’Giv kejseren hvad kejserens er!’

– ”Kejseren” svarer til Grundloven, der skal sikre demokratiske værdier som religionsfriheden, mener Bertel Haarder.

Det vækker debat, at Bertel Haarder vil have nye danskere til at sætte Grundloven over religionen.

”Jeg lover på min ære, at jeg støtter og forsvarer de værdier, der gennemsyrer det danske samfund…alt, hvad der følger af den danske Grundlov: At Grundloven og lovgivningen står over religioner og ideologier og gruppetilhørsforhold.”

Sådan lyder det i et uddrag af en kronik i Berlingske den 6. nov, hvor Bertel Haarder foreslår indførelse af et udvidet loyalitetsløfte.
Ifølge gældende regler skal en person, som ansøger om statsborgerskab, underskrive en erklæring, hvor vedkommende lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Samtidig erklærer ansøgeren, at han/hun vil overholde dansk lovgivning og respektere landets retsprincipper.
Haarders prioritering af Grundloven over religionen har mødt kritik fra bl.a. Formand for Det Mellemkirkelige råd, Mogens Mogensen. Flere undrer sig over at en grundtvigianer i den grad kan give køb på frihedsrettighederne.
I sit gensvar skriver Haarder:
”Har Mogens Mogensen glemt evangeliet om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er?”. Den tidligere integrationsminister forsikrer i sit indlæg i Kristeligt Dagblad (KD) den 14. nov., at han ikke er imod religion i det offentlige rum. ”Jeg er enig med den lutherske præstedatter Angela Merkel om, at problemet ikke er for meget islam men for lidt kristendom”, slutter hans debatindlæg.

Mogens Mogensen fastslår i KD den 16. nov., at der kan være situationer, hvor ens tro forpligter en til civil ulydighed. Her gælder det nemlig om at ”give Gud, hvad Guds er”.