Lene Siel finder ro hos Gud
Den cd-aktuelle sanger er vant til at synge for det danske kongehus. Lige nu synger hun for manden på kirkegulvet landet over. Både til høj og lav vil hun sprede den fred og ro, hun selv har fundet hos Gud, fortæller hun.Lene Siel har optrådt 12 gange for det danske kongehus, senest til kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks bryllupsfest. Nu synger hun ved en række kirkekoncerter landet over.
Og miljøet er ikke fremmed. For selv om Lene Siel ikke blev opdraget med kirkegang hver søndag, fik hun indpodet troen i hjertet af en gudfrygtig far. Derfor beder hun jævnligt til Gud for at finde ro i en stresset hverdag. Og derfor har hun altid ønsket sig at udgive en salme-cd.
Den drøm er nu opfyldt. Cden De stille timer er udkommet som hendes 11. album i november, efter de 10 foregående albums havde solgt i over en million eksemplarer. Lene Siel har siden turneret med de stemningsfulde salmer i både folke- og frikirker.
– At synge danske salmer betyder historie, rødder og dybde for mig. De er udgangspunkt for mit univers og de sange, jeg synger. Salmerne ligger også tæt på mig som person, siger hun.
Lene Siel har optrådt og indspillet sammen med en stribe store udenlandske navne, bl.a. Helmut Lotti, Roger Whittaker, Georghe Zamfir, Richard Clayderman og John Denver.
Men bedst gør hun sig solo, og hendes lyse stemme giver et let og luftigt skær over salmemelodier, som ellers kan virke dystre.
Lene Siel indrømmer, at hun er bedst til danske sange, og at hun altid har haft lyst til at indspille de danske salmer, selv om det sidste år kun blev til en gospel-cd.
Først laver du en gospel-cd og nu en salme-cd, hvad i alverden er det, der foregår, spurgte vi hende:
– Salme-cden har jeg altid ønsket at lave. Gospel-cden udsprang af, at jeg laver utroligt mange kirkekoncerter. Jeg følte, jeg havde brug for lidt mere livlig musik imellem de mere stille danske sange. Det er svært at finde noget, som er up-tempo uden at være anstødeligt.
Hvorfor har du altid villet lave en salmeplade?
– Først og fremmest synes jeg, det er nogle fantastiske melodier. Tekstuniverset siger mig også meget. Derfor kommer denne plade også senere i min karriere. Jeg synes, man skal have prøvet lidt i livet og mærket både smerten og glæden, før man giver sig i kast med de store ord.
Er du så blevet mere religiøs med årene?
– Nej, det kan man ikke sige. Jeg er nemlig vokset op med at bede aftenbøn, inden jeg skulle sove. Jeg er fortrolig med det kristne budskab. Specielt min far har snakket meget med os piger om de ting.
Lene Siel så verdens lys i nordjyske Sæby, hvor hun havnede i favnen på en musikalsk familie. Hendes far, Curt Siel, var guitarist, og hendes mor, Svanhild, blev sangerinde i hans orkester. Parret drev i 17 år Restaurant Kilden i Sæby.
Som pige gik Lene Siel bl.a. på Frederikshavns privatskole, hvor hun barslede med drømmen om at blive jordemoder. Men hun blev fanget af den allesteds nærværende musik, og som purung optrådte Lene Siel i weekenderne med sin familie på de nordjyske scener.
– Vi kom ikke så tit i kirke. Ikke meget mere end gennemsnitsdanskere. Men jeg tror på Gud, det gør jeg. Jeg har min egen måde at være Gud nær.
Hvordan?
– Jeg kan godt bede til Gud, hvis jeg synes, jeg mangler lidt ro, eller hvis jeg synes, der er ting, der er svære, eller hvis jeg har været på en måde, jeg ikke synes, jeg skulle have været på. Så kan jeg godt bruge det.
Er det også her, du bruger salmernes tekster?
– Det er store ord. Først og fremmest kærlige og trøstende ord. Selv om mange af dem er skrevet for mange hundrede år siden, kan man bruge dem i dag også. Det er jo fantastisk. Du kan finde glæde og mening med livet i dem.
Det er det budskab, Lene Siel har haft lyst til at sende ud med både salme-cd og julekoncerter:
– Nogle tror ikke på det, men jeg vil næsten sige, at uanset om du tror på det eller ej, så kan du altid få noget ud af salmerne. Af de kærlige ord i teksten.
