Jeg er færdig med at være Pigen fra Flinkeskolen

Kære Suh

Jeg har det meste af mit liv været en ”pæn pige” fra flinkeskolen.

Det har betydet, at jeg altid har pleaset andre og taget meget hensyn til andre, måske endda ind imellem mere end til mig selv. Det har jeg med årene fået ændret noget på, og er ikke længere lige så optaget af at please andre.

Til gengæld er jeg måske endda gået hen og er blevet lidt for ”kritisk” og har måske også nej-hatten lidt for meget på, jeg mener, jeg er begyndt at sige meget fra og lægger ikke længere skjul på, hvis jeg er utilfreds med noget.

Jeg vil bare nødigt gå hen og blive hende den ”sure gamle dame”, som altid brokker sig; men måske opdager man det ikke selv? Så hvordan kan jeg stoppe i tide og ikke gå hen og ende i den anden grøft?
Hvordan opdager jeg, hvis det er blevet for meget til den anden side?

Bekymrede hilsener
Pigen fra Flinkeskolen

Kære Pige fra Flinkeskolen

Der er temmelig mange, der har gået i den der Flinkeskole, så du er ikke alene om at slås med nogle problemer i den forbindelse.

Nu er der jo ikke noget galt i at være flink eller i at tage hensyn til andre, tværtimod, hvis flere i verden ville være optaget af dét i stedet for at tænke på sig selv, tænke på magt eller på at tjene penge osv. – så ville verden bestemt være et bedre sted at være.

Men for nogle er det blevet for meget af det gode, og det, så det ikke længere er godt, men så det i stedet er blevet skidt og selvdestruktivt. Man tænker ikke længere på andre af hensyn til den anden, men faktisk at hensyn til sig selv, fordi man ønsker, at den anden skal synes om en og for at få anerkendelse.

Hensynet til andre er blevet vigtigt, fordi det har en funktion, som kommer mig til gode – og ikke længere alene fordi det nogle gange bare er det rigtige at gøre. Så glemmer man helt at bedømme selve situationen, se den i sin hele kontekst, og dermed mister man muligheden for at se, at der i den pågældende situation er et andet og større hensyn at tage, og at det måske er mest sundt at sige ”nej” eller at trække en grænse.

Man har måske helt glemt, at der også er et hensyn at tage til egen formåen, egne ressourcer, evt. en familie derhjemme. Efter at have levet efter Flinkeskolens regler i måske mange år kan det i begyndelsen være angstprovokerende at tillade sig selv at sige nej og sætte grænser, men mange oplever, at det efterhånden er en enorm befrielse.

Der er pludselig meget mere plads til dem selv. Nogle gange kan det blive så skønt, at man går i den anden grøft og pludselig siger fra overfor alting. Man bliver måske pludselig egocentrisk og udelukkende optaget af egne behov.

Jeg tror, man må acceptere, at dette er et naturligt led i en udviklingsproces, ligesom hvis man i mange år har været på en streng diæt, og så pludselig giver sig selv lov til at spise usundt i en periode – så ryger der ofte mange kager og usunde ting indenbords. Det er forståeligt og uskadeligt, så længe det ikke bliver standarden.

Det vigtige er at bestræbe sig på at finde en sund balance mellem ”ja” og ”nej”. Er man konstant udmattet, orker ikke at besvare telefonopkald, tjekke mails, påtage sig blot den mindste ekstraopgave – så er det nok fordi, man siger ja for hyppigt.

Lever man derimod i større og større isolation, er konstant i konflikt med andre, oplever at andre trækker sig fra en og at mennesker omkring en bliver sure og kede af det, når man åbner munden, ja, så er det sandsynligvis, fordi man har nej-hatten for stramt trukket ned over ørerne.

At du ikke vil ende som en sur gammel dame, er et rigtig godt mål at holde dig for øje.
Evaluer kontinuerligt på dine relationer til andre og på konsekvenserne af dine udsagn og af dine valg, og justér så din adfærd ind efter det.

Hilsen Suh