Må prædikener handle om politik?
Præsidentkandidat Donald Trump (Rep.) går ind for, at præster udtaler deres støtte til navngivne politikere fra prædikestolen. Men de fleste har fremhævet hans modkandidat.
Ifølge en ny Pew rapport har kun 1 procent af kirkegængerne hørt præsten sige noget positivt om Donald Trump, mens 6% har hørt positiv omtale af Hillary Clinton. Trump bliver mest kritiseret: 7% fortæller, at præsten har talt imod ham, mens kun 4% har talt imod Clinton.
Ifølge amerikansk lov (The Johnson Amendment) må kirker og andre skattefri organisationer ikke udtale sig om politiske kandidater. Denne lov vil Trump nu ændre for at sikre evangeliske ledere ytringsfrihed i politiske spørgsmål, forklarer Jerry Falwell Jr.. Han er en af de få evangelikale, som går ind for Donald Trump.
Kun ansvar overfor Gud
Blandt evangelikale er der voksende modstand mod The Johnson Amendment.
”En præsts prædikestol skal kun stå til ansvar overfor Gud, og den fremtidige trosfrihed i USA er afhængig af det”, udtaler organisationen The Alliance Defending Freedom (ADF).
De har støtte fra over 2.000 præster, som taler om politiske kandidater på en særlig “Pulpit Freedom Sunday,” (Fri-prædikestols-søndag), som de markerer hvert år i oktober.
Trods det gældende forbud har hver tiende kirkegænger hørt sin præst tale om kandidaterne. Og seks ud af 10 har hørt præsten tale om aktuelle politiske spørgsmål som trosfrihed, homoseksualitet og abort.
Især i de sorte menigheder diskuteres kandidaterne. Her har 28% hørt præsten rose Clinton, mens 20% har hørt Trump omtalt positivt.
Blandt hvide evangelikale protestanter udtaler 78%, at de vil stemme for Trump, selv om kun 2 procent har hørt ham nævnt positivt i en prædiken.