Ny kold krig er farligere end den gamle

Konference på Christiansborg i anledning af en ny bog af Marie Krarup.

Som mange sikkert husker, var Den Kolde Krig, der varede fra 1947 til 1991, præget af stor frygt.

Alle var rædselsslagne for en atomkrig og vidste, at et politisk fejltrin kunne udløse en katastrofe af apokalyptisk karakter.
Derfor var både Vesten og Sovjetunionen meget omhyggelige med at udarbejde nogle klare regler og aftaler. Man vidste, hvad man havde at holde sig til, og hvad man kunne forvente, hvis ikke reglerne blev overholdt.

Stormagterne udviklede et særligt kommunikationssystem, som man fulgte nøje, og man lavede løbende våbenaftaler. Så selv om forholdet mellem øst og vest var højspændt, så var der alligevel en gensidig balance.
Sådan er det ikke i dag, hvor en ny kold krig er under opsejling.

Ingen klare aftaler

– Selvom der hersker frygt for Rusland i Vesten, har man fuldstændigt mistet fornemmelse for, hvor farlig situationen kan blive.
Der er ingen klare aftaler længere. Det er den helt afgørende forskel på nu og da Jeg kan ikke huske, at retorikken nogensinde var så fjendtligt under Den Kolde Krig som den er i dag, sagde Andrej Kortunov, der er direktør for tænketanken Russian International Affairs Council i Moskva, på en konference om en ny kold krig.
Den fandt sted på Vartov i København mandag d. 26 februar.

Ny kold krig

Anledning til konferencen var, at bogen med titlen ”Ny kold krig”, udkom samme dag på forlaget Hovedland.
Marie Krarup, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, taler i bogen med 17 eksperter fra Rusland, Ukraine, England, Letland, Canada og USA om forholdet mellem Vesten og Rusland. Der er også danske stemmer med i bogen, heriblandt generalmajor og tidligere chef for Forsvarsakademiet Karsten og Møller og journalisten Flemming Rose.

Ophedet debat om Rusland

I indledningen fortæller Marie Krarup, hvordan hun i efteråret 2016 blev centrum for en ophedet debat om Rusland, fordi hun havde sagt, at EU er en større trussel imod Danmarks overlevelse som selvstændig stat end Rusland.
Hun argumenterede for, at vi bør etablere et fornuftigt samarbejde med Rusland om den fælles fjende, vi har i islamisk terror.
Det afstedkom en lavine af kritik, som lagde sig i forlængelse af den ensidige dæmonisering af Rusland, som foregår overalt i Vesten.

Nuancer i betændt debat

Som Marie Krarup beskriver det i bogens indledning, er debatten om Rusland nu så betændt, at det er vanskeligt at komme med et afbalanceret indlæg om Rusland.
Hvis ikke man gentager påstandene om, at Rusland er aggressivt og som et led i en ekspansiv strategi har overtrådt international ret, erobret dele af et naboland og nu er i gang med en aktiv hybrid-krig imod Vesten, hvor Kreml fører undergravende virksomhed overfor Vestens demokrati og frihed, så beskyldes man for at være Putins agent.

Der findes ingen nuancer i Rusland-spørgsmålet, som har antaget karakter af hysteri, som både Bent Jensen, professor i historier og Paul Robinson, professor i internationale relationer på University of Ottawa, også understregede på konferencen.

Modvirke hysteri

Der er netop dette hysteri, som Marie Krarup med bogen ønsker at modvirke.
Bogen ”Ny kold krig” samler alle hovedsynspunkterne og argumenterne om spændingerne mellem Rusland, EU og Nato.

Bogens 17 eksperter bliver alle stillet det samme hovedspørgmål af Marie Krarup, som lyder: Hvorfor er der sådan et dårligt forhold mellem Rusland og Europa lige nu? Og hvad man kan gøre for at ændre på det?
Man får også svar på, om de baltiske lande skal frygte et angreb fra Rusland, og på, om der er presse- og ytringsfrihed i Rusland.
Og så spiller Ukraine-konflikten naturligvis også en stor rolle i interviewene, hvor flere af bogens medvirkende forklarer, hvorfor også Vesten bærer sin del af ansvaret for konflikten – modsat den holdning, som vores egne politikere har, nemlig at Rusland ene og alene er skurken.

Væk fra dæmoniseringen

På konferencen på Vartov bragte et panel bogens spørgsmål fint i spil.
Panelet bestod af forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen, forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidligere chef for Forsvarskademiet Karsten Møller samt Andrej Kortunov fra Russian International Affairs, Moskva, Paul Robinsen, som er professor i internationale relationer ved Ottawa University, og Bent Jensen, som er historiker og professor emeritus.

Efter Marie Krarup indledning, hvor hun bemærkede, at hun håber, bogen vil bevæge debatten væk fra stereotyper og dæmonisering, talte først forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen.
Han gjorde straks Krarups håb til skamme ved at gentage alle stereotyperne om, at Rusland havde overtrådt international lov og er en farlig fjende, Danmark skal forsvare sig imod.
Da det blev Uffe Ellemann-Jensens tur, blev tonen endnu mere fjendtlig, og han slog fast, at ansvaret for at forbedre forholdet mellem de to stormagter alene ligger hos Rusland.

Vestligt selvkritisk blik

Resten af panelet var langt mere midtersøgende og selvkritiske, som for eksempel professor Paul Robinson, der opfordrede Vesten til at se “bjælken i sit eget øje i stedet for splinten i sin broders”.
– Vi kan ikke ændre på Rusland med vores dæmonisering, men vi kan ændre på os selv, sagde han.
– Vi bør tænke os bedre om, før vi anklager Rusland for alt. Vi skal selv overholde international lov, pointerede han som svar på Uffe Ellemann-Jensen uforsonlige udmelding.

Professor Bent Jensen lagde vægt på, at Rusland ikke er det samme som Sovjetunionen.
Den russiske kultur bygger på kristendom, og at give Putin skylden for alt, er for primitivt og viser, at vi er i demokratisk underskud.
Trods uenigheder var debatten alligevel båret af en god tone og var afbalanceret, hvilket gav håb om, at oplysning og debat faktisk kan rykke holdninger, selv når det gælder en hårdknude som forholdet mellem Vesten og russerne.

Kirken som forsoner

Man bliver meget klogere af læse ”Ny kold krig”.
Læseren får mange nye oplysninger og argumenter, som åbner for en bedre og bredere forståelse af konflikten mellem øst og vest.
Men skal jeg komme med en kritik, så kunne jeg godt tænke mig at have hørt flere kirkelige stemmer i synet på forholdet mellem Rusland og Vesten.
Marie Krarup stiller gode grunde politiske spørgsmål til politiske eksperter, fordi hun selv er politiker.

Som jeg forstår debatten, så handler det spændte forhold mellem stormagterne mindst lige så meget om forskelle i synet på kristne værdier og kultur.
Kristendommen spillede en langt større rolle i både murens og kommunismens fald, end politikere gør sig klart.
Det kan nemlig let tænkes at blive kirkerne, der kommer til at være den forsonende faktor mellem de stridende parter. Og hvis Rusland er kristent, hvordan kan det så være vores fjende?