Johannes Jørgensen erfarede efterfølgelsens pris

Den danske forfatter Johannes Jørgensen giver i digtet ”Imellem nattens stjerner” udtryk for sin egen erfaring, da han valgte at følge Guds kald til tro og efterfølgelse. – ”Og venner må du slippe / de går en anden vej / og miste navn og ære. / Hold ud, og opgiv ej!”

Johannes Jørgensen var en del af inderkredsen blandt datidens symbolistiske digtere.

Symbolismen opstod i litteraturen som et opgør med George Brandes og med 1870’ernes og 1880’ernes naturalistiske verdensbillede og realistiske digtning, som Johannes Jørgensen selv havde været en del af.

Sammen med Johannes Jørgensen var Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg toneangivende digtere i den danske symbolisme. Men selvom symbolismen var et opgør med et naturalistisk syn på tilværelsen, og man dermed også igen lukkede op for en mere metafysisk og åndelig forståelse af tilværelsen, ville det være synd at sige, at der var tale om en tilbagevenden til sund og ægte kristentro. Der kunne endda være tale om en ganske dennesidig metafysik, som havde ligheder med romantikkens panteisme.

Viggo Stuckenbergs hustru, Ingeborg, beskrev symbolismens form for åndelighed som en søgen efter digterens ”egen Guddomskraft”. Dermed ligner symbolismens religiøsitet i virkeligheden meget vor tids søgen efter en gud eller en guddommelighed i os selv.

Mødet med troen

Med tiden begyndte Johannes Jørgensens søgen imidlertid at række langt udover ham selv og det dennesidige.

I sin selvbiografi ”Mit livs legende”, hvor han med den valgte titel både refererer til titlen på H.C. Andersens selvbiografi ”Mit livs eventyr” og på den genre, som han selv kommer til at skrive i, nemlig helgenlegenden, fortæller han om sine kampe op til og efter, at han giver sig over til Kristus.

Johannes Jørgensens første afgørende møde med kristendommen var gennem den katolske konvertit og kunstner Mogens Ballin og den middelalderlige mystiker Thomas af Kempis’ klassiker ”Kristi Efterfølgelse”, som er læst af kristne igennem flere århundreder og i mange kirkesamfund.

En ’negativ’ kristen

Men trods den gryende kristentro var Jørgensen ifølge sig selv fra begyndelsen kun ”en negativ kristen”. Han var i fuld gang med at gøre op med fritænkeriet, men kæmpede dermed også mere mod noget end for noget. Hans kristendom var også meget selvkomponeret og ikke særlig rettroende.

Snart oplevede han dog, at opgøret med det ydre fritænkeri også gik indad i en erkendelse af sin egen selvkærlighed og manglende omsorg for og evne til at elske andre.

Syndserkendelse

Hans kunstnerliv havde ført ham og hans hustru og søn ud i så stor forarmelse, at de var blevet nødt til at flytte hjem til moderen i Svendborg.

Men ud af den gryende selverkendelse skød nu en helt ny syndserkendelse. I sin dagbog skriver han:
”Jeg begynder at fatte, hvad det vil sige at trænge til nåde. For ingen kan af naturen leve uden synd – ingen har kraft til at følge Kristus. Al vor færd trænger til at blive tilgivet, optaget i nåden”, ”En dyb skam over min syndighed, en dyb angst for synden. Og en stærk følelse af min hidtidige hjertetørhed, selvretfærdighed, mangel på ærefrygt for Gud. En skamfuld følelse af mit hjertes ringhed og tarvelighed”, og i sin selvbiografi skriver han: ”Hvad det gælder om for mig og for alle, der er ødelagt af den moderne ånd, er at blive frelst.”

Nåden

Befrielsen kom imidlertid først, da han erkendte, hvor helt denne frelse er Guds værk i Jesus: ”I min hidtidige religiøse stræben har jeg søgt at nærme mig til Gud selv. Men vejen til Gud er Jesus, og der gives ingen anden. ”Jeg tror, at Jesus er Gud Søn.” I denne tro er retfærdiggørelsen og nåden. Herre min Gud, jeg takker dig af hele mit hjerte! Hidtil har jeg kun søgt Gud. Nu véd jeg, at jeg har fundet ham i troen på Jesu Kristi nåde og retfærdiggørelse ved korsets kraft. Troen på korsets kraft er hele kristendommen. Alt andet, der hidtil har optaget mig, er udenomsværk – ting for tanken – teori og teologi – ikke frelseslære, ikke det ene fornødne”.

En zigzaglinje

Men alt var ikke derfor ligetil og givet. I rigtig lang tid svingede Johannes Jørgensen både mellem ”en pinende følelse af min egen uædelhed og styghed – og en dyb inderlig længsel mod livets store magter” og mellem et ”udbrydende oprør af følelser, af sentimentalitet”, af modstand mod at give ”afkald på mig selv, min fortid, mine længsler og minder, min ungdoms poesi og min ungdoms venner” på den ene side og nådens befrielse på den anden side.

Selv tegner han billedet af sit liv i denne periode som ”en zigzaglinje, der med større eller mindre udslag til siderne dog går i én bestemt retning”, nemlig frem mod et trosgennembrud og et afgørende trosskridt.

