– De fleste af børnene har aldrig hørt om Jesus
Dina leder en børnehave for arabisk-talende børn i Libanon.
– Opgaven i Libanon handler om at følge Jesus og lade ham forandre hjertet lidt efter lidt, siger Dina Meldgaard Andersen.
Dina er en del af et team på syv unge fra Norge, Sverige, Danmark og USA, der er udsendt af Ungdom Med Opgave i Norge til Damour syd for Beirut i Libanon i 9 uger.
Hun leder en børnehave for 23 arabisktalende børn. Børnehaven er en del af Kings Kids Educational Centre, der tilbyder skolegang til 150 flygtningebørn mellem 4 og 14 år.
– For disse børn er det tilbuddet om en fremtid, siger Dina.
På skolen lærer børnene arabisk, engelsk, matematik og naturfag.
– Men de lærer også om Jesus. De fleste af børnene har aldrig hørt om Jesus, før de kom på skolen, men gennem daglige andagter lærer de ham at kende skridt for skridt, siger Dina og fortsætter:
– I denne kultur er der ingen ”mikrobølgeovns-kristne”. Det handler ikke om at være ”indenfor” eller ”udenfor”, det handler om at følge Jesus og lade ham forandre hjertet lidt efter lidt.
For mange af børnene er tiden med Jesus deres yndlings-del af det at gå i skole, og mange har endda delt, at de har ”åbnet deres hjerte for Jesus”.
For lærerne er det en daglig anledning og udfordring til ikke bare at dele budskabet om Guds kærlighed med børnene, men at udleve og demonstrere budskabet i klasseværelset.
Sæbebobler og slåskampe
Dina kan opleve at stå i skolegården omringet af børn, og alt ånder fred og idyl.
– Vi blæser sæbebobler og omfavner hinanden og ler sammen, og i dette øjeblik er børnene helt almindelige børn som har det sjovt på skolen, ikke traumatiserede børn, som har oplevet ting, ingen nogensinde skulle gå igennem. Det er de gode dage, fastslår Dina.
Der er også dage, hvor det ser noget anderledes ud.
– De hårde dage er dagene, hvor vi bruger størstedelen af tiden på at adskille folk i slåskamp, eller trøste og tage os af grædende børn, som enten har ondt, fordi deres tænder rådner, eller fordi de er sultne eller fryser.Nogle af disse børn kommer fra voldelige hjem, og næsten alle har oplevet, og nogle oplever stadig, forskellige former for misbrug, enten fysisk, verbalt eller seksuelt, siger Dina.
Krigens barske realiteter
Hun fortæller, at der er børn på skolen, som oplevede, at krigen kom til deres landsby.
– De hørte bomberne eksplodere og så folk døde på gaden, siger Dina og nævner flere eksempler.
– En dreng på skolen har talevanskeligheder. Det er fordi, han blev skudt. En pige så sin far blive dræbt og hans krop mishandlet. Hun snakker næsten ikke længere. Det er en barsk realitet. Det er traumatiserede børn, som har mistet så meget. For de fleste af dem er vold et naturligt handlingsmønster, siger Dina.
Invitere Guds fred ind
I løbet af de sidste uger har nogle lærere måtte forlade skolen på grund af sygdom og studier.
– Jeg ved ikke, om de fortsat ville have holdt skolen åben, hvis vi ikke var her, men jeg ved, vi kom i rette tid, siger Dina, der oplever flere udfordringer ved opgaverne.
– Det er hårdt arbejde. Vi snakker ikke sproget, og størsteparten af tiden forstår vi ikke, hvad der sker i klasserummet. Jeg har aldrig styret en børnehave før, og for det meste føler jeg mig rådvild og magtesløs, specielt når slåskampe bryder ud blandt mine små børn, siger Dina.
– Det eneste jeg ved, jeg kan, er at uddele knus, bede for dem, opmuntre dem og elske dem. Nogle gange når situationen i klasseværelset er ude af kontrol, begynder jeg at synge en lovsang for at invitere Guds fred og nåde ind i situationen, for det har jeg desperat brug for. Nogle gange græder jeg, når jeg kommer hjem.
– Mission er ikke glamourøst. Når dagen er slut, får du lov til at feje skolegården og samle affaldet op. Du får ikke engang lov til at føle, at du udgør en forskel, du får bare lov til at håbe på, at du gør det. Dina fortsætter:
– Men i øjeblikket er jeg en lille del af et større billede, som tilbyder disse børn en chance for en uddannelse, en chance for at møde Jesus, en chance for en fremtid.
– Jeg kommer antagelig ikke til at vende hjem med en stor historie at berette om, men dette handler heller ikke om min historie, det handler om Guds historie, og han arbejder på et meget større lærred.
– Han er håbet for Syrien, og for disse dyrebare børn på vores skole, og for flygtningefamilierne som bor under pressenningerne i banan-plantagen.
– Han er håbet, som er kommet ind i verden for at være lyset, som skinner i mørket, og mørket har fortsat ikke fået bugt med det.
– Han er håbet, som kalder os til at være verdens lys. Så jeg vil lade mit lys skinne i mørket og stole på, at han vil blive husket.