17 tilladelser til sene aborter var forkerte
Retten til Liv: Fint med fokus på det, men forargelsen klinger hult.
17 kvinder har i løbet af de seneste fem år fået tilladelse til en sen abort, som de ikke skulle have haft.
Det vurderer Abortankenævnet i sit tilsyn med sene aborter, viser aktindsigter fra regioner og Abortankenævnet. I samme periode har tre kvinder fået afslag, selv om de burde have fået tilladelser. Afgørelser, som de dog valgte ikke at anke, skriver Jyllands-Posten.
Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, kalder de forkerte afgørelser for ”frygtelige”. Til Ritzau siger hun, at hun er klar til at styrke hensynet til fostret.
– Når man er så langt henne i en graviditet, at der er tale om en sen abort, vil der ofte være tale om et barn, som kan leve videre. Derfor skal vi også tage hensyn til barnet, siger Liselott Blixt, som vil spørge sundhedsministeren, om lovgivningen kan gøres bedre.
Alene sidste år fik 785 kvinder tilladelse til en sen abort, mens 76 fik afslag. Ifølge Jyllands-Posten fik 168 kvinder tilladelse af sociale årsager, mens 617 gravide fik en sen abort efter fund af genfejl og misdannelser hos fostret.
Det er de såkaldte abortsamråd i regionerne, der tager stilling til ansøgningen. Hvert råd er sammensat af en læge, en jurist samt en psykiater eller læge med socialmedicinsk kendskab.
Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) siger til Jyllands-Posten, at hun er overbevist om, at ”abortsamrådene gør sig umage”, og at hun vil drøfte sagen med ordførerne.
Klinger hult
Hos foreningen Retten til Liv glæder det landssekretær Ellen Højlund Wibe, at nogen har ”været obs” på problemet, men i det store billede ”klinger det hult”, mener hun.
– Enhver abort er en abort for meget. Hvad med de 15.000 aborter, vi har i Danmark hvert år, eller hvad med de knapt 800 sene aborter, der er givet tilladelse til? Jeg synes, der på en måde er noget hykleri i forargelsen over, at der er truffet forkerte afgørelser i enkelte sager, for selvfølgelig er det godt med selvransagelse, men så bør selvransagelsen gå videre. Hvorfor skulle alle de andre børn så dømmes til døden? siger Ellen Højlund Wibe til Udfordringen.
Foregår som fødsel
Den normale grænse for fri abort går ved 12. uge. Efter den 14. graviditetsuge foregår aborten som en fødsel.
Kun Aarhus Universitetshospital i Skejby har et særligt afsnit til sene aborter med bl.a. lydtætte vægge og afskærmede forhold, viser en rundspørge til danske sygehuse, som Jyllands-Posten har foretaget.
På de øvrige 20 sygehuse med fødeafdeling bliver kvinderne indlagt på enten fødegangen, gynækologisk afsnit eller svangreafsnittet.
– Det er rigtig, rigtig forstyrrende hele tiden at blive konfronteret med, at man ikke selv får et levende barn med hjem, siger Dorte Hvidtjørn, jordmoderlektor ved Syddansk Universitet, til Jyllands-Posten.