Succesromanen ’Hytten’ kommer nu som film

Sam Worthington har hovedrollen i filmatiseringen af Williams P. Youngs roman ’Hytten’.

Filmen ”The Shack” med Sam Worthington i hovedrollen er baseret på William P. Youngs kontroversielle og sensationelle succesroman ’Hytten’, som udkom på dansk i 2008.

Hytten handler om familiefaderen Mac, hvis liv er tynget af sorg over tabet af familiens yngste datter, som blev offer for en frygtelig forbrydelse.

Fire år efter datterens død får Mac en mystisk invitation fra ”Papa” til en weekend i ’Hytten’ – selvsamme sted som forbrydelsen foregik. Det bliver en skelsættende weekend og et møde med Gud, som rykker ved alt, hvad Mac tror, han ved om Gud. Gud viser sig for Mac i form af en afro-amerikansk kvinde, for at Mac ”ikke skal falde tilbage i sine gamle religiøse tankebaner”.

I rollen som Gud ses Octavia Spencer. Producer er Stuart Hazeldine, som tidligere har produceret bl.a. The Blind Side og Life of Pi.
Filmen har premiere i USA den 3. marts 2017.