Bevistløs Eva fik en forsmag på himlen

Eva Bork Bertelsen havde oplevet en fantastisk helbredelse af en hjernesvulst og var flyttet i et nyt hus sammen med sin mand. Nu skulle de på juleferie hos datteren i Los Angeles. Men pludselig fik Eva det dårligt…

Det skete her i december 2017. Eva og Niels Aksel Bertelsen var taget på ferie hos deres datter og svigersøn samt deres 2 børn i Los Angeles, da Eva pludselig blev ramt af en stor blodprop i hjernen.

Udfordringens læsere kender Eva fra en stor artikel i julenummeret. Her fortalte Eva Bork Bertelsen om ”40 dage i Dødsskyggens Dal”.

Titlen hentyder til det mareridt, som Eva i sommeren 2013 oplevede, da hun på besøg hos datteren i USA fik nogle mærkelige symptomer, og senere i Danmark fik konstateret en uhelbredelig ondartet kræftsvulst i hjernemassen – lægerne gav hende kun 15 måneder tilbage at leve i…

Men mareridtet blev vendt til det bedste. Eva søgte trøst i sin kristne tro. Hun var klar til at dø. Fandt endda et passende gravsted…

Miraklet

Men da hun stod på naturkirkegården skete miraklet. Lægen ringede og bekræftede, at hjernesvulsten var begyndt at skrumpe!

Det sker normalt aldrig.
Kirugen kunne ikke forstå det, han troede, han havde lavet en fejl, da han foretog en hjerne-biopsi. Men svulsten var virkelig skrumpet.

– Der er sket en overraskende skrump af tumoren, og væsken og hævelsen omkring tumoren er forsvundet, forklarede han. Men lægen kunne ikke forklare, hvorfor det var sket.

– Jeg sprang af glæde på kirkegården og råbte: Juhuuu jeg er helbredt! huskede Eva. Hun var ikke i tvivl om, at det var Gud, der havde grebet ind.

– Flaget røg straks til tops på vores nye flagstang, og vi inviterede familien ud at spise om aftenen for at fejre, at jeg havde fået livet tilbage.

Eva har også været ude og holde foredrag om at få livet tilbage efter ”40 dage i Dødsskyggens Dal”.

Hun og Niels Aksel flyttede senere til Kolding-egnen og kom ”tilfældigt” til at bo i et stråtækket hus ved Taps kirke, hvor nogle af de første danske kristne for tusind år siden blev døbt i Taps Å.

I december 2017 rejste Eva og Niels Aksel på besøg hos datteren Elise i Los Angeles. Netop dér, hvor hun for fire år siden oplevede de første tegn på hjernesvulsten.
Men nu var hun helbredt, og alle var lettede.

Derfor kom det som et chok for familien, hvad der skete den 15. december.

Bevidstløs

– Jeg mærkede i løbet af eftermiddagen d. 15. december, at jeg blev dårligere og dårligere, husker Eva.

– Jeg følte, jeg ikke fik ilt nok til hjernen og mit indre var ved at lukke ned, som en volumenknap, der langsom drejer ned på 0-positionen.

Jeg havde også vejrtrækningsproblemer og fik ikke den ilt, kroppen havde brug for.

Jeg fortalte vores datter, hvordan jeg havde det. Jeg blev så dårlig til sidst, at hun måtte hjælpe mig over på sofaen.

Min tilstand blev værre og værre, jeg kastede op og gled lige så stille over i en bevidstløs tilstand…

Jeg følte helt klart, jeg skulle dø og var ikke i tvivl om det. Jeg var i panik, da jeg ikke havde fået taget afsked med mine kære.

Det var en frygtelig oplevelse at have følelsen af pludselig at blive revet væk fra mine kære. Jeg var ikke parat til det.

Jeg har aldrig haft en oplevelse i mit liv som denne, indrømmer Eva med overbevisning.

Stor blodprop i hjernen

– Mens jeg lå der, havde vores datter Elise ringet efter ambulancen. Min mand, Niels Aksel og svigersøn Rowan var på vej i bil gennem Los Angeles i RUSH HOUR sidst på eftermiddagen, og var 1 time væk fra hjemmet, da de blev ringet op. Elise fortalte dem om min situation, og de var i telefonkontakt med min datter under hele køreturen tilbage.

