Er livets mening mere end ‘lykke’…?

Kære Niels-Erik Dolnæs
og B.S fra Jylland
Tak for jeres breve og for jeres tanker om lidelsens problematik. Det er et meget dybt og omfattende emne, I tager hul på.
Der findes en del forskellige teologiske syn på lidelsen, og der er faktisk heller ikke noget, der kan få almindelige mennesker til at protestere mod Gud og til at tvivle på hans kærlighed som f.eks. den tsunami-katastrofe, der lige efter jul ramte Asien.
Jesus forudsagde, at i de sidste tider skulle menneskene ryste og bæve ved lyden af havets og bølgernes brusen.
Tanken om, at kristne generelt skulle blive sparet for lidelse, efterlader os i en blindgyde.
Vi kender vidnesbyrd om, hvordan kristne på grund af bøn blev udfriet og skånet for fængsel, sygdom og katastrofer. Eksempler herpå kan vi læse om i Bibelen. Men vi kender ligeså mange eksempler, også fra Bibelen, på, at kristne ikke blev sparet for lidelse.
Vi kan ikke omskabe denne syndefaldsramte verden hverken ved bøn eller ved tro, så muligheden for lidelse bliver udelukket. Men vi ved, at alting samvirker til det gode for dem, der elsker Gud. Det betyder, at Gud kan få noget godt ud af lidelsen i vores liv.
I Bibelen er der derimod løfte om, at der kommer en ny verden til os fra Gud. I den ny verden er smerte, sorg og lidelse afskaffet. Det læser vi i Johannes’ Åbenbaring. Denne ny verden er hjertets længsel hos de fleste mennesker. Men vores nuværende verden har på grund af syndefaldet så at sige lidelsen indbygget i sig.
Vi ved, at livets mål er, at Jesu karakter og sindelag kommer frem i os. Livets mål er ikke først og fremmest lykke i almindelig forstand. Men lykken vil komme som et bi-produkt, når Jesu karakter og sindelag vinder fodfæste i os. Jeg er ikke sikker på, at denne forvandling til Kristus-lighed kan ske med os mennesker uden, at vi stifter bekendtskab med lidelsen. Om Jesus selv står der i Bibelen nogle meget specielle ord, nemlig, at han lærte lydighed af det, han led.
Vi kan derfor sige, at lidelse er en del af livet. Dog har jeg den dybeste medfølelse med de mennesker, der i deres liv har måttet lide meget, selvforskyldt eller uforskyldt eller begge dele.
Gud har et svar på alle lidelser; men det er ikke altid, at vi mennesker kan få indblik i svarene. Det kan skyldes, at Gud ved, at vi som mennesker ikke kan tåle at vide alt.
Når selv trofaste kristne ikke bliver sparet for smerte og lidelse, så bliver vores tro alvorligt prøvet; ingen tvivl om det, for dybt i os har vi jo tanken om, at Gud burde spare netop os. Det er der bare ikke bibelsk belæg for.
Alligevel må vi ikke glemme, at der går en vidunderlig optimisme igennem hele Bibelen. Den giver os løfter med håb om helbredelse og udfrielse af lidelsen, men nogle gange sker det først ved den legemlige død. Der kan opstå et problem, hvor helbredelsens og udfrielsens budskab overdrives og kommer væk fra virkeligheden, som også er den bibelske virkelighed. Der hvor man forkynder, at smerte, lidelse og synd ikke eksisterer mere, hvis troen blot er stor nok.
Jeg tror ikke, dette bedrag er med vilje. Men det er, som om man kun har læst den ene halvdel af Bibelen. Det er umuligt at vifte al sygdom, al lidelse, al synd ud af tilværelsen som produkter af vantro. Hvis lidelsen er uden mening, så er Kristi kors også en meningsløshed.
Dette betyder så igen ikke, at vi blot ligesom Islam skal resignere overfor lidelsen. Vi skal, som Jesus siger, efter bedste evne lindre og helbrede. Ellers ender vi som mennesker i gold resignation og stagnation.