Hverdagens åndelige krig

Af Bo Henriksen
Gadekirken, København

Tidligere jægersoldat B.S. Christiansen har sagt, at manglende kendskab til fjenden ofte resulterer i unødvendige nederlag. Kend hans stærke og svage sider og vær realistisk om dine egne.

Den åndelige verden er mere virkelig end den fysiske. ”I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.” Angreb i form af sygdomme er nemme at identificere, men åndelig påvirkning af tankesystemet er lumsk.

Et eksempel: Modstanderen præsenterer en tanke, som enten afvises eller fører ind i hans vilje. Hans forslag bliver omsat fx til sårethed eller stolthed, som skriger efter at få ret. Det ufornyede sind bliver fuppet til at optage og acceptere tanken som sin egen.

Pludseligt opståede konflikter, misforståelser, mismod og depression er klassiske metoder til at smide grus i maskineriet. Alternativt skubber han så hårdt på, at vi falder forover ved hjælp af økonomisk, karrieremæssig eller social fremgang. Hensigten er at distrahere og trække os væk fra relationen med Gud.

Kødelighed er parat til at forklare enhver hændelse som naturlig, men fjenden forsøger hele tiden at lokke os ud af det åndelige rum og ind i det fysiske. Her er vi sårbare. Djævelen er en ånd og kan kun bekæmpes med gudgivne, åndelige våben. At kæmpe mod ham med menneskeskabte metoder er dømt til fiasko.

Vi proklamerer i overensstemmelse med Guds ord, og ”kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.” At udtale mangel, nederlag, fattigdom, sygdom og anden negativitet er vand på Djævelens mølle og udhuler vores beskyttelse.

En ægte tro på, at ”han, som er i mig, er større end han, som er i verden” medfører, at vi yder større modstand. Alle kommer ud for Satans snigløb og had i en eller anden form, selvom man ikke er bevidst om det. Derfor kan vi lige så godt melde os aktivt ind i kampen ved at holde os tæt til vores himmelske far, drive Djævelen på flugt og sætte fanger i frihed. Det er Guds kærlighed og vilje for vores liv.