Tæt på de lokale i suppekøkken

Tre danske unge vil tæt på indbyggerne i Jerusalem og laver derfor mad til fattige og gamle i et kommunalt suppekøkken
ISRAEL: I dag skal Helle, Nikolaj og Ruben arbejde i et suppekøkken.
Køkken er måske så meget sagt, og det er meget andet end suppe, der laves, men et helt almindeligt sted er det bestemt ikke.

Danske Ruben og Nikolaj knokler i et kommunalt suppekøkken i Jerusalem, som laver mad til fattige og gamle

Efter at have spist morgenmad i selskab med de andre volontører, der skal i mange andre retninger, drager Helle, Nikolaj og Ruben af sted til det, der skal være deres hjælpende Yad va Lev hånd (se faktaboks) i dag.
Et suppekøkken. Ikke noget, som minder om Deres udsendtes store højskolekøkken på barndommens Fyn. Ej heller et sted à la Kirkens Korshærs varmestue eller et Blå Kors pensionat.
Et kommunalt suppekøkken i Jerusalem er et kapitel for sig.

Lyst til at hjælpe

De tre volontørers veje til Yad va Lev projektet er vidt forskellige.
– Jeg har lyst til at hjælpe mennesker og være i en eller anden tjeneste for Gud. Ved at være volontør i Yad va Lev kan jeg både være med til at gøre livet lidt lettere for nogle betrængte jøder og samtidig opleve Israel på meget nært hold, fortæller Helle på 20 år.
Nikolaj er også 20 år, og han føler projektet er skræddersyet til ham:
– Jeg er næsten lige kommet herned, men jeg har været i Israel før, og jeg kendte Ordet og Israel. Så læste jeg om Yad va Lev i bladet og syntes, at det var oplagt for mig, og sådan blev det.
21-årige Ruben var allerede i Israel, da han besluttede at blive en del af Yad va Lev.
– Jeg var egentlig i en moshav ude mellem Jerusalem og Tel Aviv, men jeg ville gerne opleve Jerusalem rigtigt og ikke mindst for at komme tæt på det jødiske folk. I moshaven mødte jeg mennesker alle mulige steder fra, men jeg ville gerne opleve den lokale befolkning. Det får vi bare rigtig god mulighed for her.

På hovedet i
kartoffelmosen

Suppekøkkenet i Jerusalem kan bedst beskrives som et lille rum proppet med kæmpestore gryder og potter. De kogende kartofler sender så megen damp ud i rummet, at man næsten skal skære sig frem, og at fotografere er stort set umuligt, for linsen på apparatet dugger fuldstændigt til.
Lederen af køkkenet tager hjertelig imod og sætter på sit gebrokne engelsk de tre unge i gang med dagens dont. Nikolaj og Ruben bliver sat til at røre i kartoflerne, der senere skal moses. De får stukket et par grydeskeer i hånden. Skeer så store, at de snildt kan måle sig med årerne på en robåd.
Helle går i gang med at bære sækkevis af mad ind fra lageret, der ligger i nabobygningen. Når der skal laves 2500 måltider mad, skal der en del råvarer til. Eksempelvis ligger der hen ved et par tusind halve kyllinger bagerst i køkkenet.
Hygiejnen ville næppe få ret mange smileys af den danske fødevarekontrol, men hjer-teligheden, arbejdsglæden og kærligheden til de mennesker, der skal nyde godt af maden, lyser ud af øjnene på de mange, der vimser rundt i lokalet.
Hen ad middag begynder de første sultne jerusalemitter at indfinde sig. Nogle spiser under halvtaget bag køkkenet, men det meste af maden køres ud i byen.
Appetitten fejler bestemt intet hos de mennesker, der sidder under halvtaget og spiser med velbehag. De smiler bredt, mens de fylder munden med kylling og kartoffelmos.