Energisk baptistpræst 75

Henning har haft vidt forskellige præsteopgaver - og han er stadig aktiv.

Henning Olsen

Henning Olsen, tidligere Baptistpræst i Tårs, fylder 75 år den 11. juni.

Henning, der er født og opvokset i København, har hele sit voksenliv brændt for at udbrede evangeliet. Da han som ung var ved civilforsvaret på Bornholm, oplevede han en forvandling i sit eget liv.

Han besluttede derfor at bruge sit liv til at fortælle andre om sine oplevelser med tro og bøn.

Fra San Fransisco til Tårs

Inden Henning kom ind på det teologiske seminarium i Tølløse, var han omkring Bruxelles, højskolen i Tølløse og missionshotellet i Rønne. Efter at have afsluttet præsteuddannelsen var han i tre år sømandspræst i San Fransisco.

Herefter boede han i Odense, mens han arbejdede som ungdomspræst og sekretær i Baptistkirken i Danmark. I denne periode blev han gift med Ruth Bruun, som stammer fra Tårs. De tog til Schweiz sammen, hvor de studerede i to år.

Siden Henning og Ruth blev gift, har de været flere steder som præstepar. Efter Schweiz kom de til Vrå/Brønderslev Baptistkirke sidst i 70’erne. Her blev børnene Trine og Søren født.

Freelancepræst

Efter 16 år dér blev Henning freelancepræst og gik ind i nødhjælpsarbejde i Rumænien. Han startede også en daghøjskole i Brønderslev.

Derefter kaldte Esbjerg i 1993, hvor de var med til at bygge en menighed op igennem 6 år. I 1999 vendte de ”hjem” til Tårs, og købte hus på Tårs Møllegade, hvor de stadig bor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I 1999 var Henning halvtidsansat i Tårs som brobyggerpræst og halvtids i Det danske Baptistsamfund. I den periode introducerede han meditations- og sindsro-gudstjenester, som han også holdt rundt omkring i andre nordjyske menigheder.

Undervisning i Afrika

Efter han gik på pension som 65-årig, har Henning Olsen rejst meget, bl.a. har han 5 gange været i Burundi, hvor han har undervist afrikanske præster.

Der er næsten ikke den form for præstegerning, han ikke har haft. Sømandspræst, ungdomspræst, brobyggerpræst, baptistpræst, soldaterpræst og missionær, meditationspræst med sindsro-gudstjenester, nødhjælpspræst, evangelist og freelancepræst.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



’Målrettet menighed’

Selv om Henning Olsen gik på pension for 10 år siden, er han stadig aktiv. Han har holdt mange taler og foredrag i forsamlinger i lokalområdet. Men han har også rejst meget i USA, hvor han mødtes med Rick Warren, som skrev ”Den målrettede Menighed” og introducerede konceptet ”40 målrettede dage”.

Henning var sammen med andre ildsjæle med til at bringe dette koncept til Danmark.
Henning og Ruth er lige hjemvendt fra endnu en 3 ugers rejse i USA. Denne rejse blev udsat, fordi Henning sidste år blev ramt af en hjerneblødning og har været igennem et langt genoptræningsforløb.

De har kørt rundt på egen hånd i en lejet bil og har set en stor del af det vestlige USA, bl.a. Grand Canyon.

For et par måneder siden fortalte Henning og Ruth på Sundhedscentret i Hjørring om det gode genoptræningsforløb, de begge har oplevet. De kom også ind på alle de svære ting, der følger med det at få en hjerneblødning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Motion og bevægelse er blevet en vigtig ting for Henning. Han bor tæt på Tårs Hallen og benytter svømmehallen der, ligesom han går mange ture i området.

Henning har bevaret sin humoristiske tilgang til tingene og sit gode humør. Han deltager i de aktiviteter, der er i kirken i Kulturcenter Vendsyssel og netværkscaféen, i det omfang kræfterne rækker til det.

Fødselsdagen fejres søndag den 10. juni i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing sammen med menigheden og vennerne.