Debat
Forbryderen er samfundet
Det er en ærlig sag at være uenig i Foreningen Retten Til Livs metoder, som Mads og Filip Wallberg Sørensen gør det klart, at de er, i deres indlæg i Udfordringen den 12. januar. Imidlertid bør kritik altid finde sted på et sagligt grundlag, og det er altså til overmål blevet slået fast, at sammenligningen med nazismen ikke går på den kvinde, der får foretaget en abort, men på det system, der foretager dette indgreb, som var det noget naturligt.Det undrer mig også at dherrer Wallberg Sørensen ikke ønsker et forbud mod fri abort. For mig at se er fosterdrab ikke blot en synd, det er også en forbrydelse, som i lighed med mord, voldtægt og tyveri bør være forbudt i ethvert anstændigt samfund.
Spørgsmålet er så, hvem forbryderen er. Jeg synes Retten Til Liv har meldt klart ud om, at efter deres opfattelse er den kvinde, der får foretaget en abort, ikke forbryder, men offer. Forbryderen er samfundet, og det vil sige os alle sammen, hvis vi ikke siger fra.
Nikolaj Kjærby Johansen
Ørslevvej 6B
2730 Herlev
Oversættelse af Herrens dag
Problemet med den autoriserede danske oversættelse af Bibelen er som regel ikke, at den er forkert og unøjagtig, men at den mange steder er uforståelig, netop fordi det er en utrolig ordret gengivelse i stedet for at være en normal, professionel oversættelse.
Dog er der også en del steder, hvor den autoriserede oversættelse er direkte forkert og unøjagtig. Jeg faldt i dag over 2.Thess. 2,2, hvor de danske autoriserede i århundreder har skrevet, at Herrens dag er lige forestående. Men hvorfor skulle thessalonikerne blive skræmt, hvis nogen sagde, at Herrens dag var lige forestående, eller lige for hånden, som ældre oversættelser siger? De så jo frem til, at Herrens dag skulle komme, jo før jo bedre, for så ville deres trængsler være forbi.
På græsk står der, at Herrens dag allerede skulle være kommet. Tænk, hvis Jesus var kommet tilbage uden at de kristne havde opdaget det, og de så var blevet ladt tilbage! (Jf. 2.Tim. 2,18).
Hvordan de danske autoriserede oversættelser kan lave sådan en fejl, forstår jeg ikke. Det er naturligvis rettet i Bibelen på Hverdagsdansk, og bliver forhåbentlig også rettet i kommende oversættelser fra Det danske Bibelselskab. Af de mange engelske oversættelser er det kun den upålidelige, gamle King James Version, der har lavet samme fejl, men den oversættelse er heldigvis ved at gå af brug.
Det bibelske udtryk Herrens dag har for øvrigt tre forskellige betydninger. I Åb.1,10 betyder det søndag, men normalt betyder det enten dagen for Jesu genkomst eller dommens dag. På græsk er det dog helt forskellige udtryk, der er brugt i Åb. 1,10 og de andre steder, men det er tilsløret i den autoriserede danske oversættelse.
For at få den korrekte forståelse må man enten slå op i ordforklaringen i den gamle autoriserede (ikke den nye), eller tjekke efter i en mere pålidelig oversættelse. Jeg kan anbefale www.bible.org for dem, der kan engelsk og har god internet forbindelse.
Bibeloversætter
Iver Larsen
Kenya
Smag og behag
Da smag og behag er forskellig, bliver førsteudgaven af en kulturkanon forhåbentlig også den sidste. EU og globaliseringen tonser frem, og gamle Danmark farves af nydanskere.
Tilstedeværelsen af en kulturkanon er synlige krampetrækninger i et sidste forsøg på at holde fast på smuldrende værdier, ingen alligevel er enige om, hvad er. Tak -vi vælger dem selv!
De virkelige værdier i en gammel kristen nation bygger ikke på kællingehistorier, som Paulus siger, men på Guds ord, Bibelens kanoniserede skrifter.
Knud Held-Hansen
Th. StauningsVej 12
9210 Aalborg
Religiøse og almene værdier
Man kan mene, hvad man vil om Retten Til Livs (RTL) fremstilling af abortsagen eller rettere: Ekstra Bladets fordrejning af sagen. Men RTL skal i hvert fald have tak for at afsløre paradokserne i den danske debat. Et af de seneste eksempler er Mads og Filip Wallberg Sørensens (WS) debatindlæg i Udfordringen 12. januar 2006.
WS giver udtryk for, at de på den ene side mener, at abort er synd, men at man på den anden side ikke kan forvente, at et sekulariseret samfund vil bygge på religiøse værdier og opfattelser og afskaffe den fri adgang til abort.
WS mener altså, at livets ukrænkelighed er en religiøs opfattelse. Det er i og for sig rigtigt. Omsorg for fattige og fremmede, respekt for andres ejendom, afvisning af snyd osv. er også religiøse værdier, idet de alle er nævnt i Bibelen. Alligevel mener mange ikke-religiøse danskere, at lovgivningen bør afspejle disse værdier.
Derfor er det også realistisk at forvente, at abortlovgivningen afspejler, at statens mest fundamentale opgave er at værne om menneskelivets ukrænkelighed. Det er ganske vist urealistisk at forvente en perfekt lov. Men når lovgivningen afspejler fri abort som en grundlæggende rettighed, kan den ikke blive mere uperfekt. Så selvfølgelig giver det mening at arbejde for en reel stramning uden at man af den grund trækker religiøse værdier ned over hovedet på folk.
Nikolaj F. Rasmussen
Dalgas Blvd. 57
2000 Frederiksberg