Herligheden i Guds hus

Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved

”Herre, jeg elsker dit hus, hvor din herlighed bor!” Sl. 26:8
Engang da jeg sad i en kirke og snakkede med min sidemand inden selve gudstjenesten, blev jeg af en anden kirkegænger bedt om at være ”stille i Guds hus”. ”Bedeslagene” var begyndt, og det er signalet til stilhed.
Var jeg i Guds hus? Ja, det var jeg ifg. nævnte kirkegænger. Samme besked ville jeg sandsynligvis have fået i en katolsk kirke, en moské eller et hindu-tempel. Jeg er gæst og må vise respekt dér, hvor jeg er på besøg.

Men i Guds hus vil jeg være, hvor Guds herlighed er, og dette åndehul vil jeg derfor elske. Hvad er Guds hus?
Det er ikke mursten, men ”levende stene” (1. Pet. 2:5), hvor blot to eller tre er forsamlede til Hans navn. Mt. 18:20.
”Guds hus kan endda være på pigernes sovesal”, sagde lidt udæskende en af vore ledere på min ungdoms missionsskole. Han havde ret. Et hvilket som helst rum med Guds folk er Guds hus, da oplever vi sandheden af Davids ord: ”De hellige, som er i landet, de er de herlige, hvem al min hu står til!” (Sl. 16:3)
Ganske vist opfører ”de hellige” sig ikke så ”herligt” overfor hinanden, når ”kødet” (selvet) råder. Det problem kendtes også i Paulus´ dage. Men det skal ikke afholde os fra ydmygt og med et tilgivende sind overfor hinanden at pege på den opstandne Kristus, for det er jo Hans herlighed, der er tale om.

Vort lille hjem fyldes ikke bare med Guds folk, men også med dem, vi gerne vil vinde for vor Herre Jesus Kristus! Da bliver Guds hus i bogstaveligste forstand til et missionshus! For vor mission er jo – mission!