De Stille Timer er en skøn forening af nye og gamle, kendte og mindre kendte salmer, som Lene Siel har valgt ud fra den gamle og nye salmebog. Men kan de nye leve op til de gamle i kvalitet?
– De nye tekster lå ikke så godt i munden som dem, jeg kendte rigtig godt. For jeg kan faktisk godt li den gamle måde at skrive på. Det bliver så højtideligt med det gamle danske. Men omvendt må man sige, at de nye får nutiden ind. Melodierne er også fantastisk søde.
– Jeg kan mærke, når jeg er meget rundt i kirkerne jeg synger også til en del bryllupper og begravelser at der er der mange unge mennesker, som vælger de nye salmer, flere end man tror. De kender dem, fordi de har sunget som spejder osv.
Hvilken salme er din favorit?
– Her vil ties, her vil bies! Den kan jeg rigtig godt li. Tonesproget er smukt, og teksten er så flot. Men egentlig kan jeg li alle dem, jeg har med på min plade.
– Bare det nu ikke bliver for stærkt og dystert, tænkte jeg, da vi indspillede. Men det var sket ikke den oplevelse, jeg havde. Vi blev nærmest helt høje alle sammen. Det var optur hele vejen igennem!
Du oplevede vel også at blive høj af gospel?
– Ikke helt så meget som i salmerne. Det kom også bag på mig. For gospelmusikken er umiddelbart gladere musik. Men omvendt er salmerne MIN historie og dér, hvor jeg måske er bedst. Det er det musikalske univers, jeg har dyrket meget, både danske sange og salmer. Det fintfølende, det fortolkningsmæssige, det var bare rart. Det gik utroligt let for mig. Jeg vidste lige nøjagtig, hvor jeg ville hen med det.
Hvad ønsker du, der skal ske med dine tilhørere?
– Jeg har allerede fået en del tilbage. Mange bliver faktisk rørt. Netop det der med, at man slipper nogle ting, hvis man bærer på et eller andet.
– Min ældste datter på ni siger: Man bliver så afslappet af at høre det, mor. Det er meget betegnende. Hun er umiddelbart mere til gospel, der er mere gang i den. Men den nye cd bliver hun afslappet af. Man finder hvile og ro med den. Det håber jeg også, at andre kan finde, slutter Lene Siel.
Lene Siels sangkarriere tog ellers form i helt andre omgivelser end kirken. Efter barn- og ungdom i Nordjylland duperede hun det københavnske musikmiljø med forskellige stilarter og genrer. Her blev hun hyret af Tivolis kapelmester Helmer Olesen som solist foran hans ni mand store orkester.
Tiden i Tivoli var langt fra ren forlystelse for Lene Siel, men hun fik rutine ind på rygraden ved at stå på scenen hver dag i fem måneder. Lene optrådte i alt tre år med Helmer Olsens orkester, inden succes med egne pladeudgivelser trak hende ud af Tivoli og ud til egne koncerter.
Mens sangkarrieren var ved at tage form, læste Lene Siel HA på Aalborg Universitet. Her blev hun ved et tilfælde hyret til at synge kor på en pladeindspilning i et studie i Göteborg.
Tilfældigvis var en medarbejder fra pladeselskabet PolyGram til stede i det svenske studie. Lene Siels stemme gik rent ind og begejstrede producer, lydtekniker og plademanden fra PolyGram, der skrev en pladekontrakt med hende kort efter.
Siden er alt, hvad den platinblonde nordjyde har rørt ved, blevet til guld eller platin. Ti plader med et samlet salg på mere end én million eksemplarer har kastet et hav af guld- platin-, dobbeltplatin- og sågar tredobbelt platinplader af sig. Sidstnævnte slags fik hun for 150.000 solgte eksemplarer af Mine Favoritter.
Lene Siel er også strøget ind på en førsteplads på kongehusets hitliste, som nævnt ved kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks bryllup i maj 2004 – ved bryllupsfesten.
– Det var stort – meget stort, fortæller Lene Siel, der dog glæder sig over at synge i de store kirkerum ved julekoncerter landet over. Man får en hel del foræret, synes jeg. Du har stemningen, allerede når du træder ind i rummet.