Kærlighed i stedet for frygt

Efter en tryg barndom i Iran blev Flor Namdar under den islamiske revolution hjemløs i sit eget land. Vejen ud af flygtningelejren synes at være et ægteskab, men det var en fejl. Sammen med sin lille datter flygtede hun. I dag er hun præst i en menighed med mange nationaliteter i Tyskland.

De kalder hende ”mor”. Mange af dem, som kommer i Flor Namdars menighed, kan ikke forlige sig med begrebet ”kvindelig præst”: De er kurdere, tyrkere, afghanere, arabere og persere, og de kender ikke begrebet kvindelige præster fra deres hjemegn.

Den 52-årige kvinde anser det for en stor ære. ”Ordet ’mor’ er helligt for mig,” siger hun.

Det udtrykker respekt og betyder, at hun kan behandle dem som sine børn. At hun gør det på en kærlig måde, mærker man hurtigt på den livlige kvinde med de mørke øjne og det lange, sorte, bølgede hår. Hun har selv i sin tid kæmpet om forældremyndigheden over sin egen datter.

Præcis på samme måde træder Flor Namdar nu i skranken for sin menighed. Ikke mindst de store flygtningestrømme gør, at hendes opgaver er mangfoldige. ”Jeg er socialarbejder, tolk, sjælesørger, teolog og veninde,” remser hun op. ”Folk står helt på bar bund, når de kommer til Tyskland. Alt er nyt!” Og der er brug for praktisk hjælp med selv den mindste detalje. ”Jeg er tjenestepige for dem alle,” siger Flor Namdar leende.

”Det bliver bedre!”

Ved siden af det klassiske præstearbejde i en stor frikirke med bibelkredse, prædikener og dåb går hun med dem til lægen eller socialkontoret og tolker. En stor del af hendes arbejde består af sjælesorg.

”Mange mennesker har det svært og lider af depressioner. De har ladt alt tilbage og er her uden deres slægtninge og uden deres eget sprog. Det første år er helt forfærdelig slemt.”

Det ved den iranske kvinde af egen erfaring. Hun kom som eneforsørger med sin dengang tolv årige datter til Tyskland for over tyve år siden. Som medarbejder i et missionsselskab tog hun sig af kurdere, der var flygtet fra Irak. Hendes egen hverdag var præget af misforståelser, usikkerhed og indre ensomhed.

”Det kan godt være, at man lever som i et paradis her, men hvis man ikke ved, hvordan man skal leve i et paradis, er det ikke noget paradis,” forklarer hun.

Glæde og taknemlighed i stedet for frygt og klage

I mellemtiden har hun i Tyskland fundet et sted, hun kan kalde sit hjem, og er efter et teologistudium slået ind på en helt ny vej. Men som præst i en menighed, hvor det hver søndag strømmer ind med nye mennesker, gør hun sig ingen illusioner.

”Heller ikke i Europa er man længere i sikkerhed, også her findes der islamister. Hver søndag kan være min sidste.”

Den iranske kvinde er bekendt med propaganda fra mund til mund. At hun ikke nævner sit navn i artikler i medier, er en sikkerhedsforanstaltning, som hun også så vidt muligt vil bruge til at beskytte sin datter. Konkrete trusler har hun ikke fået.

”Jeg lever ikke i frygt,” betoner Flor Namdar. ”Jeg forkynder Guds Ord fuld af glæde og tager alle i favnen! Gud har hidtil holdt hånden over mig. Da jeg var teenager, eksploderede der bomber rundt omkring mig, og jeg fik ikke så meget som en skramme. Han ved, når min tid er inde.”

Når hendes landsmænd klager over, hvor svær situationen på flygtningehjemmet er, plejer hun at svare: ”Mit barn, du har været på flugt, du må være taknemmelig! Det vil ikke være sådan resten af dit liv, det bliver bedre.”

Gud glemmer ingen, det er hun sikker på.

Flygtning og ateist

Flor Namdar har selv gennemlevet stor indre og ydre nød. Da hun var i begyndelsen af tyverne, efter et mislykket ægteskab og et selvmordsforsøg, boede hun selv i en flygtningelejr i Iran. Dengang måtte Flor indrømme over for sig selv, at hun var blevet ateist.

Den Allah, hun engang havde troet på, var langt væk.

Det harmløse spørgsmål om hendes formodentlig kristne fornavn vakte en længsel i hende efter at lære om Jesus og den kristne tro. Hun var ”meget ihærdig”, husker hun, og fik kontakt til en evangelisk kirke. Under gudstjenesten, som hun gik til, selvom det var forbundet med fare, hørte hun budskabet i kristendommen: ”Gud elsker dig! Han har ofret sin søn af kærlighed til dig. Du kan til enhver tid vende tilbage til ham.”

At Gud havde lagt præsten disse ord i munden med særligt henblik på hende, er Flor Namdar ikke i tvivl om i dag. Også selvom hun ikke dengang forstod alt, ville hun tro på denne Gud.

Hendes mor var skrækslagen. Men trods den store frygt for, at der skulle ske hendes datter noget, stillede hun sig både indadtil i familien og udadtil beskyttende bag hende.

