At tilgive er at blive sat fri

Tilgivelse er en svær kunst, og det er ikke altid, at tykke teoretiske bøger om emnet er til ret meget hjælp, når man bakser med at skulle tilgive en uret eller dybe sår fra fortiden.

Men så er Margareta Melins nye lille bog ”Tilgive og bevare sit hjerte” med digte og små meditationer måske netop det, der skal til for på et dybere plan at kunne gribe om og give tilgivelse.

En vigtig pointe i Melins bog er, at tilgivelsen af andre er livsvigtig for en selv:
”At tilgive, tænker jeg, er i grunden ikke andet end at frisætte sig fra tanker om hævn, had og fjendtlighed” (s. 16), ting som kan forkrampe både kroppen, sjælen og ånden. Sommetider siger vi ”om forladelse”, og i ordet ”forlade” ligger der netop en hemmelighed om tilgivelse begravet, ”at tilgive er at forlade: gå bort fra, give slip på” (s. 15).
Men det betyder ikke, at man nødvendigvis skal være venner med dem, man tilgiver. Der, hvor tilgivelsen ikke modtages, hvor den anden stadig vil én ondt, kan det være nødvendigt at holde afstand, både for at beskytte sig selv og for at kunne have tilstrækkelig ”rum” til at kunne ønske den andet godt. Som Melin udtrykker det: ”Med tilstrækkelig stor afstand er det muligt at ønske sin fjendtlige næste et bedre og sandere liv” (s. 28).

Alt tager tid

Men Melin er også opmærksom på, at tilgivelse kan tage tid, og at man ikke skal være og handle ud fra, hvor man synes, man burde være, men fra, hvor man er: ”Man burde ikke være noget andet sted i sin udvikling end der, hvor man faktisk er. Alt tager sin tid.” (s. 31) – og så må man huske på, at selv ens fjender er skabt og elsket af Gud: ”At bede for forfølgere er at bede for søskende, som er langt ude, som er en fare – men som ikke desto mindre er mål for guddommelig omsorg og kærlighed” (s. 32).

Tvivlsom sammensmeltning

Mod slutningen af bogen går Melin pludselig fra sin egne små betragtninger og digte, til at bruge ganske mange af bogens få sider på at henvise til og citere fra bogen ”Dialoger med Englen”. Dermed bevæger hun sig også fra en mere traditionel kristen til en bredere åndelig tilgang til emnet, hvor hun ved hjælp af denne bog indirekte gør sig til talskvinde for en tvivlsom sammensmeltning af ondt og godt, hvor hun citerer passager som ”Det onde er det gode, der formes, men som endnu ikke er færdigt” og ”Der findes ikke noget ondt – kun den endnu ikke erkendte opgave” (s. 66).

Bogen slutter imidlertid med et digt, ”Du som ville mit liv”, som leder blikket hen på Ham, som er kilden til al tilgivelse og helbredelse.

Margareta Melin:
Tilgive og bevare sit hjerte
82 sider • 138 kr.
Forlaget Eksistensen