En ildsjæl, som tændte mange andre

Af Niels Thure Krarup for Mission Afrika

“Lær os at holde tal på vore dage…” formaner Salmisten i Gamle Testamente, “…så vi kan få visdom i hjertet.” De ord efterlevede vores gamle missionærkollega og nabo i Addis Ababa Flemming Kramp, efter at han i januar fik at vide af sin læge, at hans sygdom var uhelbredelig, og at han højst ville leve ét år mere. Den prognose mærkede ingen af os noget til ved et ‘gensyns-fellowship’ for Mission Afrika-veteraner for knap tre måneder siden. Han var veloplagt og hentydede kun til den i en bisætning i et indlæg om noget andet.

‘FlemmInger’ (som han og hans gæve kone underskrev sig selv i breve og mails) delte et livslangt engagement i mission på en måde, hvor det virker kunstigt at opdele deres ‘livsmission’ efter geografi som ‘ydre’ og ‘indre’, ligesom det bør nævnes, at deres parløb var med til at få ‘Lærerindernes Missionsforening” og ‘Lærernes Do.’ fusioneret i 1973.

De første breve, Flemming skriver fra Nigeria som nyankommen missionær i 1965 til Sudanmissionens ‘bagland’ i Danmark, fortæller om glade forventninger: Han skal arbejde på et ‘Youth Center’ som Sudanmissionen skal bygge lige ved den majestætiske kirke i Numan – dengang den største lutherske kirke i Afrikas mest folkerige land. Han skriver glad hjem. “Jeg har henne på grunden målt ud, hvor facaden skal være, og jeg håber, at jeg i mit næste brev kan fortælle, at vi har startet byggeriet.”

Men, som selv jeg lærte som missionær-debutant, fem år efter Kramps: “Ingenting i Nigeria går som man planlægger,” med den underfundige eftersætning, at “…ikke engang dét kan man være sikker på.” Da missionær Gunnar Mundbjerg forlod ‘Radio Evangeliets Stemme’s studie i byen Jos, der producerede programmer til udsendelse fra Addis Ababa, var Flemming med sine fremragende leder-evner et oplagt valg som efterfølger: Allerede et par år senere kunne en nigerianer, som han havde oplært, overtage hans stol.

Da Flemming derpå af en konservativ amerikansk luthersk kirke blev bedt om at overtage ledelsen af deres radiostudie i Syd-Nigeria, 600 km væk, tæt ved Atlanterhavet, svarede Inger og han ja. Under Biafra-krigen var studiet nemlig blevet flyttet væk – netop til Jos – og efter freden hjalp Kramps med at flytte det tilbage. At de meget konservative amerikanere værdsatte dette par fra Grundtvigs fædreland, siger en del om ‘FlemmIngers’ økumeniske sindelag.

Sønnerne Aage og Gunnars skole og uddannelse medvirkede derefter til, at FlemmInger vendte hjem til Danmark. Efter nogle år i Stengård sogn i Gladsaxe slog de sig ned mellem  Næstved og Skælskør, og i 15 år arbejdede han for Kirkefondet, mens han ved siden af stod i spidsen for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer som formand i seks år. Imens var Inger forretningsfører for Lærernes Missions Forening 1988-2001.

Flemmings mest unikke og konkrete livsprojekt blev i mine øjne, at han var med til at starte – i 1994 – den idealistiske andels-sparekasse ‘OIKOS’, hvis formål er at “være et pengeinstitut, der yder den bedst mulige service til bankkunder i Danmark og samtidig støtter aktiviteter til fordel for verdens fattige.” For mig at se har en finans-journalist fra Jyllands-Posten fanget Flemmings livslange engagement – i stærkt makkerskab og ægteskab i 62 år med Inger – i en artikel om OIKOS.

Introduktionen er: “Via et internationalt netværk af kirkelige banker låner Flemming Kramp sin kapitalpension ud til fattige i Den Tredje Verden. Med fuld sikkerhed og god samvittighed.” Da journalisten spørger “Hvad betyder ordet samvittighed for dig?” svarer Flemming: »Det betyder, at jeg kan se mennesker i Den Tredje Verden i øjnene, når jeg møder dem.«

For mig er det et fornemt udtryk for Flemmings ideal gennem næsten 85 år, at han mødte alle med et åbent blik … altid i venlig øjenhøjde. Æret være hans minde!

+++

Niels Thure Krarup