Menighedsfakultetet øger forskning i kristent trosforsvar

Menighedsfakultetes Center for Kristen Apologetik ansætter Emil Børty Nielsen i fireårig ph.d.-stilling. Det sker for at intensivere og opkvalificere arbejdet med kristent trosforsvar.

Emil Børty Nielsen er optaget af at finde sandheden med henblik på at kunne forsvare den kristne tro og plæderer for, at kirken skal ruste sig til at besvare de eksistentielle og relevante spørgsmål, som mennesker stiller i dag. Behovet for, at kirken klædes godt på til trosforsvar, understreges af både Ateistisk Selskabs offensiv i 2016 for at få folk til at melde sig ud af folkekirken og af islams stigende synlighed og indflydelse på en stor del af befolkningen.

Emil har taget en fireårig bacheloruddannelse i teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus fra 2009-2013 og en toårig kandidatuddannelse på Teologi ved Aarhus Universitet med efterfølgende halvt år på Pastoralseminariet med henblik på at kunne søge præstestillinger i folkekirken. Men fra 1. juni påbegynder Emil sin forskning i det, som han brænder mest for: kristent trosforsvar.