Når fred er farligere end krig

Topmødet mellem den amerikanske præsident Donald Trump og den russiske præsident Vladimir Putin, som fandt sted i Helsinki for to uger siden, sørgede for, at medierne ikke løb ind i nogen agurketid under ferien.

Sjældent har et topmøde fået så megen negativ opmærksomhed og så hård en medfart. Trump er blevet beskyldt for at stille sig på Ruslands side ved topmødet og blev udråbt som “Putins puddel” og en “forræder”. Trump lagde sig fladt ned for Rusland og vendte sit eget folk ryggen. Så hård var dommen fra både medier og politikere. Ingen støtter Trump. Kritikken kommer af, at amerikanske efterretningertjenester har konkluderet – uden endegyldige beviser – at Rusland blandede i det amerikanske præsidentvalg, og at Trump derfor kan takke russerne for posten i Det hvide Hus.

På topmødet talte Putin og Trump om, hvordan de ville skabe bedre relationer mellem de to stormagter og undgå en atomkrig. De talte også om, hvordan USA og Rusland kan arbejde sammen om at forhindre islamiske terrorister i at få adgang til atomvåben.

Under den kolde krig ville sådant et topmøde mellem de to atommagter have været et drømmescenerie. Alle ville have jublet over såden en tilnærmelse og set det som et stort fremskridt for menneskeheden.

Men nu opfører medierne sig som et frådende dyr i raseri over Trumps og Putins forsøg på at nærme sig hinanden.

Er verden gået fra forstanden? Hvordan er vi nået dertil, at vi beskylder en præsident, der vil skabe fred og undgå masseødelæggelser, for at være en forræder?

Vestens forhold til Rusland har aldrig været dårligere og mere farligt end nu, men alligevel vil Vesten, på nær Trump, ikke fred og forsoning, men presser på for at eskalere konflikten. Det virker som om Vesten i sit had mod Rusland er besat af en dødsdrift. Man vil hellere den totale ødelæggelse end at stifte fred med Rusland. Det er nogle meget voldsomme kræfter, som er på spil. For dem er fred tilsyneladede mere farligt end krig. Hvorfor mon?

Rusland er i disse år ved at tage form af en supermagt bygget på solid kristendom, hvor imod Vesten bliver mere og mere gudløs og lukker sine kirker. Roden i alle politiske bevægelser er åndelig. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at det er er åndsmagter, der kæmper i den politiske kulisse, om herredømmet over verden. Det forklarer også det irrationelle had, som Vesten er grebet af. For politisk set giver det ikke mening. Det er dødsensfarligt.