100 års kommunisme – Himlen på jorden uden Gud?

Eric Metaxas har skrevet en rækker biografier, bl.a. bestsellere om D. Bonhoeffer og Martin Luther.

To kristne livssynseksperter fra USA har set på kommunismens historie.

Af Eric Metaxas og G. Shane Morris fra BreakPoint.org
Oversættelse: Bodil Lanting

For 100 år siden stormede bolsjevikkerne Vinterpaladset i Petrograd, hovedsædet for Ruslands regering. De overtog postkontorer, togstationer og telegrafer i nattens mulm og mørke. Da folk næste morgen vågnede i den russiske hovedstad, befandt de sig i det, som David Satter har kaldt ”et anderledes univers”.

Dette univers var kommunis-tisk. Vladimir Lenins såkaldte ”Oktoberrevolution”, som foregik i november ifølge den gregorianske kalender, havde til formål at etablere verdens første marxistiske stat.

Totalitære regimer i en tredjedel af jorden

Efter en lang borgerkrig opstod De Forenede Sovjetrepublikker, det største tilbageslag for den vestlige civilisation siden Roms fald. Kommunismen kom til at regere en tredjedel af planeten, tvang halvanden milliard mennesker ind under brutale, totalitære regimer og efterlod over 100 millioner lig i sit kølvand.

De mange mennesker døde, som Satter beskriver det i The Wall Street Journal, fordi det kommunistiske verdensbillede ser staten som det højeste, en erstatning for Gud selv. Staten er ufejlbarlig, den sprænger moralens grænser og kræver absolut lydighed af sine borgere.

Gregory Shane Morris er redaktør på The Colson Center for Christian Worldview.
Himmel eller helvede?

Karl Marx lærte, at kun en sådan stat, der handler for sit folk, kan bryde den økonomiske undertrykkelse og den private ejendoms lænker og dermed skabe ”et nyt menneske”.
Denne type menneske, som fremstilles på sovjetiske propagandaplakater med svulmende muskler og stålsat blik, vil kun være villig til at arbejde for det fælles bedste, for sine kammeraters interesser – og dermed indføre arbejderens paradis.

Det kommunistiske ideal var intet mindre end en gudløs eskatologi – en Himmel på jorden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men i stedet fik vi Helvede på jorden. Gennem politiske udrensninger, menneskeskabt hungersnød, gulaglejrene og et såkalt ”Stort spring fremad” blev Joseph Stalin, Mao Zedong og Pol Pot ansvarlige for nogle af de værste massemord i menneskehedens historie.

Alt sammen direkte motiveret af ønsket om at skabe det kommunistiske paradis.

Efter Sovjetunionen

Først i julen 1991 begyndte det mørke, der var faldet over Rusland i 1917, at vige. Den sovjetiske fane med hammer og segl gik ned for sidste gang i Kreml som en stille forkyndelse af enden på det, præsident Reagan havde kaldt ”Ondskabens Empirium”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men for millioner af mennesker i hele verden fortsatte dette gudløse verdenssyn, og det er stadig en politisk realitet. Kinas tvangsaborter, Cubas politiske undertrykkelse og Nordkoreas forfølgelse af kristne er blot nogle af de grusomheder, som stadig foregår i kommunistiske lande efter Sovjetunionens fald.

Tvangsarbejdere i Gulag-lejren Belbaltlag byggede Hvidehavskanalen, som forbinder Hvidehavet med Østersøen nær Skt. Petersborg. Kanalen, som blev indviet den 2. august 1933, kostede titusinder af fanger livet. Illustration fra dokumentaren Baltic to White Sea Water Way.
Populær ”kommunisme”

I USA nyder den kommunistiske ideologi stadig en slags udødelighed på universiteterne, hvor mange professorer åbent identificerer sig som marxister, og de studerende bærer Che Guevara t-shirts.

En undersøgelse foretaget af The Victims of Communism Memorial Foundation viser, at halvdelen af alle millennials (folk født mellem 1980 og 2000) hellere vil leve i et kommunistisk land end i et kapitalistisk demokrati. Over 20 procent ser positivt på Marx, og 13 procent ser Joseph Stalin som en ”helt”.

Den ene gode nyhed er dog, at 71 procent af de adspurgte ikke kunne give en korrekt definition af kommunisme. De vidste ikke, hvad det var, de roste så højt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Markér jubilæet med bøn

Når vi ser tilbage på tiden efter Oktoberrevolutionen, burde vi satse på at lære vore børn, venner og hvem der ellers vil lytte til os, hvor kommunismen egentlig hører hjemme: Lodret arkiveret i historiens skraldespand.

Men måske er den bedste måde at markere kommunismens 100-års fødselsdag på simpelthen at bede om, at vi helt og endegyldigt må kunne begrave dette onde verdenssyn i vores levetid.