Reformationsøl?

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C

Det er sikkert vand på alle danske ølentusiasters mølle, at “Viborg lancerer reformationsøl”, som det fremgik af en notits i Kristeligt Dagblad 27. juni. Dagen før blev hele tre reformationsøl lanceret i Viborg for at sætte fokus på 500-året for Reformationen næste år.
Ved lanceringen var tidligere håndboldlandsholdstræner Ulrik Wilbek frontfigur. Han er formand for Versterlys Ølklub og har været med i samarbejdet om de tre øl sammen med Viborg Kommune, Viborg Bryghus og Biskop for Viborg Stift, Henrik Stubkjær.
Øllene er brygget og sælges på Viborg Bryghus, og de varierer fra munkeøl til engelsk brown ale og tysk hvedeøl.
Det er en sørgelig kendsgerning, at alkoholmisbruget er Danmarks største social-medicinske problem, som hvert år koster landet milliarder, og så er det dog intet imod de menneskelige omkostninger. Der tales meget om, at børn har brug for gode rollemodeller. Engang sagde man eksempler eller forbilleder, og det gælder i særlig grad, hvad angår alkohol.
Men hvad skal de 122.000 børn i familier med alkoholproblemer tro, når reformationsøl lanceres af repræsentanter for sport, kommune og kirke? Hvad skal vi i det hele taget med en reformationsøl? Var det ikke bedre med en ølreformation – for børnenes skyld?
(Forkortet, red.)