Jesus er Lyset – også i 2017

 

Prædiken til nytårsgudstjenesten for det officielle Aalborg den 2. januar 2017.

”Atter talt Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”
(Johs. 18, 12-14).

Et nyt, jomfrueligt år ligger foran os. 2017.
Hvert år har sit eget DNA.

2016 vil vi huske for året, hvor terrorismen igen og igen viste sin fæle fjæs. Og 2017 var kun få timer gammelt, før verden rystedes af endnu et terrorangreb.
Uanset hvilke anslag terroristerne vil øve mod os, så er en ting er sikkert: Kirkeligt set vil 2017 stå i Reformationens tegn.

Stærke ord om frihed

I år er det 500 år siden, Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers opgør med og oprør mod Pavekirken forandrede for altid vores måde at tænke teologi og samfund på.

I 1520 udgiver Luther et af sine hovedværker: ”Om et kristenmenneskes frihed.”
I skriftet sammenfatter han sine grundtanker. Det slutter sådan:
”Et kristenmenneske lever ikke i sig selv, men i Kristus og sin næste: i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærligheden.”

Det er stærke ord. Vi lever i Kristus og i næsten. Det er et 500 år gammelt ord om, at nok er vi individer, men vi formes og udvikles altid i fællesskab med andre.

Vi lever i en ’jeg-kultur’

Denne opfattelse af fællesskab emmer ellers ikke ud af de udtryk vi bruger i dag om det at være menneske. Jeg tænker på ord som:
I-phone
I-pad
I-pizza
Selfie
Lidt kluntet oversat lyder det noget i retning af: Jeg telefon. Jeg tablet. Jeg pizza. Og ikke mindst: selvportræt.

Det er dér, vi er. I en globaliseret tid, hvor vi verdensåbent orienterer os mod andre kulturer og folkesalg, kommer der mere og mere fokus på den enkelte. Desværre på bekostning af fællesskabet.

Måske er det en udløber eller konsekvens af globaliseringen. Måske er det en umættelig trang til at sætte fokus på den enkelte på bekostning af fællesskabet. Måske er det begge dele.

Men det er sigende, at jeg-kulturen er så bastant, så massiv at fællesskabet fortoner sig, i det der ellers skaber et solidt og fælles folkeligt anliggende: fællesskabet, samværet og samhørigheden med det andet menneske i foreninger, i Folkekirken, i civilsamfundet.
Jeg vil fastholde, at livet bliver til liv i mødet med det andet menneske. Uden det andet menneske bliver vi ensomme og forladte og overladt til os selv.

Filosoffen og teologen K. E. Løgstrup taler om fællesskabet og kravet til det enkelte menneske på sin måde, når han siger: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Vi er forpligtet på, at det andet menneskes liv lykkes. Vi er forpligtet på, at fællesskabet lykkes.

Fokus kan flyttes fra os

I begyndelsen af adventstiden dumpede jeg ind i en udsendelse på P1.

Jeg husker ikke navnet hverken på udsendelsen eller på temaet. Dog husker jeg en løsrevet sætning fra en mandlig deltager. Han sagde, at de fleste mennesker holder af at se store, smukke hvaler boltre sig havet. Mange holder af at se savannens mangfoldige dyreliv, hvad enten det drejer sig om elefanter, løver, tigre eller antiloper og alle de andre dyr, savannen er så rig på. Ligeledes er vi mange, der elsker at se aber af forskellige arter og størrelser svinge sig rundt i lianer og kravle i træer.
Så føjede han til: der er dog især en art, som vi alle holder mest af at iagttage: os selv.

Noget af det mest befriende ved juleevangeliet er, at fokus flyttes væk fra os selv og hen på en anden: barnet Jesus i krybben.
Stående på tærsklen ind til stalden, skulder ved skulder med de måbende hyrder og vismændene fra Østerland får vi et glimt ikke bare af den nyfødte, men vi får lov til at skue ind i himlen. Ind til Gud, og når man først har set Ham, er livet for altid forandret.
Da ved vi med os selv, at vi er kommet til noget, der er større, end vi kan forstå. Og da forstår vi, at livet får et svimlende perspektiv, for nu har vi set noget, der gør os i stand til at leve på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter. Nu har vi nemlig set, at vi har hinanden at dele livets sorger og glæder med, fordi vi alle er i samme situation.

Fokus på Jesus giver nyt perskeptiv

Når man flytter fokus fra en selv og hen på Jesus Kristus, sker der mindst to ting: man får mere perspektiv på sin tilværelse, på livets store mysterium. Samtidig opdager man, at man hverken kan eller skal bære på alt det, vi ikke selv kan løfte.

Som vismændene vandrede mod lyset, kan vi på vores livsvej vandre med ham, der siger: Jeg er verdens lys.
Gør vi det, oplever vi, hvorledes mørket stækkes i lyset fra Ham. Og det ubærlige, vi bærer rundt på i dagen og livet af sygdom, angst, arbejdsløshed, følelsen af utilstrækkelighed på arbejdspladsen og i familielivet, behøver vi ikke bære alene. Gud bærer med, og vi skal blot lade os løfte og bære.

Det bliver man ikke identitetsløs af. Tværtimod. Ens identitet udvides og perspektiveres, fordi vi opdager, at uanset hvad vi står i, står vi aldrig alene.

Gud er der i 2017

Derfor er evangeliet en modsigelse af den jeg-kultur, som jeg mener er en svøbe. Ikke bare for det enkelte menneske, for fællesskabet, men også for sammenhængskraften i kirke, folk og civilsamfund.

Igen: vi står på tærsklen til et nyt år. 2017. Vi famler måske lidt i blinde. Vi skal træde nye stier og veje. Vi ved ikke, hvor livet fører os hen. Derfor er det vigtigt, at vi vandrer sammen i vore fællesskaber. Det giver styrke. Det giver glæde. Det giver mod på livet og hinanden, og én ting er sikker: Jesu ord står til troende, når han siger:
”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Teksten til 1. søndag efter Helligtrekonger, 8. jan. 2017

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Lukas 2,41-52

Jesus som tolvårig i templet
41Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. 42Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang.
43Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.
44Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. 45Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.

46På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. 47De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. 48Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: »Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!«
49»Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?« spurgte Jesus. »Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?« 50Men de forstod ikke, hvad han mente med det.
51Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem.
Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt.
52Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.

Alternativ prædiketekst: Mark. 10:13-16

Hvordan man får
adgang til Guds rige
13På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort.
14Da Jesus så det, blev han vred og sagde: »Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. 15Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.«
16Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.