Også Flors søster omvendte sig snart efter til Jesus og senere sågar hendes mor.

Guds gode plan

Flor Namdar ser den ansættelse, som dengang viste sig for hende i kraft af hendes sekretæruddannelse, som en gave fra Gud: For et ”tålt” bibelselskab i Iran fik hun til opgave at lægge hele Det Gamle Testamente ind på computeren på persisk.

”Gennem arbejdet med Det Gamle Testamente blev Guds mål klar for mig – det mål, han har opfyldt i Ny Testamente. Jeg mærkede, at han aldrig har opgivet mennesker,” siger hun taknemmeligt.

Hun kunne spørge sin chef om alt om Jesus. Hun bad meget, også om svar fra Gud.

”Og jeg tror, at jeg ud af de100 spørgsmål, jeg stillede, fik svar på de 98,” siger hun i dag.

Hvorfor Gud skabte os, når han dog vidste, hvor dumt vi ofte opfører os, forklarer Flor Namdar sådan: ”Jeg tror, han vil, at vi skal lære af vores fejltagelser. Vi forstår ikke alt, men jeg ved, at han har en god plan.”

Muslimer ser Jesus

Hun oplever igen og igen, at Jesus møder muslimer. Han taler ofte til dem igennem drømme:
”En ser en lys, ansigtsløs skikkelse, som sågar ofte præsenterer sig som Jesus. Jeg tror, Gud ved, at dette er en vej til mit folk.”

Mange muslimer ønsker at lære Gud at kende, tror præsten. Problemet er, at de ved for lidt om Jesus.

”De små børn fra menigheden kommer tit hen og vil lægge armene om mig, men de kan kun nå op til mine ben. Jeg bøjer mig så ned og lægger armene om dem og siger: ’Sådan her gjorde Gud. Han gjorde sig lille. Han er den Almægtige, han skal ikke spørge, om han må. Han kan også blive et barn, hvis han vil. Sådan kom han til os.’ Hvis jeg forklarer det sådan, kan folk forstå det.”

Meget at forklare

Og Flor Namdar må forklare meget. At den kristne dåb for eksempel er noget anderledes end den islamiske afvaskning. Eller at ordet menighed har en helt anden betydning for kristne:
”Man går i moskeen for at samle pluspoint hos Gud. Som kristne har vi fået adgang til nåden. Menighed er et udtryk for det fællesskab, hvor vi hører Guds Ord og kan vokse i troen.”

Flor Namdar ved, at tidligere muslimer har brug for lang tid, før de er fortrolige med den kristne tro.

”Man kan ikke forvente af en, som har været muslim i tredive eller fyrre år, at han fra den ene dag til den anden bliver en moden kristen. Israels folk tilbragte fyrre år i ørkenen for at rette op på mange ting efter livet i Egypten,” siger hun. Derfor lyder hendes appel til de kristne:

”Hav tålmodighed og følg ex-muslimer! Hold jer til dem, stil spørgsmål, inviter dem hjem og prioriter fællesskabet.”

Hjemstavn i det fremmede

For mange er gudstjenesten på persisk et stykke hjemstavn. Når selv troen er ny, gør det godt at snakke om den på sit eget sprog.

Når præsten bliver opmærksom på, at der er en, der har manglet i længere tid, sender hun en sms: ”Mit barn, hvor er du? Jeg er bekymret. Har du det godt?” Hun oplever igen og igen, at muslimer kommer til tro på Jesus gennem prædikener og dåbsundervisning. Et ægtepar ville – for at få opholdstilladelse – simulere, at de var troende, men de blev faktisk begge troende og forkynder nu selv Guds Ord.

Forberedt til tjeneste

Når man hører Flor fortælle begejstret, har man følelsen af, at hun befinder sig præcist på det sted, hvor Gud kan bruge hende. Men hvorfor denne lange og ofte stenede og bitre vej? Kunne Gud ikke have gjort det lidt lettere, spørger jeg.

Den iranske kvinde nikker, vejen har ofte været svær. Men Gud har passet på hende i mange situationer, ofte på et hængende hår. Og hun smiler, da hun siger:

”Alt, hvad jeg har været igennem, kommer mig til gode i min tjeneste. Ingen kan sige: ’Mor, hvad kender du overhovedet til krig og forfølgelse!’ Når en sulter, kan jeg forstå det. Hvis en kvinde lider og føler sig forfulgt, kan jeg sætte mig i hendes sted. Jeg tror, Gud har tænkt det som en modning, for at jeg kunne blive forberedt til at lede en menighed. Dengang var det ikke godt, men nu er det godt!”

Hun vil med sin historie indgyde mennesker mod og håb, ligegyldig hvilken nationalitet de tilhører. For hun er overbevist og har selv oplevet det:
”Gud har båret mig. Den, der holder fast ved ham i de mørke timer, vil altid møde lys igen.”
C.B.

Flor Namdar er et pseudonym. Præcise stedsangivelser er udeladt. Hendes udførlige historie fortæller hun i sin bog ”Liebe statt Furcht” (Kærlighed i stedet for frygt).
Interviewet bringes med tilladelse fra det tyske kvindemagasin Lydia.