Sognepræst bliver ny generalsekretær i Luthersk Mission

s2_profilSøren Skovgaard Sørensen vil mission både hjemme og ude.

– Gud kalder ikke den udrustede, men han udruster den kaldede. Den erfaring tager jeg med mig både som missionær på smedeværkstedet, på ydremissionsmarken og i folkekirken, siger Søren Skovgaard Sørensen, som fra 1. marts skal være Luthersk Missions generalsekretær.

Den 43-årige bornholmer er pt. sognepræst og menighedskoordinator i Græsted i Nordsjælland. Han har været missionær i Etiopien og betegner ansættelsen i Luthersk Mission som ”at vende hjem”.

Maskinarbejder blev teolog og missionær

Søren Skovgaard Sørensen blev først uddannet maskinarbejder. Senere blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet.
Fra 2004-2008 var Søren S. Sørensen og hans familie udsendt for LM til Etiopien. Her arbejdede han på Tabor Evangelical College i Awassa, hvor man blandt andet uddanner præster til den lutherske kirke.
Efter hjemkomsten arbejdede han som konsulent i Jobdk og Krifa og tog kurser i ledelse, coaching og formidling, før han blev sognepræst.

Åndsfriskhed – og lidt kaos

Missionærtiden gav – mod forventning – en del ledelseserfaring. I stedet for at undervise i teologi blev Søren Sørensen nemlig bedt om at blive leder for skolen.
Senere kom han ind i Commitee of Ehiopia (for Norsk LM og samarbejdspartnere), hvor han fik ansvar for bl.a. rekruttering, økonomi, missionsstrategi og HR.
– Jeg tager vældig meget med mig ind i min nye stilling fra min tid i Etiopien. Både på det ledelsesmæssige og på det personlige plan. Desuden tager jeg billedet af den etiopiske lutherske kirke med mig. Det billede er meget broget og åndsfrisk. Tryghed er godt og sundt, men jeg kender ingen missionsfelter i vækst uden en vis portion kaos. Og det samme gør sig vist også gældende i LM herhjemme.
Det er hverken unaturligt eller åndsfattigt med forskellige meninger i en missionsorganisation. Dem skal vi kunne rumme og manøvrere i, hvis vi vil være en missionsforening, mener Søren Sørensen.

Evangelist-præst

– I virkeligheden vil jeg nok sige, at jeg i en vis forstand har virket mere som ”evangelist-missionær” i Græsted, end jeg gjorde i Etiopien, siger Søren Sørensen og tilføjer, at han frygter, det nye job vil få ham til at træde lidt tilbage som missionær.
En anden ting jeg tager med mig fra mine tidligere job, er bevidstheden om at arbejde med at lede frivillige. Dette har jeg fordybet mig lidt mere i som sognepræst. De frivillige er kirkens ambassadører, og de er alt-afgørende for kirkens trivsel og vækst, siger Søren Sørensen.

Baglandsmissionær

Jeg forlader ikke arbejdet med mission, jeg bliver bare ”baglandsmissionær” fremover, vurderer Søren Sørensen.
– Som udsendt til et andet land er man jo hænder for dem derhjemme. Resten af kroppen bor jo i DK, og den del af kroppen er ikke uden missionsprojekter, dem har vi jo et hav af internt i landet, siger den kommende generalsekretær.
Han tilføjer, at han og hustruen ser kaldet fra LM som Guds kald. Samtidig vil han være helt afhængig af Guds velsignelse, vejledning og styrke.
– Jeg formår ikke opgaven i mig selv, men Gud udruster dem, han kalder, understreger Søren S. Sørensen.
Han er gift med Miriam, der er lærer i Hillerød. Parret har tre børn.

Kort om LM
LM er den organisation i Danmark med flest missionærer udsendt – i øjeblikket 37 missionærer og 11 volontører. De arbejder blandt andet med bibelundervisning, sundheds- og litteraturarbejde.
I Danmark arbejder LM blandt andet med integration af flygtninge og indvandrere, samt menighedsarbejde i næsten 100 fællesskaber rundt omkring i landet.