Kristne demonstranter arresteret i Moskva
MOSKVA: Den 2. juni blev politiet sat ind mod en demonstration, hvor protestanter for første gang i længerer tid offentligt kritiserede de russiske myndigheder. Tre personer er stadig tilbageholdt. I dagtimerne den 2. juni gik politiet på anmodning fra Moskvas myndigheder til aktion mod en lovlig demonstration, der blev holdt af pinsekirken Emmanuel. Kirkens medlemmer protesterer imod, at byens myndigheder forsøger at fratage dem en byggegrund, som kirken tidligere har fået tildelt til at bygge en kirkebygning på, oplyser den kristne russiske internetportal credo.ru.
Kirkens pressesekretær, Jurij Popov, oplyser, at politiet kom på demonstrationens tredje dag og ville jage demonstranterne væk. Via megafoner gav de de kristne et ultimatum om, at de skulle opløse demonstrationen på fredelig vis i løbet af et minut. Folkemængden, som blev stående fredeligt med deres plakater, blev taget med i politiets busser og ført til personligt forhør, hvor de fik frataget deres plakater.
Kirkens præst A. A. Purshaga, administrator B. G. Azarian og pressesekretær Jurij Popov er efterfølgende blevet arresteret og tilbageholdes nu på Tverskoe-politistationen.
På spørgsmålet om, hvorfor politiet greb ind, forklarer pressesekretæren, at politiet mener, der havde foregået nogle lovovertrædelser, uden at oplyse hvilke.
– mbc