Ambulancen kom inden for 7 minutter med eskorte og fuld udrykning.

Indlagt

– Jeg blev hurtigt kørt til det nærmeste sygehus, hvor de straks gik i gang med behandlingen. De undersøgte først for tumorer i hjernen ved en CT scanning. De bemærkede kun et lille ar – efter tumoren, der var skrumpet bort…

Da de kunne se, at der ikke var nogen tegn på tumor, var de klar over, at det temmelig sikkert var en stor blodprop i hjernen.

Men for at kunne give mig en TPA blodfortynding, skulle de have Niels Aksels underskrift, da den var forbundet med risiko for blødninger i hjernen.

Niels Aksel og svigersønnen kom inden for 3/4 time til hospitalet – lige i rette tid til, at hospitalet med hans underskrift kunne give blodfortynding.

Efter 1½ time kom jeg meget langsomt tilbage fra min bevidstløse tilstand.

”Din datter redede dit liv. Det var minutter, der afgjorde din skæbne,” sagde lægerne.

Nærdødsoplevelse

Mens Eva lå i bevidstløs tilstand i hjemmet havde hun nogle nærdødsoplevelser, hvor hun oplevede at glide ud af sin krop.

– Jeg følte, jeg blev adskilt fra kroppen. Jeg var i det øjeblik bevidst om, at vi består af ånd, sjæl og legeme. Jeg kom ind i et mørkt univers fyldt med uro og bekymringer omkring det, at jeg ikke havde fået taget afsked. Jeg var bevidst om, at jeg var i et andet univers.

Pludselig så jeg et stærkt lys, i form af en cirkel. Lyset kom tættere og tættere. Jeg følte mig draget mod lyset, der var meget stærkt.

Jeg blev trukket frem og tilbage et par gange, men pludselig var jeg helt inde i tunnelen.

Jeg var fuldstændig omsluttet af et meget stærkt lys. Det var fantastisk. Det føltes så vidunderligt. Det var bare lyst og dejligt.

Jeg tænkte, nu er jeg snart i himlen. Jeg var fyldt med fred, fred, fred. Al den frygt og bekymring, jeg havde haft kort forinden, var pludselig borte.

Det var en helt ny følelsestilstand, jeg oplevede nu. Jeg var i en ny virkelighed. Her var godt at være, fortæller Eva, der så ikke husker mere fra sin nærdødsoplevelse. For nu blev hun langsomt bragt tilbage til bevidsthed.

Ingen mén!

– Efter jeg kom til bevidsthed på sygehuset lå jeg på intensiv i 3 dage. Lægerne og sygeplejerskerne var særdeles dygtige, og jeg følte mig meget tryg på sygehuset.

I forbindelse med TPA blodfortyndingen fik jeg en mindre hjerneblødning på 6 mm, som stille og roligt gik i sig selv.

Efter 4 dage på hospitalet blev jeg udskrevet. Både læger og familien var særdeles overrasket over, at jeg ikke havde nogen som helst mén. Hverken kognitivt eller fysisk. Det er et mirakel så stort.

Det, er jeg sikker på, skyldes, at Elise straks satte forbøn i gang for min situation.

Taknemlig

– Vi kontaktede vores forsikringsselskab i Danmark, som guidede os enestående igennem vores situation med hjemrejsen.

De sendte en sygeplejerske fra København til LA, og hun var med os hele vejen til vores hjem i Taps.

Vi er så taknemmelige, at Gud endnu en gang holdt hånden over os på mirakuløs vis.

At have oplevet at vandre 40 dage i Dødsskyggens Dal og have været i et stærkt lys på vej mod dødsriget, og at jeg så kan leve videre uden nogen form for fysiske og kognitive mén, det har sat sine spor i mit indre. Jeg er fyldt med tak til Gud.

Herren er min hyrde.

Ingen angst for døden

– Jeg har ingen angst for døden, der venter os en evighed.

Vær parat til at se døden i øjnene, den kan indtræffe, før du aner det, men vær ikke bange, hvis du tror på Jesus, siger Eva og henviser til Johs. 3, 16:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

– Den her oplevelse har mindet mig om, at vi skal leve hver dag i kontakt med Gud, slutter Eva.

Læs også bogen: ”Der er mere mellem himmel og jord” af cand.teol. Rolf Slot Henriksen. Hosianna.dk.