Ny formand i DanskOase Peter Sode afløser Ruben Dalsgaard.
Peter Sode Jensen, der er præst i Holstebro Oasekirke, er blevet valgt til formand for DanskOase.
Peter Sode Jensen voksede op på Fyn i et hjem med tilknytning til bl.a. Indre Mission. Han var uddannet landmand, før han begyndte at læse teologi. Det foregik på Københavns Universitet med tilknytning til Dansk Bibel-Institut. Herefter var han sognepræst i Klemensker på Bornholm i 9 år, før han i 2010 blev præst i Holstebro Oasekirke.
Syn for det gode lederskab
Peter Sode Jensen er daglig leder af Arrow lederskab, som tilbyder kristne lederkurser. Han har derfor fokus på, at ledere hjælper deres medarbejdere til at blomstre og trives. Samtidig må det ikke gå ud over familien.
”Behovet for ledere i vores land og kirker, som trives, skaber liv og får mennesker omkring dem til at blomstre op i deres potentiale til gavn for vores medmennesker, er enorm.
Virkeligheden er at der er alt for mange ledere, som mistrives og føler sig alene i deres opgaver. Flere famler rundt i et forsøg på at skabe mål og mening i en alt for travl hverdag. Nogle vil bare gerne gøre det bedre, andre er bare blevet trætte, andre modløse, andre er tæt på at crashe og nogen ligefrem crasher i både liv og tjeneste.
Familien må ofte betale en alt for høj pris. Dem, som lederen egentlig også skulle lede og være et forbillede for”, skriver Peter Sode Jensen i en reflektion på Arrowlederskab.dk
Peter Sode Jensen er gift med Anne Marie, og de har sammen 4 piger på henholdsvis 25, 23, 19 og 12 år.
’Nåden er altid større’
Peter Sode jensen brænder for, at den enkelte i menigheden må finde sit Gud-givne potentiale og sprudle i tjenesten for Gud og menighedens fællesskab.
I præsentationen af Peter Sode Jensen på Holstebro Oasekirkes hjemmeside fremhæves det, at han er kendt for at sige: ”Nåden er altid større” – og at han understreger vigtigheden af et sundt familieliv.
Om DanskOase siger den nye formand:
”Mit ønske er, at DanskOase fortsat lader sig lede af Jesus og bliver fornyet af ham. At DanskOase ud fra Folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag fremmer en nådebaseret identitet, rummelig kultur og sund karismatik, som udruster både DanskOase og andre i den danske kirke til mission, så mennesker bliver ledt til Jesus gennem levende menigheder.”
Tidligere formand, Ruben Dalsgaard, fortsætter som næstformand i DanskOases lederskab.