En moderne genindspilning af en elsket klassiker: Ben-Hur
Fortællingen om den jødiske prins, Judah Ben-Hur, der forrådes af sin romerske adoptivbror, sendes i slaveriets fangenskab og vinder sin frihed i den romerske arena, er med klassikeren fra 1959 blevet en del af vores fælles, vestlige kulturarv. Spørgsmålet er derfor, om en genindspilning er nødvendig?
Som i ethvert sværd-og-sandal-epos er der både blod, sved og fantastiske arena-scener i den nye filmatisering, og især scenerne på havet er et fremragende glimt af moderne filmskaben.
Kærlighedstrekanten mellem Judah, Esther og Messala er stadig lige så gribende som for 50 år siden. Resultatet er på overfladen spektakulært – men for en generation af biografgængere ammet op på action blockbustere er billedsiden desværre ikke nyskabende nok til at gøre op for en fortælling, vi allerede kender.
Instruktør Bekmambetovs version af Ben-Hur er også en god del mere blodig end sin forgænger. Men at filmen har held med at skildre brutaliteten og blodtørsten ved det romerske cirkus, skader faktisk filmens budskab. Eller begrænser i hvert fald den målgruppe, der kan tåle at se filmen, og det er en skam.
Klassisk for et moderne publikum
Produceren Roma Downey, der også stod for tv-serien om Bibelen, der kom sidste år, har med genindspilningen af Ben-Hur forsøgt både at genfortælle den klassiske historie for et moderne publikum og være tro mod romanforlæggets kristne budskab. Det lykkes med blandet succes.
Filmen fra 1959 med Charles Heston i hovedrollen er en elsket filmklassiker, og chancen for at en genindspilning kunne forbedre den, var fra starten lig nul. Med elleve Oscars i rygsækken og begejstrede kritikere, der den dag i dag fremhæver 1959’er-filmens kinematografi og æstetik som eksempler på fantastisk filmkunst, er filmsiden simpelthen umulig at overgå. Hvor Downey så rent faktisk lykkes, er i hendes parallelfortælling om Jesus. Jesus er i Ben-Hur fra 1959 en tåget skikkelse, ude af fokus, et simpelt nik til den kristne tråd i Lew Wallace’s roman. I 2016-udgaven træder Jesus frem og bliver en del af historien, og parallellerne mellem Judah Ben-Hur og Jesus: fortællingen om kærlighed og tilgivelse, som var så stor en del af den originale roman, er ikke længere en eftertanke, men den vigtigste del af filmen.
Producerens vigtigste pointe
I den mest centrale del af filmen møder Ben-Hur Jesus på vej mod Golgata. Ben-Hur stopper processionen for at give Jesus vand, men en romersk soldat sparker Ben-Hur af vejen. Vredt samler Ben-Hur en sten op for at kaste den mod soldaten, men Jesus stopper ham med ordene ”Jeg giver mit liv af min egen fri vilje”. Ben-Hur bærer på stenen, indtil Jesus når Golgata. Men da Jesus beder om tilgivelse for de mennesker, der korsfæster ham, lader Ben-Hur stenen falde. For Roma Downey, der er personligt kristen, er det dét, der er hele pointen med historien.
I et interview med Christianity Today siger hun, at ”for så mange af os kristne har der været mange øjeblikke, hvor vi har stået foran korset og har droppet stenene: sten af skuffelse, sten af vrede, sten af bitterhed. Uanset hvilken sten hver af os bærer i vores liv, er der altid en chance for at knæle foran korset og slippe den”.
Tilgivelse er hjørnestenen i historien om Judah Ben-Hur, og i denne udgave får Jesu kærlighed endelig lov til at stråle frem. Så vi kan nok godt tilgive, at vi allerede har set historien før.
