Haarder: ’Imam-aftale viser respekt for Grundloven’

- Vi har gjort, hvad vi kunne uden at gå på kompromis med grundloven, sagde Bertel Haarder (V) efter at aftalen om hadprædikanter var på plads. Foto: Skærmprint TV2.
– Vi har gjort, hvad vi kunne uden at gå på kompromis med grundloven, sagde Bertel Haarder (V) efter at aftalen om hadprædikanter var på plads. Foto: Skærmprint TV2.

Et politisk flertal vil indføre åbne lister over hadprædikanter.

Seks politiske partier går ind for kontrol af trossamfund og forkyndere, der underminerer menneskerettigheder.

Regeringspartiet, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og SF vedtog den 19. maj bl.a. at trossamfund kan fratages skattefordele. Den seneste aftale blev indgået den 31. maj uden partierne LA og SF, som er imod åbne lister over hadprædikanter.
De syv punkter i den nye aftale er:

1. Kontrol med indrejse
En offentligt tilgængelig liste over hadprædikanter skal forhindre, at de får visum til Danmark.
Det gælder dog ikke EU-borgere. De kan i stedet kan stå på en såkaldt ’opmærksomhedsliste’, som ikke er offentlig.

2. Ytringer kriminaliseres
Visse ytringer i religiøse læreforhold skal kriminaliseres. Hvilke ytringer vides dog endnu ikke.
– Vi er enige om at kriminalisere billigelse af strafbare handlinger som led i religiøs oplæring, siger kirkeminister Bertel Haarder, der har ledet forhandlingerne.

3. Fratagelse af støtte
Foreninger, der modarbejder demokratiet, kan ikke længere få offentlig økonomisk støtte.
– De kan modarbejde grundlæggende friheds-og menneskerettigheder lige så meget, som de vil, men de kan ikke samtidig få penge i støtte eller stillet offentlige lokaler til rådighed, sagde Bertel Haarder.
Fremover kan kommuner ikke længere give tilskud til at udlåne eller udleje lokaler til foreninger af dén karakter.

4. Tilsyn med friskoler
Aftalen betyder, at staten kan foretage uanmeldte besøg på skoler ’med særlige udfordringer’.
Derudover kan staten udpege en ekstern observatør, der skal holde øje med, at friskolerne overholder loven.
– Frihed og folkestyre skal præge skolens virke uanset hvilke værdier og opfattelser, skolen i øvrigt bygger på, siger børne-og undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

5. Ingen skattefradrag
Trossamfund og religiøse forkyndere kan fratages skattefradrag, hvis de ’underminierer grundlæggende friheds- og menneskerettigheder’.

6. Moskeer kortlægges
Partierne blev også enige om, at der er behov for en kortlægning af moskeer i Danmark. Den seneste kortlægning er fra 2006.

7. Vielsesbemyndigelse
Imamer kan kun foretage vielser efter tilladelse. Der skal stilles et såkaldt ’værdighedskrav’ til forkyndere og lignende i trossamfund udenfor folkekirken. Værdighedskravet betyder, at en forkynder skal udvise en adfærd, der ’ikke gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udføre offentlig myndighed’.