldt til stede i sit eget og sin samtids liv”.
Jeg kan forstå, at den slags i vore dage med et fint udtryk hedder ”kontekstuel teologi”. I den begravelsestale, Munk holdt over sin moder i 1941, taler han bl.a. om, at man skal leve således, at ”Livet bliver dyrebart for andre, og det gode i dem styrkes”. Hans Raun Iversen kommer med en vigtig pointe, når han fremhæver, at denne formulering rækker helt ind i vor tid, hvor den finder sit ekko i tidl. Kirkens Korshærs-leder, Bjarne Lenau Henriksens sociale og diakonale arbejde.

En ”teologisk eksistens” der drev ”biografisk teologi”

Forfatteren siger sammenfattende, at Kaj Munk var mere interessant som præst end som fagteolog. ”I kraft af de udfordringer, han stod midt i som præst, blev han, hvad man i samtiden kaldte en teologisk eksistens. Med et udtryk fra vor egen tid kan man sige, at Kaj Munk ligesom en samtidig, tysk krigstidsteolog som Dietrich Bonhoeffer (1906-1944) drev biografisk teologi i et omfang, så man kun kan forstå hans teologi sammen med hans livshistorie” (s. 211).
Bogen afsluttes med et omhyggeligt noteapparat for den, der måtte ønske at kigge bogens forfattere efter i sømmene. Det er der dog næppe grund til; det hele virker både fagligt, sagligt og sobert. Der er også en omfattende litteraturliste (bøger om og af Kaj Munk), ligesom der er grund til at rose bogens stikordsfortegnelse, der er intet mindre end en guldgrube for den dybdegravende læser og bruger af bogen.
Denne bog mindede mig om min fordums fascination af Kaj Munk – og den gav mig afgjort lyst til at genopfriske bekendtskabet. Det er ikke nogen ringe ting at sige.

Søren Dosenrode (red.):
Kaj Munk
– Manden og værket. Udvalgte og kommenterede tekster
357 sider. • 300 kr.
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck