Vi er blevet bange for virkeligheden
Efter en katolsk præst i Nordfrankrig fik skåret halsen over af islamistiske terrorister har flere medier, heriblandt den franske avis Le Monde og Danmark Radio, besluttet, at de ikke vil vise billeder af terrorister.
Begrundelsen er, at billederne kan opfattes som en glorificering af terroristerne og inspirere andre. Det har skabt stor debat, for er det ikke en glidebane hen imod noget, der ligner censur? Den europæiske tradition er bygget op på det frie ord og fri oplysning. Uanset hvordan man vender og drejer det, er der tale om en politisering af medierne. For man tager et politisk valg, et politisk hensyn, når man vælger at sløre virkeligheden og terroristernes sande ansigt.
Billedforbuddet hos visse medier er ikke den eneste tilsløring af hændelser, vi har været vidne til for nylig. Da en ung tysk-iransk mand skød 9 mennesker på en McDonalds restaurant i München, gik nyhedsmedier med det samme i gang med at omtale ham som skydegal højrenationalist eller psykisk forstyrret person. Kommentatorer og nyhedsværter gjorde en dyd ud af straks at nedtone den mulighed, at det kunne være islamistisk terror.
Der er sket en markant ændring i vores syn på terror og islamismen i denne sommer. Vi er simpelthen blevet bange for virkeligheden.
Jeg hører debattører, intellektuelle, journalister, redaktører, politikere, ja selv paven insisterende på, at der ikke er en sammenhæng mellem terror og islam. Det er enten psykisk forstyrrede mennesker eller nogle enkelte ”tosser”. Ethvert religiøst motiv bortforklares og benægtes.
Når jeg læser debatter og facebook-opslag, ser jeg samtidig en ny tendens: Folk mener, at hvis vi ikke taler om terroren og ikke giver terroristerne spalteplads, ja så kan den ties ihjel og vil holde op af sig selv. Parolen er altså: Luk øjnene, lad vær at tale om det – lad som om det ikke eksisterer – og så forsvinder problemer med vold og terror af sig selv.
Hvad blev der af den kamp for ytringsfriheden og retten til at kritisere religionen, som vi snakkede så meget om under Muhammedkrisen? Er det helt glemt?
Jeg er efterhånden mere bange for fortielsen af fakta og fornægtelsen af sandheden, end jeg er for islamismen i sig selv. Det er, når de gode lukker øjnene, at ondskaben vokser.