Forstod det ikke

Og der var virkelig tale om at give afkald på alt. Hele Johannes Jørgensens liv som digter havde været centreret om hans digtervenner, men de kunne på ingen måder følge ham i hans trosvandring.

Tvært imod så de hans fundne Gudstro som en form for ”syndefald”. Ingeborg Stuckenberg skriver i et brev til ham: ”Hvorfor har du nu andre guder for én: Dig selv? Er alle dine krav, din styrke fortumlet og borte, så du kan nøjes? […] Men vi har jo alle svage øjeblikke, det er svært at være guddom og ubønhørlig mod sig selv, og jeg begriber ikke andet, end det er skrøbelighed hos dig – vel, vel, vel? Se på dine himmeldrømme og vågn og gå ikke i afgrunden”.

Selvdyrkelse

I et senere brev rettet både til Ingeborg og Viggo Stuckenberg forsøger Johannes Jørgensen at forklare den lykke, han har fundet ved at forlade sig selv og guddommeliggørelsen af sig selv og vende sig mod Gud:

”Hver gang vi i naturbeskuelse eller kunstglæde har fundet lykken, så har det været, fordi vi glemte os selv overfor skønheden, dvs. overfor Gud. Og betingelsen for at leve et liv helt i lykke, er den samme: at glemme sig selv”.

Men Viggo Stuckenbergs svar viser blot, hvor langt de er fra hinanden: ”Du får aldrig mig bort fra mig selv, eller fra mit selv, fra min sjæls kostelige spejl, fra dens bløde, frøfangende skovbund. For mig står og var og er vor lykke dengang som nu […] vort eget bedste produkt. Ja, der har du selvdyrkelsen i struttende flor”.

Afstandtagen

Men der er ikke blot tale om manglende forståelse, nej Johannes Jørgensen er nu blevet en forargelse for sine digtervenner.

Viggo Stuckenbergs dybe foragt for de kristne og deres tro kommer klart til udtryk, når han skriver: ”Mange mennesker er slet ingen ting, derfor kan de sluge en dem fremmed sjæls Gud; de har jo hverken sjæl eller gud selv”.

Og en anden digterven, som Jørgensen citerer i sit lille skrift ”Livsløgn og livssandhed”, skjuler heller ikke på nogen måder sin forargelse og nedladenhed:
”At du, den dybt jordfæstede darwinist – du der mest af os alle havde slået rødder i naturens varme muldjord – at du bliver kristen, det er mig sørgeligt og så meget imod, at jeg næppe kan overvinde mig selv til at skrive det fade, vamle ord ”Kristen” om dig. Kære, kære ven – hvorfor var dette jordeliv dig ikke nok – hvorfor vil du have andre guder for den éne sande; dit Jeg, din sjæl?”

Det er ikke underligt, at Johannes Jørgensen i sit digt ”Imellem nattens stjerne” taler om at måtte slippe venner, som går en anden vej. Der er ikke længere nogen fælles klangbund. Efterfølgelsen har en pris.

Imellem nattens stjerner
der står en stjerne klar,
som aldrig før en stjerne
På jordens himmel var.

Og går du ud at finde,
hvorover stjernen står,
måske du først må vandre
i mange lange år.

Måske du først må træde
så mangt et mødigt fjed,
før du kan finde stedet,
hvor stjernen stråler ned.
Og venner må du slippe –
de går en anden vej –
og miste navn og ære….
Hold ud og opgiv ej !

Hold ud, du stjernepilgrim
på vej til Betlehem,
Du er på vej til lykken,
du er på vejen hjem!

Johannes Jørgensen

Længlen efter sandhed

At Johannes Jørgensen valgte at blive katolik og ikke metodist, som sin mor, eller indremissionsk, en bevægelse, som han havde megen sympati for, skyldtes nok ikke mindst, at det var gennem Den katolske Kirke, at han havde mødt Gud.

Katolske venner havde stået ved hans side gennem hele den lange proces fra ateist til kristen, og gennem den katolske messe havde han fundet en ro og fred, som han ikke havde kendt før.
Der kan nok heller ikke herske tvivl om, at den katolske messes liturgiske skønhed har talt til hans digtersjæl.

Men det var ikke en følelsesmæssig tilfredsstillelse i fred og lykke, der blev afgørende for hans skridt til personlig tro på Jesus – selvom han havde stærke følelsesmæssige oplevelser på sin vej mod troen – eller en æstetisk længsel efter skønhed, der blev mættet i mødet med Gud.

Hans eneste motivation – og den eneste, der kunne bære gennem al modgangen – var længslen efter Sandheden.

Værd at læse

I troen på Kristus havde Johannes Jørgensen endelig fundet Sandheden, og ingen eller intet kunne nu holde ham tilbage fra at tage det endelige skridt ind i troens verden.
Læsningen af Johannes Jørgensens selvbiografi får uvægerlig den moderne kristne til at spørge sig selv: Har efterfølgelsen en pris i mit liv, eller er jeg mere en kristen, fordi det virker, end fordi det er sandt?

Dermed er Johannes Jørgensens trosvandring en vigtig korrektion, også for os kristne, ind i en selvcentreret og egoistisk tid, hvor jeg’et står i centrum – for efterfølgelsen har en pris.

Mere: www.johannesjoergensenselskabet.dk