No Fake

En lille ep fra et dansk band. Der er fire numre + et bonusnummer på cd’en.
No Fake beskriver selv deres stil som melodisk, rytmisk pop-funk musik. Jeg kan kun tilslutte mig det; ep’en lever helt op til den genre. Det er funk, som kunne minde om Tower of Power, Maroon 5 og Jamiroquai.
Musikken holder og er ganske velproduceret af at være deres første ep. Vokalen er sprød, han synger virkelig godt og har en fyldig stemme.
No Fake skriver om deres tekster, at de primært er henvendt til kristne unge, og så må jeg sige, at hvis det er intentionen, kunne der godt være mere kød på, det er meget elementært og lige ud ad landevejen.
Var det målrettet mod ikke-troende, vil jeg faktisk også mene, at teksterne kunne gøres bedre.
Mit råd til No Fake vil være, at de skulle arbejde med deres tekster og gøre dem mere poetiske i deres bekrivelse af deres tro og måske også bare tage almindelige dagligdags problemstillinger fra livet op uden nødvendigvis at kaste løsningerne i hovedet på folk fra starten af. Der skulle gerne være rig mulighed for at prædike så konkret på andre tidspunkter.
Jeg vil ikke bare være en kritisk anmelder. Jeg synes, musikken holder, og kunne godt forestille mig at høre en hel cd med dem. Det sker dog ikke, hvis teksterne er sådan – så bliver det for kedeligt til mig.
Men det er en spændende debut, og det bliver interessant at høre, hvad der ellers måtte komme fra deres hånd.
Et sidste råd til No Fake: Det ville efter min mening også være en god idé at arbejde med layout’et på cd’en, det kunne godt være mere spændende. Der en milliard cd covers at få inspiration fra. Skal det ligne en gammel bog, man åbner, så ville det have været bedre med noget mat papir end blank papir.
No Fake holder pause et stykke tid, da forsangeren er ude at rejse i en længere periode, brug tiden til at arbejde med helheden.
Det håber jeg, de gør, for det kunne blive vældig interessant.
Jimmi Macdams