Hjælper troen et stresstruet sundheds-personale?

– Troen får måske et nyt udtryk under stress, lyder et svar.

Det skorter ikke på tilbud i dagens Danmark, når det gælder håndtering af stress. Selvhjælpsgrupper, coaching og Mindfulness er blot nogle af de mange muligheder. Har den kristne tro noget at byde ind med i den sammenhæng? Er tro en hjælp, når man trues af stress?

For at blive klogere på sådanne spørgsmål havde Dansk Kristelig Sygeplejeforening inviteret ph.d. cand.psych. Dorte T. Viftrup til at tale på en temadag den 17. marts om Stress & Tro. Hun forsker i tro og krise, trosudvikling, åndelig omsorg og eksistentiel kommunikation samt religionspsykologi.

Hvorfor får vi stress?

Oplægsholderen skitserede indledningsvist, hvad der gør os stressede. Stress opstår, når kravene overstiger de ressourcer, vi har til rådighed – og når det at leve op til kravene samtidig betyder meget for os.

Meget har ændret sig de senere år: familiestrukturen, organisationsstrukturen, kravene til den enkelte. Vi skal være robuste. ”Søg ikke et job, hvor de søger robuste medarbejdere. For det kan være tegn på dårlig ledelse,” blev der advaret.
Vi skal have ”work-life balance”, balance mellem arbejds- og fritidsliv. Og hvem skal skabe den balance? Den enkelte?

Stress er alles ansvar

Dorte Viftrup er ansat i Institut for relationspsykologi, og hendes vægtning af det relationelle fornægtede sig ikke: Vi skal gøre op med, at stress er et individuelt anliggende.

Stress er alles ansvar, noget, der opstår i mødet mellem mig og noget andet. Det opstår, når jeg møder usynlig ledelse, når opgaverne bliver for mange, når der er mange nedskæringer, mange sygemeldinger.

Derfor, når Dorte Viftrup skal have en samtale med et stressramt menneske, mødes hun altid også med lederen! Hun nævnte eksempler på anti-stresstiltag som: ”Drik et glas vand!” og ”Træk vejret dybt!”. ”
Hvis det skal kunne hjælpe på stress, skal vi i hvert fald drikke det glas vand og trække vejret sammen! foreslog taleren.

Vi skal tænke løsninger sammen. Den enkelte har et ansvar – men ikke alene. Vi kan alle blive ramt af stress. Det handler ikke om, hvor meget vi kan producere, men om hvor meget, vi er værd. Vi har måske et arbejdsmarked, hvor vi ikke har ret til at være til besvær.
Men har vi så en tro, hvor det er OK at være skrøbelig og til besvær? En tro, hvor vi er værdifulde og vidunderligt skabt?

Tro er også blevet en individuel sag. Danskerne er blevet åndelige analfabeter. Hvis man ikke kender de bibelske fortællinger, kan man ikke spejle sig i dem, når man bliver stresset.

Og siden det religiøse sprog er fattigt hos de fleste, bliver det svært for den stressramte at udtrykke, hvad der sker – og for omgivelserne at forstå det. Hvis vi ikke spørger ind til det, bliver den stressramte alene med sin stress og tro.

Kan tro være et problem?

Ifølge Dorte Viftrups forskning kan troen både være en del af problemet og en del af løsningen. Det afhænger af, på hvilken måde personen bruger sin tro i forhold til sine psykologiske problemer, og hvem der står ved siden af. Vi blev præsenteret for en forskning, som Kenneth I. Pargament redegør for i bogen: ”The Psychology of Religion and Coping”. Han beskriver fire måder at udtrykke sin tro på:

1. Knowing (viden, forståelse, kendskab fx. gennem bibellæsning)
2. Acting (handlinger, adfærd, gode gerninger. Man finder mening i livet gennem det, man gør)
3. Relating to others (relationer, venskaber, nærhed. Man udlever sin tro sammen med andre)
4. Experiencing (oplevelser, erfaringer, følelser fx. i lovsang, meditation, pilgrimsvandring).
Ingen af disse udtryksmåder er mere rigtig end andre.

De fleste kristne udtrykker deres tro på flere måder. Men som regel er der en af måderne, som er favorit – og én, man har det svært med.
Vi blev udfordret til at finde vores favoritter og de udtryksmåder, vi havde sværest ved at relatere til. Mon ikke det var en aha-oplevelse for flere af os?

