Unge kristne i Norge vil ikke forskelsbehandles
Rektorer på skolerne skal ikke bestemme, om kristne kan låne lokaler, mener unge norske kristne. De vil have nationale retningslinjer for det.
I Danmark var Kristeligt Forbund for Studerende sidste år glade for, at den danske regering valgte ikke at forbyde bederum på skoler og uddannelsesinstitutioner – et forslag, som Dansk Folkeparti stillede, og som Socialdemokratiet støttede. Det endte i stedet med, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) og uddannelsesminister Søren Pind (V) sendte et hyrdebrev til landets skoler og uddannelsesinstitutioner med retningslinjer.
Dermed er det stadig op til den enkelte rektor og uddannelsesinstitution at beslutte, om man vil stille lokaler til rådighed for bøn.
I Norge ser de to kristne studenterorganisationer Laget og Ny Generasjon anderledes på det. De ønsker begge, i lighed med andre norske ungdomsorganisationer, nationale retningslinjer for ungdomsorganisationernes mulighed for at låne lokaler på skolerne. Ifølge både Laget og Ny Generasjon har man i flere tilfælde mødt direkte forskelsbehandling, fordi afgørelsen er op til den lokale rektor.
Ifølge Tønnes Christian Due-Tønnesen fra organisationen Laget har man flere steder i Norge oplevet, at rektorer har nægtet at lade elever og studerende samles i bøn og andagter i frikvarterene.
Det fortalte han forleden i en åben høring i det norske Stortings uddannelsesudvalg, foranlediget af det norske Kristeligt Folkeparti, hvor hele spørgsmålet om skoler og lokaleudlån blev behandlet.
David Haddeland fra Ny Generasjon sagde på høringen, at han har oplevet, at rektorer har følt sig presset af elever, kolleger og forældre, når der skulle træffes beslutning om, hvem der kunne låne et lokale.
Det er ikke bare de kristne studenterorganisationer, der stiller sig bag forslaget om nationale retningslinjer. Det gør en række andre norske ungdomsorganisationer også.