Kristne fra det globale syd sætter den nye dagsorden

En ung kvinde fra Fijiøerne holder foredrag. Hun fortæller om at være marginaliseret, og om at være engageret i mission fra en marginaliseret position.

Hun argumenterer overbevisende for, at Jesus blev født blandt marginaliserede, at han ikke drev mission fra en privilegeret, magtfuld samfundsposition, og at han døde som en marginaliseret person.
Personlig erfaring og teologisk refleksion forenes på bevægende vis, og hun får stående applaus af de godt et tusinde deltagere på konferencen.

Det er kristne fra det globale syd, som sætter dagsordenen. Det mærkes tydeligt. De er dygtige, selvsikre og farverige. Ingen europæere eller nordamerikanere præsenterer hovedforedrag. Nej, kristne fra den vestlige verden må pænt sidde og lytte og tage ved lære, når afrikanerne og sydkoreanerne forelæser. Konferencen lader ingen være i tvivl om, at tyngdepunktet i den globale kristendom er rykket mod syd.

Senere snakker jeg med en evangelikal teolog, som er formand for adskillige evangelikale kommissioner. Han fortæller, at det missionsdokument, som Kirkernes Verdensråd godkendte i 2013, forinden var blevet tilsendt en evangelikal kommission, som gjorde deres indsigelser gældende. Herefter blev alle foreslåede ændringer imødekommet. “Hvad skal man så stille op?” spørger han med et smil. “Så er det jo svært at være kritisk!”

På trods af årtiers ophedede debatter mellem økumeniske og evangelikale synes disse parter nu i den grad at være på talefod med hinanden. Fra talerstolen bliver der tilmed opfordret ikke blot til dialog mellem økumeniske og evangelikale, men også til samarbejde mellem disse; mange af konferencedeltagerne er da også evangelikale.

Ovenstående beretninger er fra en global missionskonference, som netop er blevet afholdt i Arusha, Tanzania, af Kirkernes Verdensråd. Siden begyndelsen af det tyvende århundrede har der været afholdt globale missionskonferencer rundtomkring i verden. Den første og mest berømte blev afholdt i Edinburgh i 1910.

På baggrund af denne konference blev Det Internationale Missionsråd etableret, som afholdt en række globale missionskonferencer frem til 1961. Dette år blev Det Internationale Missionsråd optaget i Kirkernes Verdensråd, og en afdeling med benævnelsen Kommission for Verdensmission og Evangelisering blev derfor oprettet. Denne kommission har siden haft ansvar for afholdelsen af globale missionskonferencer. Disse konferencer har udgjort milepæle inden for missionsteologi i mere end et århundrede og har ofte afsløret nye udviklingstendenser. Konferencen i Arusha var den fjortende konference siden konferencen i Edinburgh.

Kirkernes Verdensråd har omkring 350 medlemskirker. Ikke blot protestanter og ortodokse, men også romerskkatolske kristne var repræsenteret på konferencen. Den Romerskkatolske Kirke har dog aldrig været medlem af Kirkernes Verdensråd, men er alligevel engageret på forskellig vis, hvilket også kom til udtryk ved, at en skriftlig hilsen fra Pave Frans blev formidlet.

Mange uenigheder eksisterer fortsat, men de var meget lidt fremtrædende i foredrag og paneldebatter. Og alle var samlet i bøn til og tilbedelse af den treenige Gud. Det gjorde indtryk at se den kristne kirke i al sin bredde og mangfoldighed være repræsenteret i Arusha. Kulturel mangfoldighed og kristen enhed fremstod bestemt ikke som modsætningsforhold. Konferencen var en stærk påmindelse om at søge enhed, ikke altid på trods af forskellighed, men også på baggrund af en positiv anerkendelse af mangfoldighed.