Glade elever indtog nyt væredygtigt gymnasium
– Vi havde en fantastisk dag i onsdags. Det er et supergodt hold elever og de er fulde af forventning, siger rektor Sigbjørn Sørensen, som onsdag kunne slå dørene op for 18 elever på Hovedstadens nye kristne gymnasium.
HKgym, som ligger på grænsen mellem Vanløse og Frederiksberg, vil tilbyde noget helt nyt, både med hensyn til pædagogisk indhold, socialt sammenhold og åndelige værdier.
Pionerånd
På Jydeholmen 15 i Vanløse har bestyrelsen og rektor de seneste uger knoklet med opsmøgede ærmer og sitrende forventning. En fem år gammel drøm tog form, mens borde, stole og indretning kom på plads. De syv lærere og rektor måtte i ugerne før opstarten sætte privatlivet på hold til fordel for en intens arbejdscamp.
Her har man bl.a. diskuteret signalværdi i registreret fravær samt for og imod karaktergivning. Det eneste, der lå fast, var, at HKgym skal være ”noget andet”.
Anderledes ungekultur
Det nye gymnasium skal nemlig være en pause fra det gruppepres, mange unge oplever, når det gælder druk, stoffer og omgang på de sociale medier.
Eleverne skal være hovedpersonerne og skal udtrykkeligt høres i udformningen af, hvordan et drømmegymnasium ser ud anno 2018. Skal eksempelvis samme kaffe-, pause- og mobilregler gælde for både lærere og elever?
Elevernes selvværd
Det lille ny gymnasium får plads til flere klassespor og studieretninger, efterhånden som tilgangen øges. Den enkelte i fællesskabet skal hele tiden både ses og opbygges – ikke opløses og forsvinde i mængden. Det uddyber rektor ved at forklare det centrale begreb ’Væredygtighed’:
”I en tid, hvor det perfekte er blevet det nye normale, og hvor unge stresser over karakterræs, prøver vi at gribe udfordringen fra en anden og i virkeligheden meget simpel vinkel: Elevens selvværdsfølelse.
Netop at tage det udgangspunkt og søge at styrke den enkeltes værd i verden, er ’superkristent’. Helt enkelt og samtidig enormt komplekst. Det er den spænding, vi ønsker at bygge vores ungdomsuddannelse på, fordi vi mener, resultatet er bedre og midlet et vidunderligt fundament at bygge skole på!” fastslår Sigbjørn Sørensen.
Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden og forsikrer, at økonomien har det godt, selv om der foreløbig ikke er statsstøtte til det nye gymnasium.
– Eleverne skal nok komme, siger han og oplyser, at to af de 18 elever er flyttet til København fra hhv. Jylland og Fyn for at kunne gå på Hovedstadens Kristne Gymnasium.