Inger ta’r venner med til Israel
Inger Irene Hansen elsker Israel. Så meget – at hun siden 2011 har arrangeret rejser til Israel to gange årligt for venner og bekendte.
Lige nu er Inger igen i Israel med en flok fra den 9. -23. marts. Flere af dem er gengangere.
Selv har hun været i Israel mange gange, så hun har fundet ud af, at det er rart at bo samme sted nogle dage. Derfor bor hendes gruppe fx i Betlehem og tager til Mazada, Jeriko og Dødehavet. Eller de slår sig ned i Haifa og tager derfra rundt i hele Galilæa. Desuden nøjes de med at tage på udflugt hver anden dag, så det ikke bliver for anstrengende. Men de får alligevel set rigtig meget. For gennem årene har Inger fået mange kontakter i Israel.
Deltagerne kommer selv gennem hendes facebook-side ”I Jesu fodspor”. Hun har også mange bekendte fra sine højskoleophold i Kolding.
Inger forsøger at holde udgifterne nede ved fx at rejse på de billige datoer og spare på måltider, busser osv.
En del af deltagerne er også på kontant-hjælp eller førtidspension, men de sparer op på en konto med 500 om måneden. Og på den måde kommer de også af sted til Israel.
– Hvorfor gør du det?
– Fordi Israel er krøbet ind under huden på mig, jeg elsker det, og jeg brænder for det. Det er Guds eget land, siger Inger.