Kan tro være rationel?

”Kristne har ingen grund til at bøje hovedet og sænke stemmen i mødet med samtidens kultur. Uden at påstå at vi kan bevise, at Gud eksisterer, og at den kristne tro er sand, vil vi hævde, at den kristne tro ikke desto mindre hviler på gode grunde og alt i alt er den tilværelsestolkning, der bedst samler vores erfaring af at være menneske og leve i verden til helhed.” s.9

Kristoffer Hjort Kruse, stud.teol., skriver i denne letlæste bog om en rationel tilgang til det at tro. Bogen udkommer i en tid, hvor der i stigende grad polariseres mellem subjektive antagelser – tro og tilværelsesanskuelse, som ikke primært tager afsæt i et rationale – og objektiv viden – hvor naturvidenskabens og humanvidenskabens mest populære teorier på det nærmeste er hævet over al diskussion.

I den sammenhæng er det interessant, med endnu en apologetisk bog. Kristoffer Hjort Kruse præsenterer læseren for de argumenter, som har overbevist ham, rent rationelt, om, at teisme giver et mere troværdigt svar på, hvordan universet, mennesket og alt det skabte er blevet til. Han tager læseren igennem de gængse indvendinger, der er rejses fra ateistisk side, og forklarer, hvorfor han mener argumentationen for den kristne bekendelse holder, mens ateisternes modargumenter fremstår mere spekulative og utilstrækkelige, når man efterprøver dem rent logisk.

I bogens anden del går Kristoffer Hjort Kruse til spørgsmålet om, hvorfor det lige netop er den kristne tro der er sand. Det interessante er her, at selvom verdensreligionerne alle indeholder bekræftelse af, at der er en skaber, Gud, bag alt det, der er til, så gør Jesus og evangelierne krav på noget, der går langt videre. Jesus er selv Gud, og hans død og opstandelse er beviset for sandheden i kristendommen. Den kristne tro kan verificeres eller afvises, som i en retssag afhænger det af de vidner og beviser, der kan føres. Og her er der vitterligt ingen grund til at bøje hovedet, som kristen. Vi har historiske kilder, der er langt mere troværdige og pålidelige, end alt hvad der ellers findes af tilsvarende kilder i historien. Der er tungtvejende grunde til at have tillid til, at det vi læser i evangelierne og i andre historiske kilder, faktisk skete.

Kristoffer Hjort Kruse giver 6 argumenter for Jesu opstandelse. Argumenter, som for nogle er velkendte, men hvor pointen er, at deres samlede vidnesbyrd ikke lader sig afvise så let som nogle aggressive ateister gerne vil få det til at se ud:
Det lå ikke i datidens filosofiske og religiøse forestillingsverden at tro på opstandelsen fra de døde

Graven var tom
Det var kvindelige vidner, som først så graven
Disciplene ofrede deres liv for at starte kirken
Paulus henviser til over 500 vidner
Jakob, Jesu bror, blev omvendt

Bogen er ikke den eneste af sin slags, heldigvis. Det er kun godt, at der er mennesker som tilbyder svar på tiltale, når det kommer til de mange angreb på kristendommen. #Troselv er langt fra den mest grundige apologetiske bog, men der henvises til flere mere dybdegående og gode bøger, for den som vil vide mere. Men samtidig er den et godt eksempel på, at det ikke nødvendigvis kræver en doktorafhandling for at kunne forklare og begrunde sin tro i andet end noget med følelser og andre irrationelle fænomener.

Derfor mener jeg den er anbefalelsesværdig, måske især for gymnasieeleven eller den studerende på en videregående uddannelse, som uundgåeligt bliver konfronteret med en kristenfjendsk verdensanskuelse.

Kristoffer Hjorth Kruse:
#Troselv • 150 sider • 159,95 kr.
Forlaget Mellemgaard