Irak: Mange muslimer kommer til tro på Jesus

Med støtte fra Dansk Europamissions givere uddeler Samuel Nymann Eriksen og lokale kristne nødhjælpshold mad i en uofficiel flygtningelejr i Nordirak. De kristnes kærlighedsgerninger står i skærende kontrast til IS’ brutalitet.

IS er stik imod deres vilje blevet årsag til, at mange muslimer konverterer til den kristne tro.

En rejse til Irak for nylig gav indsigt i en opmuntrende udvikling i det krigshærgede land, hvor flere og flere muslimer kommer til tro på Jesus.

Én pastor jeg talte med, Rassan, ønskede ikke at sætte tal på, hvor mange muslimer, der i alt var kommet til tro. Men han fortalte:
”Før 2014 kom muslimer for mellem 70 og 80 procents vedkommende til tro på Jesus på grund af drømme og syner.

Efter Islamisk Stats fremkomst i 2014 bliver mellem 70 % til 80 % af muslimerne nu kristne, fordi de på grund af Islamisk Stats brutalitet begynder at tvivle på islam”.

20.000 konverteret pga IS

Jeg mødte en anden præst, som jeg af sikkerhedshensyn her kalder Adil. Hans analyse ligger fint i forlængelse af Rassans tolkning af udviklingen siden 2014. På mit spørgsmål svarede Adil:
”Islamisk Stat dræbte mange ikke-sunnier i Mosul. Nogle siger, at muslimer ikke skal dræbe vantro, og at islam er fredens religion, mens andre siger, at Islamisk Stat er udtryk for den sande islam.

Islamisk Stats adfærd har fået mange muslimer til at spørge sig selv, om Koranen kommer fra Gud eller ej. I de seneste år er mange muslimer kommet til tro.

Jeg skønner, at op mod 20.000 muslimer i Irak er konverteret til den kristne tro siden IS’ fremkomst. Nogle går ind i eksisterende godkendte kirker, og andre mødes hemmeligt i husmenigheder”.

Hvordan går det nye kristne?

– Bliver de kristne forfulgt?
Hertil svarede pastor Adil: ”Ja, jeg husker en familie, hvor faderen var præst, og ekstremisterne kom til hans hjem og truede ham med våben. Efterfølgende flygtede han til Amerika”.

Holder de nye kristne ud i troen, eller falder de fra igen?
Adil svarer: “De ønsker at holde ud, så de fleste falder ikke fra. Jeg kender én, der er faldet fra, da hans klan forfulgte ham”.

Hvad betyder det, at kristne i Danmark beder for kirken og konvertitterne?
”Det er til stor velsignelse for os, at kristne i Danmark beder for os. Vi har brug for forbøn i vores situation. Jeg beder personligt Gud om, at han flytter det bjerg, som islam er.
Og ligesom israelitterne gik rundt om Jeriko, og Gud væltede murene, således beder vi om, at Gud vælter islams mur, så endnu flere muslimer tager imod Jesus”.

Det er opmuntrende at tale med disse pastorer. De store medier fortæller stort set ikke denne historie – om det nye, Gud gør i Mellemøsten i en tid som denne.
Tak til alle, der vil være med til at bede for kristne i Irak og de øvrige lande i den muslimske verden – og for muslimerne, at de må opleve Guds kærlighed i Jesus Kristus.