Hvad vil Gud med os?

Det er en svær tekst, vi har at gøre med her. Den skærer ind til benet: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel,” siger Jesus.

Og ikke nok med det – man skal hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre. Endda sit eget liv, ja, give afkald på alt sit eget. Man må overveje sine kræfter, så man ikke bliver som manden, der begyndte at bygge, men ikke kunne fuldføre det.

Det er en stor radikalitet, som Jesus fordrer. Gennem tiderne er mange blevet opildnet til at være ”hellige krigere” og har opgivet alt for at følge i Jesu fodspor. En af de mest radikale var Frans af Assisi.

Han tog Jesu ord meget bogstaveligt og afklædte sig alt, hvad han ejede, og al den prestige, han kunne have vundet ved at være søn af en af de rigeste tekstilhandlere i byen.

Han levede på kanten mellem 11- og 1200-tallet – i en tid, hvor kirkens magt var stor, og hvor troen blev taget meget alvorligt. Frans gjorde præcis, som Jesus fordrer det i teksten her: Han fornægtede sin far og sin mor og hele sin familie og opgav alt det, han kunne være blevet til.

Der er en kendt scene i fortællingerne om Frans, hvor han står på torvet midt i Assisi og har klædt sig selv nøgen, for næsen af sin far, som forlanger, at hans søn skal give ham det tilbage, som Frans har ”ødslet” bort til de fattige. Da det ikke var Frans’ egne penge, som han gav bort, men faderens, er det ikke så underligt, at faderen protesterede. For hans søn må – i verdens almindelige øjne – have været ret så vild. Han besøgte de spedalske, kyssede dem og udsatte sig derved for smittefare. Og så ville han genopbygge en lille bitte kirke i dalen ved St. Damiano, som for længst var ved at styrte sammen.

Frans påstod, at Jesus havde vist sig for ham i et syn, hængende på korset i St. Damiano. Jesus var blevet levende dér midt på korset og havde sagt: ”Frans, genopbyg min kirke”. Fra det tidspunkt var Frans ikke til at kende igen. Han smed alt, hvad han havde i hænderne, og begyndte at knokle nede i ruinerne ved den lille kirke. Men ikke nok med det. Han tog de dyre tekstiler i sin fars forretning og solgte dem for at skaffe penge, både til de fattige og til kirkebyggeriet.

Mens de står dér på torvet er der et stort mylder, og da Frans klæder sig nøgen, går der et sug gennem forsamlingen. Biskoppen, som er til stede, træder til og dækker nænsomt Frans med sin kappe. Og så er det, at Frans udtaler de berømte ord, ansigt til ansigt med sin forfærdede far:
”Det er fra nu af kun min fader i himlen, som er min far, og som jeg vil følge”.

Derefter går faderen bedrøvet bort, og Frans hengiver sig til sit radikale liv, som tiltrækker flere og flere, indtil de små fattige brødre bliver en stor omfattende bevægelse af tiggermunke, der vandrer ud i alle dele af Europa, to og to.

Hvordan skal vi leve?

Det, man kan spørge sig selv, er, om vi alle behøver at leve lige så radikalt som Frans? Hvad er dette med at skulle hade sin far og sin mor, ja alt, hvad man har kendt og har haft kært?

Måske handler det ikke om følelser, men om, at vi må vælge den vej, der er vores – og at denne vej nogle gange indebærer, at vi må tage afstand fra de traditioner, og ikke mindst de mønstre, vi kommer fra. Frans tog afstand fra den måde, hvorpå hans far klyngede sig til sin rigdom og ikke ville give slip på den. Måske har han naivt troet, at faderen ville blive glad, hvis alt det, han havde tjent, ville komme både de fattige og kirkens genopbygning til gode. Uden tvivl har Frans følt, at han gjorde det rigtige. Og da det så viste sig, at faderen var helt imod det, ja, så måtte han vælge den vej, der var sand for ham, fremfor at bøje sig for faderen, der klyngede sig til sit jordiske gods.

Vi skal sætte grænser

”At hade” betyder at tage afstand fra, at sætte en grænse i forhold til … og netop dette er Bibelens fortællinger fulde af eksempler på. Man skal sætte en grænse mellem det gode og det onde, og det sande og det falske. Måske er det også det, som Jesus mener, når han spørger: ”… hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?”

Saltet får sin næring gennem at være det, det er og er skabt til at være. Salt, som ikke bevarer sin kraft, har ingen værdi. Vores kilde til næring, til at være godt salt, er at være så tæt på Gud, vi kan være – og følge den vej, som er givet os. Ingen kan sige, hvad Guds vej med den enkelte er – for vi er alle skabte til at være noget forskelligt. Men ved at være lydhøre, ligesom Frans var det, kan det være, at vi finder ind til kernen af den mening, som Gud ønsker, at vi skal udfolde.

Find Guds vej for dig

Alle har vi gaver og talenter – og de skal udfoldes på forskellig måde og i forskellig sammenhæng. Gud skænker os sin nåde, og gennem lydhørhed kan vi komme tættere på, hvad meningen er. Det betyder ikke, at vi ikke må elske vores familier, eller holde af dem, som er os nær – nej, tværtimod. Det, der menes i denne tekst er, at vi ikke skal lade os binde af fordringer, som ikke kommer fra Gud.

Frans måtte gå en anden vej end den, hans fader havde valgt for sit liv – og derfor blev hans opbrud så radikalt, da han stod der, midt på torvet i Assisi og klædte sig nøgen. Hver især har vi vores unikke vej med Gud, og selvom den ikke er lige så radikal som den, Frans havde for sig, så giver teksten til i dag i hvert fald anledning til at tænke på, hvad det i dybet er, Gud vil med os.

Søndagens tekst: Luk 14,25-35

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Om at være discipel af Jesus
25 Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: 26 »Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre – ja, højere end sit eget liv. 27 De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple. 28 Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? 29 For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: 30 ‘Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’ 31 Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? 32 Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte. 33 På samme måde,« sluttede Jesus, »kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. 34 Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?35 Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!«