”Der må være en Skaber…”

Flere af astronauterne fra Apollo-generationen og månelandingerne havde spirituelle oplevelser ude i rummet. Nogle var eller blev kristne.

For et par måneder siden døde Gene Cernan i en alder af 82 år. Han var dét menneske, der senest har stået på månen. Han var også én af flere Apollo-astronauter, som havde en spirituel oplevelse og en følelse af Guds nærvær på turen ud i rummet.

Gene Cernan har fortalt, at da han stod på månen og så den blå jordklode lyse op i det fjerne, tænkte han: ”Der må være en Skaber af dette univers”.
Med hans død er der i dag syv tilbage af de 12 mænd, der har betrådt månen. Mænd, som dengang i slutningen af 60´erne og begyndelsen af 70´erne i direkte tv-transmissioner blev skudt afsted i Apollo-raketter og senere landede på månen, mens en hel verden fulgte med i åndeløs spænding.

Nu er generationen af Apollo-astronauter langsomt ved at forlade os, og de, der stadig lever, er ældre mænd over de 80.

Nadver på månen

En af de tilbageværende er Buzz Aldrin, nu 87, som var med Apollo 11 på den første månelanding i sommeren 1969. Han trådte ud af landingsfartøjet lige efter Neil Armstrong, som det andet menneske på månen.

Under sit måneophold forrettede Buzz Aldrin nadver for sig selv, men holdt det i første omgang hemmeligt for NASA og for verden.
Buzz Aldrin, som dengang var ældste (menighedsrådsmedlem)i sin presbyterianske kirke, havde fået det lille, handy nadversæt med sig på turen af sin kirkes pastor.

Grunden til, at han i første omgang tiede stille om sin nadverhandling var, at NASA havde advaret astronauterne mod at komme med religiøse statements.

Året forinden – i julen 1968 – havde en anden ekspedition, Apollo 8, været deroppe og som det første bemandede rumskib været i kredsløb om månen.

De tre astronauter på Apollo 8 havde efter det første kredsløb set den lysende jordklode dukke frem og havde i begejstring læst højt for verden af de første 10 vers i 1. Mosebog: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” – og så videre.

Frank Borman, der var kaptajn på Apollo 8, har senere forklaret: ”Jeg havde en enorm følelse af, at der måtte være en kraft større end nogen af os – at der er en Gud, og at der afgjort var en begyndelse”.

Læsningen fra Skabelsesberetningen fik sure ateister i American Atheists til at anlægge sag mod selve den amerikanske stat. Sagen blev afvist, men resulterede dog i, at NASA af frygt for flere retssager advarede kommende astronauter mod at lufte religiøse ytringer. Hvilket altså i første omgang fik Buzz Aldrin til at tie om sin nadverhandling.

NASA kunne ganske vist lukke munden på astronauterne, når de var på ekspedition i rummet, men ikke forhindre, at andre senere hen fortalte om det Guds nærvær, de havde mærket derude.

’Mødte’ Jesus på månen

Af de 12 mænd, der har stået på månen, fik oplevelsen måske den mest dramatiske konsekvens for James Irwin, der var med Apollo 15 i 1971.

Hans liv blev totalt forvandlet, og i de følgende 20 år rejste han verden tyndt og fortalte om måneoplevelsen og troen på Jesus.
Fra 1973 og til sin død i 1991 ledte han desuden flere ekspeditioner til Ararat-bjerget i Tyrkiet i jagten på at finde Noahs Ark – helt overbevist om, at Bibelens skabelsesberetning er en sand, bogstavelig virkelig historie.

”Jeg mærkede Guds kraft stærkere, end jeg nogensinde har mærket den før”, sagde James Irwin om sine knapt tre døgn på månens overflade.
Irwin var opvokset i et kristent hjem, men var i årene op til Apollo-rejsen ikke en specielt aktiv kristen, snarere lidt lunken, hvilket ændrede sig radikalt.

Irwins ophold på månens overflade var dog lige ved at ende helt galt, da hans hjerte begyndte at slå uregelmæssigt, så lægerne i jordkontrollen, Johnson Space Center i Houston, en overgang frygtede for et hjertestop. Irwin selv var tilsyneladende ikke selv klar over den faresituation, han reelt var i, og bevægede sig omkring og fortsatte sit arbejde, som om intet var hændt.