”Sporskifte”

Når vi rammes af stress, sker det ofte, at vores ”favorit-måde” at udleve vores tro på, holder op med at være til hjælp. Hvis man normalt udlever sin tro gennem ”knowing” fx. ved bibellæsning, kan denne ressource opleves som virkningsløs, når man bliver stressramt.

Så gælder det om at skifte spor. Det er, når man evner at skifte spor, at troen bliver en ressource. Men et ”sporskifte” kan være svært for ens relationer at acceptere. De ønsker ofte, at den stressramte skal ”blive sig selv igen”. Derved kommer de til at fastholde den stressramte i et spor, der ikke er til hjælp. Og derved kan relationen ændre sig.

Også relationen til Gud kan ændre sig i forbindelse med stress. Men Gud er den samme.

Tips til at forebygge stress

Temadagen blev holdt på Diakonhøjskolen i Aarhus og var et led i foreningens landsmøde, som også omfattede et inspirationsarrangement for medlemmer.

Her fortsatte sygeplejerske og psykoterapeut (MPF) Solveig Rosenkvist temaet om stress og tro under overskriften: ”Giv stressen baghjul. Hvordan bliver jeg en god kollega til min stresstruede kollega? Og hvordan lærer jeg selv at bede om hjælp i tide?”
Efter Solveigs oplæg fik deltagerne mulighed for at reflektere og samtale. Deltagernes forslag blev skrevet på tavlen, bl.a. følgende punkter:

• God ledelse
• Arbejde i teams
• Briefing & time out
• Lommekort med tips til en god makker
• At tage sig selv alvorligt
• Anerkendelse & ros
• Mentorskab (formelt eller
uformelt)
• Synliggørelse af problemer
overfor ledelsen
• Klare definitioner af ansvars-
områder
• Rolige, fysiske rammer
• At have Gud med på arbejde
• Supervision
• Netværk i Dansk Kristelig
Sygeplejeforening

Hvad lærte deltagerne?

Nanna Sode Bjerregaard, sygeplejestuderende fra Sønderborg:
– Temadagen har lært mig, hvordan tro både kan være en ressource under stress, når den hjælper mig til at hvile i at være Guds barn, men også kan være et problem, når den får mig til at skulle gøre mere, end jeg kan, fordi jeg ”burde” være en bedre kristen.

Jeg lærte, at måden, man tror på, kan ændre sig under stress, dvs. troen er den samme, men skal opdages og udleves på en ny måde. Det vigtigste jeg lærte, er at se stress som noget relationelt frem for individuelt, dvs. at det opstår og foregår imellem mennesker.

 

 

 

 

 

 

Helene Sejergaard, sygeplejerske i København:
– Jeg har ikke tidligere været bevidst om,
1. Hvordan ens tro i episoder med længerevarende stress ofte ændrer udtryk. Det var et interessant input og noget, der giver dybere forståelse for, hvorfor man også på den front reagerer anderledes, end man gør i tider, hvor man ikke oplever stress.

2. At stress opstår i og af noget relationelt. Altså opstår det ikke blot som følge af den stressramtes ressourcer eller copingstrategier. Stress opstår mellem mennesker som følge af adskillige faktorer og løses derfor også bedst relationelt. Ansvaret er ”vores” og ikke blot ”dit”.

 

 

 

 

 

Katrine Klüwer, sygeplejerske i Aarhus:

– Jeg har lært mere om, hvordan min tro er en del af løsningen og kan være en stor styrke og ressource imod stress, og at ens trosudtryk kan blive en byrde og del af problemet ift. stress, afhængig af, om jeg holder fast i fx. bønnen, selv om jeg måske har brug for læse i Bibelen i stedet. Gud er altid den samme, men vi forandrer os.

Nu hviler jeg mere i at restituere hos Gud uden at skulle præstere, og det hjælper mig til at komme ovenpå. Hos Jesus har jeg helle og er aldrig alene om at kæmpe.

Artiklen er skrevet af Grete Schärfe bl.a. på baggrund af noter fra Annette Langdahl, Maja Nielsen og præsentationer på PowerPoint.