Norsk børneværn skal granskes

Psykolog Einar Salvesen.

Bystyret i Bergen har vedtaget at starte en ekstern undersøgelse af kommunens børneværn, skriver avisen Norge IDAG.

Det norske Barnevernet har været stærkt kritiseret for en række sager om fjernelse af børn. Mange har fortalt om akutvedtagelser, uhensigtsmæssige samråd mellem børneværnet og sagkyndige, kynisme overfor de berørte familier samt handlinger, som kun med en del god vilje kan betegnes uvidenhed om kristendom.

Psykolog Einar Salvesen har bidraget til debatten med saglige men også bekymrende oplysninger om Barnevernets vurderinger.

Nu har bystyret i Bergen valgt et se på mindst fem af Barnevernets konkrete sager for at vurdere, om Barnevernets indsats i den enkelte sag har tjent til børnenes bedste. Resultatet af undersøgelsen skal ligge klar før udgangen af 2018.

En af de sager, som Barnevernet kritiseres for, er fjernelsen af fem børn fra den norsk-rumænske Bodnariu-familie. Børnene blev placeret i to forskellige familier på et meget spinkelt grundlag. De pårørende mener, at børnene blev fjernet på grund af forældrenes kristne tro. Sagen førte sidste år til store protestaktioner mod Barnevernet i mange byer verden over.