På et tidspunkt havde James Irwin problemer med en planlagt opgave, og han besluttede sig for, at han ville forsøge sig med en bøn til Gud.
Pludseligt mærkede han et nærvær af Gud, langt stærkere end han nogensinde havde oplevet det på jorden, og problemerne i opgaven, han skulle løse, forsvandt som dug fra solen. Følelsen af Guds nærvær var så stærk, at Irwin endda drejede sig rundt for at se, om Jesus virkelig stod der som en fysisk skikkelse.

Som hos andre, der har oplevet dramatiske møder med Gud, gav oplevelsen James Irwin en voldsom trang og kraft til at vidne om Gud, og allerede indenfor et år efter hjemkomsten fra månen forlod han NASA for at rejse verden rundt med sit vidnesbyrd.
”At Jesus gik på jorden er vigtigere, end at mennesket har gået på månen”, har James Irwin også sagt.

Fik en stærk følelse af sammenhæng

Den mest mystiske og anderledes i klubben af månemænd, var Edgar Mitchell fra Apollo 14. Han havde en spirituel oplevelse på vej hjem fra månen, eller en ”åbenbaring”, som han senere kaldte det. En pludselig og stærk følelse af, at universet er intelligent, kærligt og harmonisk, som han i 1996 beskrev det i selvbiografien The way of the Explorer.

Men modsat de andre astronauter, der havde en spirituel oplevelse, blev Edgar Mitchell ikke kristen. Han kastede sig i stedet over den alternative verden, hvor han bl.a. udforskede telepati, uforklarlige fænomener og mente, at aliens havde besøgt vores planet. Han hævdede bl.a., at aliens havde forhindret en atomkrig mellem USA og Rusland. Han forlod NASA i 1972 og grundlagde det metafysiske institut Noetic Sciences.

Edgar Mitchell blev ikke desto mindre manden, der bragte Bibelen til månen. I form af en mikrofilm med hele King James Bible. Allerede den foregående Apollo 13 havde haft mikrofilmen med ombord, men Apollo 13, der skulle være landet på månen, blev på turen derop ramt af en eksplosion i servicemodulet og måtte i stedet vende tilbage til jorden i en dramatisk redningsaktion.

Mikrofilmen var i øvrigt blevet til på initiativ af Apollo Prayer League, en uafhængig organisation, der var blevet skabt i kølvandet på den katastrofale ulykke, der havde ramt den første Apollo-opsendelse. De 3 astronauter på Apollo 1 omkom i 1967 alle i en brand i rumkapslen under en test på startrampen.

En af de omkomne astronauter, Edward White, havde drømt om engang personligt at bære Bibelen med sig til månen. White, der var stærkt troende, havde i 1965, som den første amerikanske astronaut, været på rumvandring fra rumskibet Gemini 4, og med sig på rumvandringen havde han haft en lille Bibel, fortalte han senere.

”Jesus er for evigt”

Charles Duke fra Apollo 16 i 1972 er den yngste mand, der har stået på månens overflade i ca. 380.000 kilometers afstand fra jorden. Han blev senere en hengiven kristen.

Charles Duke havde tre år forinden siddet og bidt negle i kontrolcentret i Houston, da Neil Armstrong og Buzz Aldrin som de første mennesker landede på månen, og han havde tænkt, at ingen anden oplevelse nogensinde ville kunne overgå dét i hele hans liv. Men han tog fejl, for i 1972 fik han selv chancen og blev den 10. mand på månen.

Nu kunne intet vel overgå dette! Men han tog igen fejl. For seks år senere ”mødte” han Jesus.

”Vandringen på månen tog tre dage, men vandringen med Jesus er for evigt”, har Charles Duke sagt, og han blev en dedikeret kristen og grundlagde senere ”Duke Ministry for Christ”.

Duke havde ingen egentlig spirituel oplevelse på månen. Men senere, da han blev kristen, forstod han, hvad det var, han havde været vidne til.

”Nu da jeg er en troende, forstår jeg udsynet og forkyndelsen af salmisten: Himlen forkynder Guds herlighed. Himmelrummet forkynder Hans hænders værk”, har Charles Duke senere fortalt.

Foruden de nævnte har mange flere astronauter, bl.a. astronauter fra det senere Space Shuttle program, erklæret sig som troende kristen. En endnu tidligere astronaut, John Glenn, der døde i december, og som var den første amerikaner i kredsløb om jorden i 1962, har bl.a. sagt om dét at sidde deroppe og kigge ud gennem den lille rude og ned på jorden:
”At kigge ud på skabelsen og ikke tro på Gud er en umulighed”.